Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Den kaoskompetente

Kafkas dagbøger dokumenterer helt enkelt tilblivelsen af hans kunstneriske holdning
Kultur
9. december 2011
Kafkask. Franz Kafka levede fra 3. juli 1883 til 3. juni 1924. Hans dagbøger er noget rod, fordi Kafkas tilværelse var det; i form af konflikter mellem arbejdet og kunsten, dagen og natten, mellem fornuft og fantasi, mellem far og søn, mellem mand og kvinde.

Kafkask. Franz Kafka levede fra 3. juli 1883 til 3. juni 1924. Hans dagbøger er noget rod, fordi Kafkas tilværelse var det; i form af konflikter mellem arbejdet og kunsten, dagen og natten, mellem fornuft og fantasi, mellem far og søn, mellem mand og kvinde.

En velordnet rodebutik. Et kontor midt inde i et kaos. Sådan kan man måske bedst karakterisere Franz Kafkas dagbogsværk, som takket være en beundringsværdig indsats af en af vore bedste og mest omhyggelige oversættere, Karsten Sand Iversen, nu findes på dansk i sin helhed.

Rodet består for det første i, at de tolv hæfter og fire sæt mindre rejsedagbøger langtfra følger kronologien, og for det andet i, at den skrivende ofte lader ufærdige notater blive stående blanke i deres uafsluttethed. For det tredje springer han uformidlet rundt fra emne til emne: ham selv, hans læsning, hans familie, tanker om dette og hint, møder med folk, en tur i teatret, to kvinder på gaden. Endelig for det fjerde er dagbogsværket noget rod, fordi Kafkas tilværelse var det, i form af konflikter mellem arbejdet og kunsten, dagen og natten, mellem fornuft og fantasi, mellem far og søn, mellem mand og kvinde. I en lomme i verden, dette kejserdømmets Prag, på én gang i midten og ude på en grænse, gennemlever han modernitetens fremmedhedserfaring og bliver selv moderne helt ind på kroppen.

Eksistentiel montage

Når hans private papirer midt i dette kaos alligevel kan opleves som forholdsvis velstrukturerede, skyldes det konsekvensen og konstansen i hans konflikter. Skønt der hele tiden hænder ham noget forskelligt, virker alle hans oplevelser skåret over samme modsigelser og paradokser. Men hertil kommer som noget helt afgørende den holdning, hvormed han møder manglen på indre sammenhæng i sit liv.

Hvad vi ser blive til i hans dagbøger, er en art højt kvalificeret kaoskompetence. Midt i sin sårbarhed og bristefærdighed kan han hen ad vejen virke mere og mere robust, indstillet som han nemlig er (eller bliver) på at lade tingene komme til sig, totalt, spontant, simultant, uden forsøg fra hans side på klassificering eller hierarkisering. Sideordnet monteret til ’eksistenscollage’ fremtræder hans notater med en særlig ’fænomenrespekt’, der vel i sig selv udgør nøglen til hans æstetiske holdning.

At betegne Kafka i dagbøgernes år, dvs. fra 1909 til hans død i 1924, som selvoptaget og selvkredsende, det turde være mildt underdrevet. Hans dagbøger er fyldt med jammer, klage og harme. Ikke sjældent slår hans små betragtninger af verden om i selvbetragtning, som så igen bliver afløst af selvselvbetragtning.

Og når Kafka er trist, er han da rigtignok trist: »Intet, intet, intet. Svaghed, selvdestruktion, spidsen af en helvedsflamme trængt gennem gulvet.«

Forplumre det rene

End ikke en forelskelse og den påfølgende forlovelse formår at gøre ham glad. For hvis Felice nærer samme modvilje mod ham, som han nærer mod sig selv, er ægteskab umuligt.

»En prins kan gifte sig med Tornerose, og det der er værre, men Tornerose kan ikke være en prins.«

Dog, det, der er Kafkas personlige plage, hans evne til altid at se bagsiden af en ting, bliver jo samtidig hans styrke som kunstner: »Det er min gamle vane,« skriver han, »ikke at lade rene indtryk, hvad enten de er smertelige eller glædelige, når blot de har nået deres højeste renhed, løbe velgørende ind i hele mit væsen, men forplumre dem med nye uforudsete, svage indtryk og jage dem bort.« Det skyldes ikke ond vilje og trang til at skade sig selv, men, reflekterer han, svag evne til at udholde renheden af hvert indtryk. En svaghed, man også kunne kalde en styrke, eftersom den, når han digter, sætter ham i stand til at være kompromisløs og sanddru.

Da dagbogsværket forleden blev præsenteret ved et arrangement hos Information, blev oversætteren spurgt, hvad der havde slået ham stærkest under hans slid med dagbøgerne. Svaret lød, at det var den betydning, mødet med omrejsende jødiske skuespillere i sidste ende viste sig at få for jøden og forfatteren Kafka. Det, der nemlig skete, samtidig med at han fandt sig selv som digter, var, at han fik demonstreret, nøjagtig hvor tæt kunsten kan lægges på livet.

Teatertruppernes jiddischtalende personale var langtfra fine folk — en aften Kafka sidder sammen med Löwy, den betydeligste af dem, indrømmer manden sin dryppert, og da deres hår et øjeblik mødes, frygter den unge, altid velklædte kontorrist »de trods alt mulige lus« — til gengæld agerer de uforfærdet på scenen, og de er aldrig bange for lade den erfaringsverden, publikum kender i forvejen, strømme ind i spillet gennem improvisationer.

Et virvar med noter

Heraf lærer Kafka, at nok skal tingene være på plads ligesom i et sirligt kontor, men denne arbejdsplads skal samtidig modtage og suverænt kunne rumme livets overvældende kaos.

Dagbøger 1-3 giver over næsten tusind sider læseren adgang til dette indre kontorlandskab, og skulle man undervejs geråde udi tvivl om detaljer, hjælpes man på vej af omhyggelige fodnoter. Modsætningen mellem virvaret på siderne og pertentligheden i bunden af dem forekommer i sig selv overordentlig ’kafkask’.

Men løfter man så blikket undervejs, opdager man, at hvad man her bevidner, simpelt hen er et historisk moment. Man ser ind i en svunden tid, men man får også indblik i dette midteuropæiske kritiske åndsliv, som mentalt var flere lysår foran omgivelserne. Uden om Kafka var det Werfel, Rilke, Schönberg, Karl Kraus og Freud. Og inde i Kafka brødes det hele, hos denne ensomme, som siden har fået så mange fæller. Ikke bare blandt digtere, der læste ham og lærte så meget af ham, men også blandt de læsere, der hele tiden bliver flere, og som, hvis de går længere tilbage i litteraturen, tit må undre sig over, at så mange forfattere inden Kafka åbenbart var påvirket af ham.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her