Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Kan man få lidt anstændighed?

Teologen Hans Küng beskriver i sin nyeste bog grådighedens økonomi
Kultur
27. december 2011

Det var som bekendt apostlen Paulus, som engang sagde, at kærligheden til penge er roden til alt ondt. Men det er længe siden, og selv om hengivenheden for mammon er blevet vurderet noget forskelligt op gennem historien, er det alligevel slående, at man i vores egen tid har anset grådighed for at være naturligt og i nogens øjne ligefrem gavnligt element i det moderne samfund. Man behøver blot at se nobelpristageren Milton Friedmans lovprisning af grådigheden for at finde et eksempel på, hvorledes man har latterliggjort de forsøg, der har været gjort på at kritisere fænomenet.

En af dem, der mest vedholdende og med størst international udbredelse og respekt har kritiseret denne uanstændige økonomiske styring, er teologen Hans Küng. Få teologer har som han været i stand til at sætte en dagsorden uden for teologiens rækker, og med hans seneste bog om forholdet mellem økonomi og moral er der atter skudt med skarpt fra den 83-årige teologi- professors side. Mest kendt er den katolske Küng for sin kritik af paven, men i mange lande er han lige så kendt for at være ophavsmand til det store projekt Weltethos, som meget kort fortalt har som formål at fremme en ændring i den globale etiske bevidsthed. Ikke mindst på området interreligiøs dialog har projektet haft stor betydning og fået tilslutning fra mange politikere (Helmut Schmidt bl.a.) og videnskabsfolk verden over.

Med bogen Anständig wirtschaften. Warum Ökonomie Moral braucht (direkte oversat: At opføre sig økonomisk anstændigt. Hvorfor økonomi har brug for moral) har han leveret en skarp kritik af et markedssamfund, som har udviklet sig i en retning, hvor profitten helliger midlet, og hvor kapital er det vigtigste. Sådan lyder ifølge Küng det ’credo’, som managere har haft gennem årtier, og som dermed har forårsaget en global økonomisk krise.

Troen på væksten

Bogen er en gennemgang af en række årsager til den nuværende dårligdom og et forsøg på at anvise veje ud af elendigheden. Ikke for at vise en slags tredje vej ud over socialismen og markedsøkonomien, men for at fremme en etisk dimension i brugen af de økonomiske redskaber.

Küng peger på to hovedårsager til, at det er kommet til den krise, verden nu stikker i. Dels den naive tro på, at uendelig vækst er mulig, dels troen på, at de frie markedskræfter skal udfolde sig uden reguleringer. Det sidste er, hævder Küng, en misforståelse, som bygger på antagelsen om, at etisk regulering af markedet hæmmer væksten og bremser økonomien. Hvor man tidligere havde en forbindelse til en etisk dimension, også i den vækst, som f.eks. Vesttyskland oplevede under Ludwig Erhard, en periode, Küng karakteriserer som social liberalisme, har man nu fået en ’anything goes-capitalism’, som ganske vist af og til nævner Adam Smith, men som er så langt som tænkes kan fra den etik, som var undertonen i Smiths værker, herunder det berømte The Wealth of Nations (Nationernes Velstand) fra 1776. Som andre af sine samtidige var også Smiths tanker præget af en etik, man i nutiden mere eller mindre har fået elimineret.

I en af bogens mange skarpe og veldokumenterede analyser af dette forhold taler Küng om en ’machiavellisme’ i moderne management, hvor det er blevet salonfæhigt at være kynisk. »Den væsentligste forskel mellem kriminelle og andre mennesker er, at de kriminelle er dumme nok til at lade sig fange«, mente således nogle studerende ved et amerikansk eliteuniversitet.

Humaniteten

Analysen af, hvorledes man er havnet i en etisk nihilisme, gennemføres som sagt overbevisende, og nok så vigtigt anviser Küng veje væk fra dette socialdarwinistiske helvede. Han taler i den forbindelse om menneskets værdighed. Ethvert menneske uanset alder, race, religion, politisk overbevisning, eller hvad det nu måtte være, besidder en uantastelig værdighed. Og alle er forpligtet på at agte på denne værdighed, uanset hvilket område i samfundet man befinder sig i. Et menneske er aldrig et middel, men et mål, og derfor heller ikke et objekt for kommercialiseringen og industrialiseringen, skriver Küng i en moderne udlægning af Kants gamle imperativ.

Grundprincippet i en global etik for det moderne samfund er derfor humaniteten. Det er den, der skal være den etiske målestok for erhvervslivet, og i bogen anviser Küng, hvorledes denne holdning skal konkretisere sig inden for en række områder. Det gør han på en måde, som giver håb for fremtiden og kampgejst til dem, der ellers er ved at give op over for den rå kynisme.

 

Hans Küng: ’Anständig wirtschaften. Warum Ökonomie Moral braucht’. Piper Verlag. 352 sider, 19,95 euro

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Her er en aktuel sang om grådighed. (Video under teksten):

http://www.commondreams.org/view/2011/11/23-5

Jens Overgaard Bjerre

Humanitet som det grundlæggende synspunkt i et golbalt samfund og ikke bare en jagt efter penge, pik og prestige.

Det lyder godt.

Tak til Mikkel Wold for at bringe Hans Kúngs tanker ind i debatten.

Mht. Küngs kritik af Paven:

Küng opfordrede i et åbent brev i april 2010 katolske biskopper verden over til at reformere den katolske kirke og derved ikke adlyde Paven. Küng mener, at den katolske kirke er i den største troværdighedskrisen siden Reformationen. Kung og Ratzinger var begge som unge teologer med som eksperter i det andet Vatikanerkoncil.

http://en.wikipedia.org/wiki/Hans_Küng

Ja, og Ratzinger og den polske pave (wojtyva, også kaldt som Johannes Paul II) var totale modstandere af alt dette nymodens pjat.

Og det kan godt være, at JHP II på de ydre linier indenfor kirken synes at stå for en progressiv linje, men på de indre linjer har han, sammen med en vis kardinal Ratzingerm sørget for, skridt for skridt, at føre alle det andet vaktikaner-koncils forbedringer tilbage til tiden før dette.

Derfor lader Ratzinger sig bære i bærestol, derfor ses han med den røde hue og derfor bærer han fine sko.
I modsætning til den gode pave, Johannes den 23., som indkaldte til den 2.Vatikanerkoncil i 1962 Johs. den 23. var pave fra 1958-1963) og blev valgt fordi han var gammel og de andre mente han ikke kunne gøre skade - i stedet reformerede han kirken...

Og hverken Ratzinger eller Wojtyva brød sig om dette. Og de kæmpede imod dette, også imod godkendelsen af prævention i ægteskabet, herunder også p-pillen. (opfundet af en katolik så så det som en udvidelse af den katolske kirkes råd om kun at bruge 'den sikre metode' til prævention.)

Visse mennesker (deriblandt mig) mener, at den første Johannes Paul (JHP I) blev myrdet efter cirka 33 dages paveskab, fordi han netop ville reformere den katolske kirke yderligere, bl.a. ved at gå aktivt ind for godkendelse af prævention, herunder p-piller. Dette er den ene ting - den anden er at i 1970erne opstod der i Latinamerika en befrielsesteologi, som JHP2 (den polske pave) ikke fandt var specielt katolsk i sin teologi, da den jo krævede, at alt skulle omfordeles, så de fattige fik et bedre liv. Og måske ville JHP 1 også støtte denne teologi, gøre op med den katolske kirkes støtte til diktaturerne i verden og meget meget mere.

Klogere folk end mig har påvist, at Vatikanets bank er dybt involveret i stort set alle lovlige samt ulovlige aktiviteter af finansiel og økonomisk aktivitet.

For nu at komme en smule tilbage til emnet, så lyder Küng til at være en fornuftig mand, som Ratzinger bør lytte til. Og vi bør alle lytte til Küng...

"Grundprincippet i en global etik for det moderne samfund er derfor humaniteten. Det er den, der skal være den etiske målestok for erhvervslivet" mener Küng.

Om den nødvendige regulering vil jeg citere en fransk økonom og historiker Pierre Dockès, der i 2009 skrev (1):

"Problemet er i virkeligheden ikke at sondere hjerter, drivkræfter i menneskelig adfærd og sætte spørgsmålstegn ved det moralske eller glemslen af "værdier". Det er selve den uhæmmede grådighed, i moderne som i gammel forstand (som i "hestens bidsel"), den uhæmmede grådighed. Det er grådigheden som drivkraft og som udtryk for et økonomisk, socialt og i sidste ende politisk system, grådighed der selv er blevet et system. Problemet er manglen på institutionelle grænser, på eksistensen af ​​institutioner, der giver fri bane for søgning efter økonomisk fordel, når de burde regulere den, begrænse dens overdrevne vækst, dens umådehold, der ellers bliver fatal. I et kapitalistisk samfund kan pengeglæden kun nå sin logiske ende, hvis den ikke reguleres af offentlige regler ligesom de hurtigtvoksende og invasive tropiske planter. I en verden med økonomisk krig, alle mod alle, er Statens indgriben (og en Verdensstyring) nødvendige for at undgå rationel overflod, altså krise. Kort sagt er problemet "uorden") (det er betydningen af ​​deregulering). Det drejer sig ikke om at fordømme adfærd, der er "greedy", men det påfalder Staten at fastsætte regler, der kan holde dem i tømme eller vise dem til rette, så de ikke er økonomisk og socialt skadelige".

1. Pierre Dockès i hans kapitel i "Jours de colère L'esprit du capitalisme" sammen med Francis Fukuyama, Marc Guillaume og Peter Sloterdijk. 2009, Descartes et Cie.

Dockès og Guillaume er medlemmer af The Circle of economists.

Den væsentligste forskel på kriminelle kapitalister og almindelige kriminelle er, at de almindelige kriminelle er dumme nok til at lade sig fange.

Jo større grådighed, jo større chance er det for at slippe godt fra det.

Michael Kongstad Nielsen

Mikkel Wold starter så fint med at genkalde de kristne læresætninger om at afstå fra begær efter penge. Men så forlader han dette budskab og begiver sig ud i samfundets etik eller den etiske fordring, man bør stille til samfundet. At det skal være humant først og fremmest, og mere specifikt, at det skal agte det enkelte menneskes værdighed.

Jo, jo, vel skal det det, men hvad med det enkelte menneske selv? Har man glemt at stille krav til sig selv? Skal jeg ikke selv stille min værdighed over min grådighed?

Heinrich R. Jørgensen

Hvad der står i den famøse tekst, bør næppe oversættes til: "kærlighed til penge der er roden til alt ondt". Det er nok snarere: "grådighed/griskhed/begærlighed der er roden/årsagen til al dårligdom/fordærv".

Betydningen af de to udsagn er bestemt ikke sammenfaldende. Det andet involverer ikke (nødvendigvis) "penge", uanset om det skal forstår som en ide eller som noget faktuelt (f.eks. mønter).

Apropos David Graeber (hvis nogen skulle være interesseret i penge-antropologi) kan man jo skrive den første (fejlagtigt) oversatte sætning til den i forvejen meget lange liste af anti-kristeligt forvrøvling af et meningsfuldt emancipationsbudskab, til overtroisk tågesnak.

Martin Haastrup

Stakkels Penge - Falder altid i de forkertes hænder.

Heinrich R. Jørgensen

Kom lige i tanke om følgende udsagn, udtalt af en (fiktiv) karakter i en roman fra midten af det 20. århundrede.

"So you think that money is the root of all evil?... Have you ever asked what is the root of money? Money is a tool of exchange, which can't exist unless there are goods produced and men able to produce them. Money is the material shape of the principle that men who wish to deal with one another must deal by trade and give value for value. Money is not the tool of the moochers, who claim your product by tears, or the looters who take it from you by force. Money is made possible only by the men who produce. Is this what you consider evil? ... Not an ocean of tears nor all the guns in the world can transform those pieces of paper in your wallet into bread you need to survive tomorrow. ... Whenever destroyers appear among men, they start by destroying money, for money is men's protection and the base of a moral existence. Destroyers seize gold and leave its owners a counterfeit pile of paper. This kills all objective standards and delivers men into the arbitrary power of an arbitrary setter of values... Paper is a mortgage on wealth that does not exist, backed by a gun aimed at those who are expected to produce it. Paper is a check drawn by legal looters upon an account which is not theirs: upon the virtue of the victims. Watch for the day when it bounces, marked: 'Account Overdrawn'."

Heinrich R. Jørgensen

Lyder ovenstående citat, som ét der bør applauderes (og det gør det unægteligt umiddelbart), skal man nok læse det et par gange til, og yderst varsomt ;-)

Det er tillokkende at hoppe på limpinden. Men det er ikke andet end et demagogisk bedrag, der er sublimt leveret.

Ordet "money" anvendes i flere betydninger. Som to forskellige (og i praksis inkompatible) ideer, samt som mindst én instans af et faktuelt fænomen. Det hele blandet sammen, og leveret med overvældende sproglige pondus, så man næsten mister pusten over at få så mange væsentlige pointer leveret i en salve.

Deles "citatet" op i trende dele, omhandlende tre forskellige fænomener, kunne de givetvis alle tre være gyldige og mindeværdige udsagn.

Forfatteren er Nietzsches filosofiske og sproglige overmand, überkvinden Ayn Rand (Atlas Shrugged, 1957). Begge har interessante og valide pointer, men deres tænkning er seriøst forkludret. Hvad de mener at kunne konkludere, holder ikke vand. Resultat af deres tankesæt er i begge tilfælde fælt og inhumant.

Niels-Holger Nielsen

Teologi ingen hindring

'In The Ecological Revolution, John Bellamy Foster rightly shows the inadequacy of the technological approaches to which the capitalist response to the ecological crisis is limited, raising the question of a wider revolution in ecology and community. In the process he puts to rest the widely held assumption that Marx and Marxists have little to contribute on the ecological crisis. His book demonstrates that Marx addressed the ecological issues with keen insight and that the historical materialist ecological tradition is alive and relevant today.

—John B. Cobb, Jr., Professor Emeritus, Claremont School of Theology
Co-author with Herman Daly of For the Common Good: Redirecting the Economy Toward Community, The Environment, and a Sustainable Future'

The Ecological Revolution
Making Peace with the Planet
by John Bellamy Foster

Redirecting the Economy Toward Community, The Environment, and a Sustainable Future'