Læsetid: 4 min.

Livsgnister

Tre nye børnebøger af Tore Renberg, Anita Krumbach og Peter Adolphsen kredser alle om energierne i det grænsesprængende, det sorgfulde og det sære
2. december 2011

Tore Renberg (tekstforfatter) og Øyvind Torseter (illustrator) er et norsk makkerpar, som bl.a. laver billedbøger for børn. Tidligere på året udkom på dansk Giv den gas, Ine, som modtog det norske kulturministeriums pris for bedste billedbog i 2010 — og den efterfølges nu af He he, Hasse. Tilsammen to aldeles vidunderlige billedbøger om søskendeparret Ine og Hasse, som er to seje hverdagshelte med overskud, hittepåsomhed og erobrelyst i forhold til den verden, der omgiver dem.

Fortællingen i He he, Hasse handler i al sin enkelhed om, at de to søskende på en dag, hvor »det regner tusind kilometer i timen« beslutter, at de vil køre ud på marken på Hasses højtelskede traktor og sprænge en sten »der ligger i vejen for det hele« lige op i luften. Problemet er bare, at de mangler den afgørende stang dynamit, hvorfor de efter en indledende tissetur i det fri opsøger elgen, uglen og bjørnen, som alle henviser til grævlingen. Hele flokken opsøger det dagsure natdyr, som nølende udleverer en dynamitstang.

Forventningsfuld stryger storesøster Ine en tændstik »for nu skal det blusse, brænde og smælde mod himlen«. Eksplosionen indtræffer og Ine får overtalt Hasse, hvis sproglige udforskning og inddæmning af virkeligheden udnyttes med stor humoristisk effekt, til at sige tak til grævlingen.

»Tak for dybanit, græbling,« siger Hasse. Og så har Hasse afslutningsvis en sproglig knaldperle klar på tungen, da han på spørgsmålet om, hvad det store hul egentlig skal bruges til, efter lang tids tænkepause smilende udbryder: »Badesabeng!«

Renbergs stramme og underfundige sprogarbejde suppleres med optimal effekt af Torseters illustrationer, hvor de enkelte opslag/scener er bygget op med papir, pap og krydsfiner med en særlig lag på lag teknik, hvor der skæres, limes og monteres med en imponerende detaljeringsgrad. Slutresultatet affotograferes og fremtræder på den trykte side med en levende taktil stoflighed, så figurerne næsten virker animerede. Raffineret håndværk, uforstilt nærvær og en smittende poetisk tilgang til verden går her op i en enhed, som med enkle virkemidler brænder helt igennem med et budskab om, hvordan struttende livsenergi forandrer verden.

Smertepunkter

Der er umiddelbart noget af et spring til Anita Krumbachs opus 2, Den som Fanden lytter til, som har frustrerede, forvredne og forfrosne livsenergier som omdrejningspunkt. I lighed med forgængeren og debutromanen Et mærkeligt skib, som — for en debutroman helt exceptionelt — modtog Kulturministeriets Børnebogspris i 2009, er der tale om en kondenseret kort- og/eller punktroman, der med stram sproglig styring sætter ensomhed, skyld og soning i spil som eksistentielle smertepunkter.

Pigen Vina bærer sammen med forældrene Adda og Ketil på en dyb sorg og ubearbejdet skyldfølelse efter lillebroderen Johans druknedød. I et rytmisk, koncist sprog båret af korte, udstansede helsætninger tegner romanen som en række brudte akkorder konturerne af den verden, der møder Vina på det nye sted, familien flytter til. Den spirende tilnærmelse til outsideren Tejs, som efter mødet med en vild tyr er blevet vansiret med et ar skråt ned over ansigtet, skitseres med fint vibrerende nænsomhed omkring deres fælles optagethed af en fuglerede med vibeunger, som ræven har i kikkerten. Og i umiddelbar nærhed spøger drengen Jakel, som mobber Tejs og også har sit at se til med en voldelig far. Vina opdager, at man kan gøre alting godt igen, hvis man gør noget farligt. Hun begiver sig derfor ud på den isdækkede mergelgrav, hvorunder tyren, der gjorde Tejs fortræd, befinder sig.

Teksten kredser med antydninger og anelser omkring de sorte huller, personerne befinder sig i. Læseren får ingen løsninger, og mulige årsagssammenhænge står åbne og simrer som utydelige skygger i det landskab af martret sorg, romanen afdækker. Det er dygtigt gjort, men griber ikke for alvor denne læser.

Adolphsens spilopper

Der er spilopper og syret humor i Peter Adolphsens nye billedbog Glimfyr og klumtøs med en veloplagt Mette Marcussen som illustrator. Glimfyr er en krydsning med skildpaddehoved, hundekrop, bjørnearme med bjørnepoter, græshoppebagben og en firbenehale. Som teksten udtrykker det: »Glimfyr er ikke helt normal.« Og derfor er hans normale forældre ikke meget for, at naboerne skal se, hvor højt Glimfyr kan springe på sine græshoppebagben.

Men det er netop de selvsamme bagben, der gør, at Glimfyr kan springe op og redde Fie, der har fået overbalance på klatrestativet. Som tak for redningen inviteres Glimfyr på besøg hos Fie, hvor han møder Fies lille-søster Klumtøs, som er en mærkelig pige med flagermusehoved, zebrakrop, hummerklosakse, hønseben og bæverhale. De to bliver venner, og i kraft af deres samlede multifunktioner udretter de mellemstore mirakler, da et jordskælv får boligblokken til at bryde sammen, og folk skal hjælpes ud. Redningsaktionen sikrer de to umage krydsninger ubetinget heltestatus.

Som en veltilrettelagt ode til det skæve har Glimfyr og klumtøs et godt drive. Mette Marcussens illustrationer har med skæve vinkler og en underfundigt sammensat detaljerigdom fint fat i tekstens rablerier, som skiftevis holdes i kort snor og ud i strakt arm. Og derved blotlægges potentialet og den frigørende energi i det sære og skruede ganske overbevisende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu