Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Lad os blive som børn igen

Lad os blive som børn igen
Kultur
9. december 2011

De manglende lys er et portræt af hans farfar. En fjernet radiator er et portræt af hans farmor. Man fornemmer en trist barndom.

Jason Dodge har lavet en af de udstillinger, der på en dårlig dag ville kunne få politikerne til helt at nedlægge kunststøtten. Der ligger seks puder i rummet, en stak foldede lagner, to brevvægte er vendt om på siden, i hjørnerne hænger der to meter lange stearinlys, og det eneste lys kommer fra en pære, der er monteret sidelæns på væggen, så man hele tiden får det i øjnene. Og, nå ja, så står der seks kasser Ramlöse lige indenfor.

Det er ikke lavet til folk, der bliver kede af det, når TV 2 forsvinder. Uden titler og introduktion er det bare ting og ting og ting, der ligger og står. Nogle af værkerne kan man ikke engang se. Og ingen af dem ligner kunst. Det er bare ... ting.

Han har det stramt, ham Dodge, tænker man. Det må ikke være sjovt at skulle have arrangeret de seks puder på gulvet og insisteret på at få dem med i værksfortegnelsen. Eller endnu værre, se telefonsamtalen for dig — mellem galleristen og Dodge: Fedt du vil udstille her i København, stearinlys i hjørnerne, okay, en pære på væggen, okay, en parabol, der står på gulvet, okay, en døråbning med en dør, okay, okay, okay!

At opleve en kunstudstilling er ligesom at tage tøj på. Man skal kunne genkende sig selv i spejlet. Så selv om det ikke syner af noget, så ved man, at der må være mere, man prøver i hvert fald at tage en ny skjorte på, hvis den første ikke virker. Og selv uden en introduktion er der alligevel noget at hente, det er anstrengende, det er lettere bare at beholde den første mening på, men der er faktisk kunst i det kunstificerede rum.

Indlejrede betydninger

Der er noget med størrelsesforhold, der slår en. Puderne er små, vægtene handler om størrelse, stearinlysene er høje som mennesker, vandet i Ramlöse-flaskerne svarer sikkert nogenlunde til, hvad et menneske indeholder, og det står i øvrigt i kasser, ved døren, på vej ud og videre til nye gallerier, glas, toiletter og havnebassiner. Der står også en parabol på gulvet med en ring på toppen, så den ligner en kæmpestor medalje.

Det bliver bedre med titler og introduktion. De seks puder hedder »The children are sleeping« og er kun blevet sovet på af børn. Lagnerne hedder »Anyone« og er 10 singlelagener, der bliver skiftet hver uge af et linnedservicefirma. Og sandelig om ikke også, arket med værktitler åbenbarer, at døren mellem de to gallerirum er et værk. Titlen er »Dør blandet med Belladonna«, et giftigt bær, som man kan dø af, men som i små mængder kan bruges til at udvide pupillerne.

Det handler altså også om indlejrede betydninger og meninger. Om objekter, der husker. Ligesom lagnerne fra linnedservicefirmaet, de kan have været hvor som helst i sidste uge, der har ligget ludere og lommetyve, utro koner og ensomme gamle forretningsmænd på dem, og et sted derinde er der måske et dna eller bare et minde om al den aktivitet, og så igen kunne det hele være et opspind, det er kun informationer for vores skyld, for at tankerne kan blomstre. To vægte vendt mod hinanden ligger i hver sin ende af rummet, som om presset mellem de uskyldige puder og de besudlede lagener kan vejes. Eller som om det er tyngdekraften, de holder i spænd. Og døren videre er enten til døden eller de store erkendelser. Og i øvrigt er den en anelse højere og en anelse smallere, end døre er normalt.

Det er ligesom at stoppe skjorten ned i bukserne og rette kraven på habitten, når det pludselig går op for en, hvad det er, man befinder sig i. Det er finale, det begyndte så trist, det begyndte så billigt, med puder og ligegyldigheder, det var konceptkunst uden nogen særlig spændende krop, og så viser der sig noget helt andet og meget større. Det hænger pludselig sammen. Dodge begyndte som en Danh Vo minus evnen til at vælge spændende ting og er endt som en Sol LeWitt, der førløses bedst i hovedet.

Irriterende godt

Dodge har skabt en kirke. De enorme stearinlys hænger i hjørnerne, de uskyldige sjæle er dem, der er blevet som børn igen, bunken af syndere kan muligvis tilgives, men synden kan aldrig vaskes væk. Og heldigvis er det Gud, der styrer vægten, om synden skulle veje tungere end sjælen.

Det er også derfor, at den ene kasse med Ramlöse er anbragt foran de andre, det er en prædikestol, sat lidt på skrå med godt udsyn over de få sognebørn, der er mødt frem. Og øverst i kirken hviler den tunge skygge fra farfaderen, det er alvor, det er døren til himmerige eller helvede, der står på spil. Og vi kan alle se lyset, der peger mod den, den er så stærk, at den skærer os i øjnene.

På den anden side venter os parabolen som symbolet på både himmel og helvede. Det er selve verdensrummet, den reflekterer, og det er det usleste i os alle, den repræsenterer, tv og tidsfordriv, der trækker os endnu længere væk fra Herren. Og så er der farmor, gamle bedste, der ikke er der længere, hendes plads på væggen står tom, ingen varme, ingenting, hun må være endt et helt andet sted.

Det er irriterende godt, fordi det var så kedeligt, da man stod der. Objekterne er ikke synderligt geniale, rent fysisk er det ikke særlig tillokkende at passere genstandens rene form og lade fantasien flyde. Og spørgsmålet er, om man kunne have gjort det hvor som helst? Hvor kommer inspirationen egentlig fra? Er det det spektakulære, der leder til det spektakulære, eller er det som i filmen De fem benspænd begrænsningen, der leder til det sublime? Var det måske netop det pauvre materialevalg, der virkede frisættende? Og ville et materialevalg, der havde været i overensstemmelse med det, Dodge ville have os til at begribe, ikke blot have holdt os nede på jorden og ude af metafysikken?

Dogde klæder os på, så vi ikke kan genkende os selv. Vi kan derimod se noget, der er langt bedre.

Jason Dodge hos Andersens Contemporary, Amager Strandvej 50B, København til den 21. december

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her