Læsetid: 4 min.

En højsang til digterens muse og galionsfigur

Den chilenske forfatter Pablo Nerudas højsang til lovprisning af kvinden som kønsvæsen og naturfænomen
2. december 2011

Opvokset i det sydlige Chile ved foden af Andesbjergenes vulkaner nær sumpede skovområder bar Pablo Neruda (1904-73) mægtige naturindtryk med sig ind i poesien som et reservoir, hvorfra alt kunne udtrykkes i uendelige billedkonstellationer animeret af erotik, skærpede sansninger af alverdens ting og indfarvet af socialitet og indignation. I stedet for at bruge notesbøger optog han indtryk i sig, fortæller han.

»Der findes også en reserve af følelser. Hvorledes opbevarer man dem? Ved at man bliver sig dem bevidst, når de indfinder sig? Foran det hvide papir husker vi denne bevidstgørelse mere levende end selve følelsen.«

Denne poetik citerer oversætteren Peer Sibast i en af sine mange Neruda-udgivelser, digtudvalget Man vender tilbage til sig selv (1978), hvor man også finder seks sonetter om kærlighed. De indgår nu i hans komplette udgave af Hundrede kærlighedssonetter,hvis spanske form stammer fra 1959, hvor digteren overrakte dem til sin elskede og tredje kone Matilde Urrutia. De er bearbejdet og er kommet tættere på i en friere sprogdragt, på godt og ondt mere prosaisk. Hvor en linje før lød: »og lider du, min skat, da skal jeg dø på ny«, så står der nu »og lider du, min skat, dør jeg endnu en gang«. Sonettens 14 linjer er i sin lange tradition en uhyre stram form.

I forordet karakteriserer Neruda de store forgængeres rimede digte som »sølvsmedearbejde eller krystalglas eller kanonild«. Selv har han i stor ydmyghed udarbejdet sine sonetter af træ, opsamlede stumper i skove, langs sandstrande og skjulte søer. Med økse, machete og lommekniv opførte han så disse tømmerstabler af kærlighed, små huse af fjorten brædder. På den metaforiske måde fremkom et rent tematisk værk, ligesom tilfældet var med hans formidable succes som 20-årig med Tyve kærlighedsdigte og en fortvivlet sang, der også findes på dansk i Gunnar Engberg Hansens oversættelse (Brøndum, 1984). Den helt store emneudfoldelse over alverdens ting findes til gengæld i hans gigantiske Elementære oderi Sibasts version 2010.

Glubsk erotik

Med surrealismens billedfrigørelse som inspiration har Neruda kastet sig ud i en højsang til lovprisning af kvinden som kønsvæsen og naturfænomen. Der er ikke en eneste hentydning til nogen intellektuel kapacitet eller tankeudveksling, derimod en detaljeret begejstring for alt det, hendes krop står i forhold til og det fra bogens allerførste linje:

Matilde, jeg kalder dig plante eller sten eller vinstok, du er,

hvad der gror af jorden og varer bestandig

En glubsk kærlighed rumsterer i ham, den gennemborer ham med torne og sværd og flænger sig brændende ind til hans hjerte. Han nøjes ikke med ét billede, én metafor, til at gennemføre at udtrykke sin glæde og hele humørskala, men bundter af sammenbragte fænomener fra sansernes lager i et naturalistisk menneskesyn, som ikke kan undgå at virke monotont trods dets uendelige variation. Der er morsomme og rørende kombinationer f.eks. hvor en af de talrige vandassociationer kombineres med kulinariske oplevelser i sonet »XXXIV«:

Du er havets datter, den vilde oreganos niece,

din krop, du svømmerske, er af rent vand,

dit blod kokkepige, er levende som jord,

og dine vaner er ophøjede og jordiske.

Gennem »pibelerets love« genopstår kroppen i køkkenet og via dens fortæring ind »i dine drømmes skum: suppeurter, urtekoste, grønsager«.

Humoren helliger pennens store håndbevægelser og ordenes patos.

Hans hyldest til hendes herligheder har kunstnernes sædvanlige begrundelse. Hun er muse, hun er bogstaveligt talt materiale, stof til hans arbejde, som det utilsløret fremgår af »VIII«, der er bygget fint op i en korrekt sonetkomposition, der modstiller de to firelinjede strofer og de to trelinjede, kvartetter mod terzetter, du over for ham: hvis duikke var sådan og sådan, med øjne farvet af månen, med luftens behændighed, med efterårets bevægelige øjeblikke, som brød af månens melstøv, så ville jegaldrig elske dig. Når han omfavner hende, favner han alt bestående, og »alt lever, for at jeg skal leve«. I hendesliv ser han alt det, som lever. I »XLIII« formuleres kærligheden, atter i vand, som en sammenflydning, »som en bred Mississippi ud mod et kvindeligt hav«. Vi er i arketypernes verden. I sonet »XX« lyder det så mere dagligt kærligt: »Min lille grimrian, en forpjusket kastanje er du«.

Under alle omstændigheder til at tage og føle på, selv når hun et andet sted styrer sin galionsfigur gennem havets evige krystal. Det universelle landskab er skønt farvet af både kroppens geo-grafi og Stillehavets vidder, som det kan have været oplevet ved parrets bolig i Isla Negra. Intimt og udstrakt.

Samlingen er delt i fire afsnit, morgen, eftermiddag, aften og nat, og vitaliteten får hen mod slutningen sit tilskud af udslettelsens tanker. Når døden kommer, er der kun hendes blik imod al tomheden, kun kærligheden til at lukke mørket ude.

Nerudas digtcyklus beholder sit lys.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer