Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Kvinder på mission

Anne Marie Ejrnæs fortæller sympatisk, men tamt, om, hvorfor det sjældent lykkedes at kristne de vilde
Kultur
9. december 2011

Anne Marie Ejrnæs har i sin nye roman fat i en spændende historie; to usædvanlige kvindeliv i første halvdel af det 20. århundrede.

Også før kvindefrigørelsens glade dage, rejste kvinder nemlig ud i verden, som lærere og barnepiger, missionærer og sygeplejersker. For de fleste betød det samtidig et afkald på sex, ægteskab og moderskab. Men reelt var offeret måske tit mindre, end man kunne tro, og kompensationerne store i form af et aktivt, intellektuelt liv, med en spiritualitet og selvudfoldelse, som få gifte kvinder kunne regne med tid og helbred til.

I sin nye dobbeltbiografiske roman, Bhakti betræder Anne Marie Ejrnæs på sin vis de samme spor som Anne Lise Marstrand-Jørgensen i sin store biografi om nonnen og middelalderkomponisten Hildegard af Bingen. Præcis som Hildegard søger romanens to hovedpersoner, teosoffen Erna Ørnsholt og den grundtvigianske missionær Mariane, et aktivt liv i hengivelse og omsorg for andre. Og det får de.

Selvrealisering

Hovedpersonerne bygger på – men er vist ikke helt identiske med – virkelige personer. Begge bliver født i Danmark omkring 1880, men ender med at tilbringe 40 år i Indien. Erna som husbestyrerinde for bl.a. Nehru, Indiens første premierminister. Mariane som missionær, personlig og politisk støtte for Ghandi, og leder af en lille skole for forældreløse piger.

Titlen Bhakti betyder hengivelse i både religiøs og erotisk forstand. Ordet er sanskrit, beslægtet med ord som tilhøre og tilbede, og det omfatter desuden betydninger som oplevelsen af aktiv deltagelse i et gudsforhold og kærlighedens intense følelser. Mere jævnt ønsker de to kvinder eventyr og selvrealisering, men begge er desuden troende mennesker, der opsøger en gerning, hvor de kan være og gøre noget for andre mennesker.

Begge vælger med åbne øjne ægteskabet fra til fordel for det, der for dem giver mening, bhakti. I Indien drages Mariane erotisk af den begavede og sammensatte inder Arya og skriver en bog om hans omvendelse til kristendommen. Ernas store sværmeri er moderen til den lille dreng, hun underviser, den livfulde og flotte Sylvia Pio, datter af arbejderlederen Louis Pio, der indtil sin skilsmisse også var grevinde af Knuthenborg. Da greven forgreb sig på slottets yngste kvindelige tyende, flyttede den resolutte Sylvia sine to børn og Erna til København. Foruden Arya er Sylvia Pio faktisk romanens mest nuancerede person. (Hende kan man læse mere om i den biografi om hende, som Kristian Hvidt udgav for to år siden.)

Det bedste ved romanen er beskrivelsen af de to kvinders voksende respekt for kulturmødet i det fremmede. Erna vier sin omsorg og arbejdskraft til en familie eller person, der udretter noget til gavn for verden. Mariane sætter sig for at kristeliggøre hinduismen og hinduisere kristendommen. Hendes første vision om at kristne de vilde, som menigheden hjemme i Ryslinge samler ind til, slår hende derimod som næsten uetisk: Når en inder bliver døbt, bliver hun eller han samtidig udstødt af samfundet. I stedet vil Mariane ligesom sit forbillede, Gandhi, uskadeliggøre det racistiske kastesystem. Det prøver hun på ved at påvirke skolepigerne, som dog slipper for dåb.

En større sag

Åndeløst spændende er romanen dog ikke just. Ejrnæs fremstiller Erna og Mariane som velbegavede, solide, indfølende mennesker i fornuftige sko, men vi når ikke tæt nok ind på deres lidenskab, tvivl og angst for, at de vælger en vej, der vil lukke dem inde i stedet for at folde livet ud. Samtidig er romanens univers lidt indsnævret. Hvad der egentlig skete i den store historie om Indiens frihedskamp, skal man vide, ligesom det er en god idé at slå »teosofi« op.

I Karen Blixens brevvekslinger med familien hjemme i Danmark var ét af de genkommende temaer, om en kvinde bør opofre sig i ægteskabet eller søge en større sag. Karen Blixen hældede til det sidste, med det argument, at få ægtemænd er så fremragende, at et offer giver mening! Det ville hendes to jævnaldrende, Ejrnæs’ Erna og Mariane, utvivlsomt også have skrevet under på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her