Det med lillebroren står mest uden for bogen

Poul Borum havde sit »jeg er her nu«, som han mente, at alle — eller i hvert fald mange — digte var en variation over, og Christel Wiinblad begynder Det ligner en sorg med »dér står jeg jo«, som er førstelinjen i digtet »veer«:

»dér står jeg jo/med lidt uro og angst/brændende under/min hvide hud«.

Med dér — i stedet for her — lægger jeg’et distance til sig selv. En lignende afstand ses i titlens »ligner«. Det ligner en sorg, men er måske samtidig også noget andet. Eller ordet sorg føles måske ikke helt dækkende.

Sorgen forbinder jeg, inden jeg overhovedet har læst digtene, med Christel Wiinblads lillebrors selvmord for et par år siden. Et selvmord, der blev offentligt kendt, og hvis historie også omfatter de to søskendes besøg hos Mikael Bertelsen i Den 11. time og Wiinblads digte i Min lillebror fra 2008, der beskæftiger sig med så kaotiske størrelser som kærlighed og afmagt i forbindelse med brorens tidligere selvmordsforsøg. Og dér på side 15 i digtet »krise« står lillbrorordet så i linjerne: »uden rodnet, uden/min lillebror/min eneste anden/i ånden — «.

Digtene præsenterer et billede af sorgen, der forestiller den sørgende i »gadens virkelighed« — blandt andre mennesker. Andre mennesker, som har barnevogns-projekter og kaffeparader, og igen hæfter jeg mig ved afstanden, her mellem omverdenen og digtenes jeg. Denne gang opfatter jeg det endda som en afstandtagen — ikke blot en idiosynkratisk følelse eller en ensomhedsfølelse — men en indførelse af et rigtigt og et forkert via ordene »projekt« og »parade«.

Et andet sorgbillede opstår med flere linjer om ansigter — jeg’ets ansigt f.eks. Et digt hedder »ansigt (make-up)« og taler om forhæng, slør og filter. Sorgen skildres altså som en oplevelse af at miste forbindelsen til omverdenen, at føle sig fjern fra alting.

Jeg har fundet linjer rundt omkring i Det ligner en sorg, som jeg oplever som berigende eller som nye måder at skildre sorgen på, men som helhed gør digtene meget lidt indtryk, de er spinkle og anonyme, og billedsproget lukker sig ofte om sig selv. Når der f.eks. står, at »gråspurve falder/i ørkenstormens skrig«, så refereres der muligvis til Jannick Wiinblads band Mother Sparrow, muligvis er gråspurve bare en del af digterens faste inventar, ligesom sommerfuglene er det. Men digtene er alt for afhængige af enten en velkendt symbolik skabt af en lang poetisk tradition eller af den historie om søskendeparret Wiinblad, som allerede findes.

I det afsluttende digt er det sørgende jeg atter på gaden, og hvor der tidligere var mørke, er der nu lys: »natten rejses i lyset — /kødet rejses i lys — « og de allersidste linjer repeterer forestillingen om den lidende kunstner, der dog også beriger verden:

»det lille/lysglimt/det eneste/jeg har at give/til verden«.

Det ligner en sorg — sorgdigte. Christel Wiinblad, A Ducksoup Book, 64 sider, 169 kroner