Læsetid 9 min.

Julefilmen har bragt velsignet bud …

Ingen jul uden julefilm og ingen julefilm uden sjov, ballade og en hel masse følelser. Informations filmredaktør har set og genset nogle af de allerbedste — og spurgt sig for på Twitter — så han kan vejlede læserne på bedst mulige vis i at finde julefred og harmoni og anarki
Ingen jul uden julefilm og ingen julefilm uden sjov, ballade og en hel masse følelser. Informations filmredaktør har set og genset nogle af de allerbedste — og spurgt sig for på Twitter — så han kan vejlede læserne på bedst mulige vis i at finde julefred og harmoni og anarki
15. december 2011

Ingen jul uden The Nightmare Before Christmas og Muppets juleeventyr. Sådan er det hjemme hos mig. Det er de to film, mine børn og jeg skal se, hvis julefreden skal sænke sig, og vi vil være sikre på, at det nu også bliver en god jul.

Tim Burton og Henry Selicks moderne, stop motion-animerede klassiker fra 1993 og Brian Hensons — søn af muppet-mesteren Jim Henson — morsomme gendigtning fra 1992 af Charles Dickens’ berømte julehistorie fortæller nemlig ikke kun opbyggelige eventyr om at være gode mod hinanden og glade for det, man har.

Nej, de vrider også begge armen om på den traditionelle, hypersentimentale julehistorie og leger med formen og udtrykket, så det er en ren og skær fornøjelse — og en god modgift mod den rørstrømskhed og sødme, man sagtens kan få for meget af i julen.

Begge film rummer anarki og masser af fortælleglæde, og så formår de alligevel at blande al den skæg og ballade med et vist mål af den alvor og eftertænksomhed, som en god julefilm trods alt også skal rumme.

Tænk på andre

The Nightmare Before Christmas er således en musical om Jack Skellington, kongen af Halloweentown, der keder sig med at skræmme livet af folk, hvorfor han i stedet kidnapper Julemanden og forsøger at fylde hans nissehue.

Det går dog grueligt galt, og Jack må sande, at hans kald her i livet er at være uhyggelig, mens Julemanden må tage sig af alt det hyggelige og julede.

I Muppets juleeventyr spiller Michael Caine den menneske- og julefjendske gnier over dem alle, Ebenezer Scrooge, mens de dejlige muppets, Jim Hensons geniale dukker, har de øvrige roller. Gonzo er historiens fortæller, Charles Dickens, mens Kermit er Scrooges kuede højre hånd, Bob Cratchit, og miss Piggy hans kone.

Og selvfølgelig har de to gnavne gamle mænd fra Muppet Show, Waldorf og Statler, rollerne som Marley & Marley, Scrooges afdøde partnere, som julenat hjemsøger og advarer ham om, at det altså ikke er spor sjovt at vandre hvileløst rundt i efterlivet, fordi man kun har tænkt på penge og sig selv i stedet for også at tænke på andre.

Dickens’ historie eviggyldige julefortælling er ikke overraskende en af de mest filmatiserede af dem alle, og det har både resulteret i traditionelle fortolkninger — f.eks. Brian Desmond Hursts Scroogefra 1951 med Alastair Sim i titelrollen — og mere fantasifulde versioner som Richard Donners Scrooged (1988), hvor Bill Murray spiller en skruppelløs, profithungrende tv-direktør, der konfronteres med sine ugerninger og ender med at angre og blive den glade giver.

En af de seneste er Robert Zemeckis’ 3D-animerede udgave fra 2009, hvor Jim Carrey lægger stemme til Scrooge, men den kan bestemt ikke hamle op med især Muppets juleeventyr.

En alvorlig sag

Trods en vis respektløshed og en del fjolleri følger dog både The Nightmare Before Christmasog Muppets juleeventyrdet, man kan kalde de uskrevne regler for enhver velfungerende julefilm, i hvert fald de engelsksprogede af slagsen, som trods alt er flest og ofte også bedst og emnet for denne artikel: De skal nok være underholdende, men også rumme et budskab om næstekærlighed og gavmildhed og være en hyldest til julen som symbol og samlende faktor, det tidspunkt om året, hvor man i hvert fald skal opføre sig ordentligt (Gud og Jesus er ikke noget, man taler så meget om i julefilmene).

Selv en af de mest antijulede film, der findes, Terry Zwigoffs Bad Santa (2003), hvori Billy Bob Thornton spiller en drikfældig horebuk af en stormagasinsjulemand, ender med at prædike en form for familieværdier ved lade sin afstumpede hovedperson give sig selv en slags oprejsning og redde julen for en lille dreng. Julen er altså noget, man godt kan spøge med, men det er sandelig også en alvorlig sag.

Sådan har det været helt fra begyndelsen og klassiske julefilm som George Seatons originale Miraklet på Manhattan (1947), hvor en venlig ældre herre (Edmund Gwenn) sætter sig for at overbevise en alt for fornuftig pige (Natalie Wood) og hendes mor (Maureen O’Hara) om, at han altså er selveste Kris Kringle alias Julemanden. Hr. Kringle ender på den lukkede og må forsvare sig selv ved en retssag, hvor han kun ved det amerikanske postvæsens mellemkomst slipper for at ende bag tremmer, og julen ikke bliver aflyst.

Året forinden lavede Frank Capra den film, som vel nok er den smukkeste og mest hårdføre af alle julefilm, nemlig Det er herligt at leve. Ligesom Capras øvrige film er den et forsvar for den lille mand og en hyldest til det individ, som gør en forskel. James Stewart spiller den uselviske bankmand George Bailey — og nej, den slags laver man ikke længere — som bliver narret og efter et bankkrak, der får den danske bankkrise til at tage sig ganske uskyldig ud, ikke ser anden udvej end at tage livet af sig.

Heldigvis har han en skytsengel, Clarence (Henry Travers), som godt nok er lidt klodset og ikke har fået sine vinger endnu, men som kun vil George det godt og får vist ham, hvor trist verden ville være, havde han ikke levet og gjort så stor en forskel for sin by, dens indbyggere og sin familie. Det er herligt at levelever så eftertrykkeligt op til sin egen titel, og ikke et øje er tørt, når den er færdig — heller ikke selv om det er 117. gang, man ser den.

En hel undergenre

En lille — og måske lidt mere forloren — klump får man i halsen, når man ser Casablanca-instruktøren Michael Curtiz’ bidrag til julefilmen: White Christmas(1954). Danny Kaye og Crooneren over dem alle (eller i hvert fald over mange af dem), Bing Crosby, spiller to tidligere soldaterkammerater, der til tonerne af Irving Berlins fantastiske musik, blandt andet den stedsegrønne titelsang White Christmas, gør karriere som song and dance men— den slags laver man heller ikke længere.

Det charmerende og veloplagte makkerpar ender på et skisportssted i Vermont uden sne, hvor de forsøger at redde ejeren, deres tidligere øverstbefalende, general Waverly (Dean Jagger), fra fallit, mens de falder for to underskønne kvinder, søstrene Betty og Judy (Rosemary Clooney og Vera-Ellen), der også kan både synge og danse.

Det er sødt og sjovt og luftigt.

Mere bid er der i Billy Wilders fremragende Nøglen under måtten (1960), som vel ikke ligefrem er en klassisk julefilm, men alligevel skal med, fordi meget af handlingen foregår juleaften. Og dermed er der åbnet op for en hel undergenre af julefilmen, hvor julen ikke er i centrum, men tjener som bagtæppe for den egentlige handling. I Wilders tragikomiske film spiller Jack Lemmon kontormanden C.C. Baxter, der låner sin lejlighed ud til sine kollegers ægteskabelige sidespring, mens en ung og dårende dejlig Shirley MacLaine spiller Fran Kubelik, et af sidespringene, som Baxter selvfølgelig falder for med et brag, alt imens julemusikken spiller i baggrunden.

Med til denne jule-undergenre hører blandt andre også John McTiernans actionklassiker Die Hard (1988), som foregår juleaften, hvor newyorker-politimanden John McClane (Bruce Willis) må redde julen og en hel kontorbygning i Los Angeles fra farlige europæiske forbrydere anført af Alan Rickman (selvsamme Rickman, der nogle år senere, i rollen som sheriffen af Nottingham i Kevin Reynolds Robin Hood: Prince of Thieves (1991), aflyser julen, og som i Love Actually (2003) overvejer at være sin kone utro. Aner man en sammenhæng?).

En nyttig huskekage

John Landis’ Bossen og bumsen(1983) bruger julen som udgangspunkt for et vittigt opgør med et par griske gamle pengemænd, Mortimer og Mortimer (Don Ameche og Ralph Bellamy), der udnytter og leger med andre mennesker, og det vil Eddie Murphy, Dan Aykroyd og Jamie Lee Curtis ikke finde sig i.

Året efter gjaldt det Joe Dantes sorthumoristiske Gremlins(1984), et underholdende og gruopvækkende eventyr om ondskabsfulde drillenisser, titlens gremlins, der terroriserer en lille by og gør det meget svært for indbyggerne at komme i den rigtige julestemning.

Men tilbage til 1960’erne og de ’rigtige’ julefilm: 1965 bød på den første tegnefilm om og med Charles M. Schultz’ elskede Radiserne, og søreme om ikke der var tale om en julefilm, A Charlie Brown Christmas: En deprimeret Søren Brun (han hedder Charlie Brown på engelsk) prøver at komme i julestemning, blot er det ikke så nemt, når man overalt ser tegn på, hvor gennemkommercialiseret julen — hjerternes fest — er blevet. Der er masser af menneskeklogskab og livsvisdom i Radiserne, både tegneserien og tegnefilmene, og Søren Brun er dreng for at vise, at julen også handler om andet end forbrug og gaver.

Noget, vi alle har godt af at blive mindet om fra tid til anden.

Vi skal helt frem til 1980’erne og 1990’erne for at finde de næste gode julefilm. Ud over Bossen og bumsen, Gremlins, Scrooged og Die Hard kommer her en af de sjoveste nogensinde, nemlig Jeremiah S. Chechiks Fars fede juleferie (1989). Det er den tredje film i serien om Clark Griswold (Chevy Chase), der vil sin familie det bedste, men altid ender med at skabe kaos og bristede illusioner.

Således også i julefilmen, hvor Clark desperat slås for at holde den perfekte familiejul, selv om skæbnen, hans svigerforældre og yuppienaboerne ikke under ham succes. Det er meget morsomt og samtidig rørende, fordi Chase og Chechik viser os mennesket Clark Griswold, som de fleste vil kunne relatere til.

Fars fede juleferieer skrevet af salig John Hughes, teenagelivets store fortolker, som i 1990 også stod bag en anden stor julesucces, den første Alene hjemme-film, instrueret af Chris Columbus. En ung Macaulay Culkin spiller Kevin, storfamilien McCallisters yngste og mest uvorne medlem, som ved et uheld lades alene hjemme, da hele familien rejser på juleferie i Paris.

Det kommer ikke til at gå stille for sig: Mens Kevins mor (Catherine O’Hara) langsomt kæmper sig hjem til sin søn, får Kevin — der efterhånden savner sin familie noget så skrækkeligt — besøg af to tyveknægte (Joe Pesci og Daniel Stern). Heldigvis er Kevin en snarrådig knægt og de to tyveknægte ikke de hurtigste knallerter på molen, og resultatet er et skægt og smertefuldt sammenstød af Tom og Jerry-agtige dimensioner.

Alene hjemme blev så stor en succes, at Hughes og Columbus to år senere lavede en lige så vellykket opfølger, hvor Kevin slippes løs på et luksushotel i New York og igen render ind i Pesci og Sterns dumme røvere. Film nummer tre og fire er der dog ikke meget sjov ved, selv om Hughes også har skrevet treeren.

Ud over The Nightmare Before Christmas og Muppets juleeventyrbyder 1990’erne på en række mere eller mindre begavede og morsomme julefilm for børn og familier — blandt andre Tror du på Julemanden? (1994) og Mission: Julegave (1996). Men det er først inden for de seneste 10 år, at julefilmen for alvor igen har ’vist tænder’ med Bad Santa og Richard Curtis’ Love Actually, der begge havde premiere i 2003, men næsten ikke kan være mere forskellige.

Hvor Bad Santa altså fejrer julen på en ganske frimodig og sorthumoristisk facon, er Curtis’ multiplotfilm anderledes godhjertet i sin skildring af en lille snes menneskers oplevelser med hinanden og kærligheden i måneden op til jul. Sjovest i filmen, der har en perlerække af dygtige britiske skuespillere på rollelisten, er Bill Nighys aldrende bad boy-rocksanger, som efter mange år i skyggen endelig får et hit med en julegendigtning af Wet Wet Wets Love Is All Around.

Undervejs ser det indimellem lidt håbløst ud for både romantikken og julefreden, men det hele løser sig til sidst, præcis som det skal i et rigtigt juleeventyr. Og bliver det for meget af det gode og søde, kan man bagefter smide The Nightmare Before Christmas eller Muppets juleeventyr i maskinen.

Favoritter fra Twitter

Informations filmredaktør, der på Twitter går under @monggaard, har spurgt sine followers, hvilke julefilm de synes er de bedste. Her følger en liste med favoritter, som også omfatter andet end engelsksprogede titler:

  • Nøddebo præstegård (1934, George Schnéevoigt)
  • Det er herligt at leve (1947, Frank Capra)
  • Miraklet på Manhattan (1947, George Seaton) 
  • Santa Claus Conquers the Martians (1964, Nicholas Webster)
  • Bossen og bumsen (1983, John Landis)
  • Gremlins (1984, Joe Dante)
  • Scrooged (1988, Richard Donner)
  • Die Hard (1988, John McTiernan)
  • Fars fede juleferie (1989, Jeremiah S. Checik)
  • Alene hjemme 1+2 (1990-92, Chris Columbus)
  • Muppets juleeventyr (1992, Brian Henson)
  • The Nightmare Before Christmas (1993, Henry Selick)
  • The Long Kiss Goodnight (1996, Renny Harlin)
  • Love Actually (2003, Richard Curtis)
  • Bad Santa (2003, Terry Zwigoff)
  • Et juleeventyr (2008, Arnaud Desplechin)
  • Rare Exports (2010, Jalmari Helander)
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Karsten Aaen

Må jeg ikke erindre om at Die Hard I (den hvori julen forekommer) set fra et ganske bestemt perspektiv nemlig europæisk er en dybt racistisk film....

Og det er den fordi skurkene er --- europæere. Overskurken er blond og hedder Hans (mener jeg?) og ligner rent faktisk en moderne udgave af en nazist, nu konvertert til et eller andet der begynder med t-lignende tilfælde. Og denne blonde overskurks håndlangere taler med engelsk, russisk og øst-europæiske accenter....

Og faktisk er det meget kedeligt efterhånden at se amerikanske film - find europæeren - og vi har skurken. Eksempel numero uno, men sikkert ikke det eneste: I Minority Report er Max von Sydow skurken.

Og sådan er det stort set hele vejen igennem...

Brugerbillede for Aske Pedersen

It's a Wonderful Life toppes bestemt ikke, men af nyere avl må Elf da få en honourable mention. Will Ferrell i storform og Zooey Deschanel i julegear er en fryd for øjet.

Brugerbillede for Lasse Vogt-Nielsen
Lasse Vogt-Nielsen

Glæder mig at der i det mindste er nogle andre som kan forstå at julen ikke kun betyder "hypersentimentale" film, og obligatorisk julekalender i samme stil, men også Tim Burtons skæve humor, Gremlins og og fordrukne julemænd... man kunne jo spørger sig selv hvad der er mest virkeligheds tro, væsner der bliver til monstre når de efter midnat har indtaget føde (evt. i form af julemad og ubesindig mængder snaps) eller at julemanden komme personligt til dig?

Jeg er dog ked af ikke at se "Hogfather", filmatisering af Terry Prachets bog, af Vadim Jean, hvor selve døden får lov til at være julemanden... hmm måske ikke så langt fra "The Nightmare Before Chirstmas"

@Karsten Aaen: Slem som den (Die Hard) er, så er det da ikke så voldsomt i forhold til andre film som der er fra samme periode. Jeg opfatter det personligt mere som en sjov sidegevinst ved at se film som ikke ligefrem er helt nye længere, at man kan lære lidt om nogle samfundstendenser ud fra dem. Ikke for at sige at man kan bedømme alle amerikaners holdning til europæere ud fra den ene film, men det var jo ikke helt unormalt for amerikanske film i 80'erne at have stereotype europæere som skurke.

@Oskar Jacobsen: Du skal nok ikke have alt for høje forventninger, husker den ikke som så god, men en dog en meget traditionel slasher :)

Brugerbillede for Erika Grann

Til Karsten Aaen: Skurken i 'Die Hard' er Allan Rickman. Sorthåret og med sort skæg. Hans rolle hedder ganske rigtigt Hans Gruber.

Max von Sydow's rolle i 'Minority Report', Lamar Burgess, er ikke europæer. Han er fransk-canadier.

Jeg tror dine fordomme stiller sig i vejen for fakta.