Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Legesyge italienere på Montmartre

Det var i enhver henseende frydefuldt at opleve Stefano Bollani og Enrico Rava i Montmartre. For dem, der gik glip af koncerten, er der cd-trøst at hente
Kultur
6. december 2011

En leg, der i overstadighed konstant befinder sig på kogepunktet, men som aldrig, ikke ét eneste sekund, bliver ualvorlig.

Der kan være flere passende beskrivelser af de to italienske stjerner, pianisten Stefano Bollani og trompetisten Enrico Ravas, møde torsdag aften i Montmartre med de to danske musketerer, bassisten Jesper Bodilsen og trommeslageren Morten Lund, men de vil alle ligge tæt på denne anmeldelses indgangsbøn.

For en smule sakrosankt er det faktisk, dette samspil mellem fire begavede europæiske jazzmusikere. Vi har at gøre med en ægte reunion af fire musikere, som første gang blev sat sammen, da Rava i 2002 blev tildelt den store danske Jazzpar-pris.

Allerede dengang var det tydeligt, at der opstod en særlig affinitet musikerne i mellem, noget der i en lang periode har været vist alene af Bollani, Bodilsen og Lund, der har dannet en opsigtsvækkende sprælsk, fast trio, men Rava gled ubesværet ind i trioen ved dette gensyn, selv om han af temperament er en mere indadsøgende kunstner, som desuden har haft en tæt forbindelse med 60’er-avantgardens udløbere.

Evigt nærværende

Avantgarde kan man vel egentlig også kalde dét, de fire leverede torsdag, for kun meget få andre jazzmusikere tager musikken så langt ud, som kvartetten her gjorde — uden at de bryder nogen metre.

Det var i enhver henseende frydefuldt (når man undtager den medbragte sangerinde, Irene Grandis, forsøg på at råbe liv i »That Ol’ Devil Moon« — men hende har vi glemt igen), og vi kunne have fuld fokus på Bollanis eventyrligt snurrige fantasi og virtuositet, Ravas fornemt placerede melodiske fragmenter, Bodilsens intensitet og omtanke i en række fine, motivisk enkle soli og Lunds mesterlige klanglige raffinementer samt hans evne til at være evigt nærværende uden nogensinde at dominere.

Var man ikke blandt de heldige par hundrede, der fik denne københavnske liveoplevelse, er der aktuelle cd-muligheder for at høre de to italienere.

Orvieto spiller Bollani duo med Chick Corea fra en italiensk festival sidste år. Her kan det være svært at afgøre, hvem der er hvem, for de to ligner hinanden i anslag og i den måde, de danner deres fraser på, men glem alt om detektivisk at prøve at nå et resultat. Nyd i stedet veloplagtheden i denne begavede duet, og værdsæt, at disse to store virtuoser kan styre deres ubændige fantasi og give plads til hinanden.

Rava i krævende egne omgivelser kan opleves på Tribe, hvor han med en kvintet kan høres i 12 åbne temaer, der lader ham brillere med sin fantastisk flotte tone — i lejet lige under forte har han, hvad dét angår ikke sin lige i jazzen — og sin evne til at spille frit omkring en melodisk kerne, der aldrig tabes af sigte.

Rava/Bollani/Bodilsen/Lund. Montmartre torsdag.

Stefano Bollani & Cghick Corea: Orvieto (ECM)

Enrico Rava Quintet: Tribe (ECM)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her