Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Løvindens sidste brøl

Et posthumt udsendt album med Amy Winehouse understreger trods skønhedspletter kun yderligere, hvilket tab for musikverdenen hendes død i sommer var
Et posthumt udsendt album med Amy Winehouse understreger trods skønhedspletter kun yderligere, hvilket tab for musikverdenen hendes død i sommer var
Kultur
6. december 2011

Når man står med en død popstjerne på hænderne, rejser det samme gamle spørgsmål sig: Hvilket materiale kan man egentlig tillade sig at udsende, når nu hovedpersonen ikke længere kan gøre sin indflydelse gældende. Og så er der alle de mange kræfter, der kommer i spil, arvinger, rettighedshavere, pladeselskaber og ikke mindst fanden og hans pumpestok. Er der således snart en tone fra Jimi Hendrix, der ikke er udgivet på et eller andet medie et sted i galaksen? Den diskussion er nu blev aktuel i tilfældet Amy Winehouse, der så tragisk og unødvendigt døde i sommer, kun 27 år gammel. At hun blev offer for en lang række grimme vaner, og med sin alder på dødstidspunktet kunne blive ’medlem’ af den herostratisk berømte ’Club 27’ (der tæller en stribe døde stjerner fra bluessangeren Robert Johnson over folk som Hendrix, Janis Joplin, Jim Morrison og frem til Kurt Cobain, der alle tjekkede ud som 27-årige), er sikkert glimrende for mytemagerne, men er man mere til musik, ville det godt nok have været mere interessant at opleve, hvorledes hendes kunst kunne have udviklet sig.

Winehouses alt for tidlige død fremstår nemlig dobbelttragisk i lyset af en sparsom produktion, eftersom hun kun efterlod sig to skiver, den fremragende debut Frank (2003) og hendes bragende gennembrud fra 2006, Back to Black. Gode som de er (og vi taler langt over gennemsnittet her; Amy Winehouse opnåede den position, hun fortjente!), kunne man dog ikke befri sig for fornemmelsen af, at hun besad et om muligt endnu større potentiale, som bare skreg på den helt rette samarbejdspartner/producer/hvad ved jeg. Hun indskrev sig i en lidt speciel tradition, hvor (især britiske) hvide unge mænd og (mest iørefaldende) kvinder tager tråden op fra 60’erne og 70’ernes sorte musik, med trykket lagt på genrer som soul og jazz, og det var ikke helt unfair, at Winehouse ved sin fremkomst både sammenlignedes med såvel ikoner som Billie Holiday og Sarah Vaughn som samtidige navne a la Macy Gray og Lauryn Hill. Man kan høre ekkoet af dem alle fire i hendes udtryk.

Stak intet under stolen

Hvad der dog vandt folks hjerter, var hendes udtryksfulde kontraalt, vilde image og rå charme samt nok så vigtigt, den vulgære humor og hjerteskærende ærlighed, der gennemsyrede hendes sangskrivning; hun stak vitterligt intet under stolen og måske også derfor endte hendes tilværelse som en frastødende tabloidføljeton. Hun var nu også uartig, så det battede og hendes tankeløse omgang med stoffer og sprut førte bl.a. til rigtig mange skuffende koncerter; således da hun optrådte her i København i oktober 2007.

Sjældent om nogensinde har man oplevet korsangerne stjæle showet, men deres forbilledlige indsats fremstod mest af alt som et forkrampet forsøg på at kickstarte det voldsomt påvirkede og fuldstændig fraværende hovednavn, som med sine magre ben i et par kæmpestiletter mestendels enten bare stod eller stavrede omkring og kiggede frem for sig med tomme øjne, hvad aldrig så meget mascara, eyeliner og lignende kunne skjule. Det var virkelig, virkelig trist.

Så er det alt andet lige mere opmuntrende at lytte til Lioness, som er den første posthume udgivelse fra damen. 12 nye skæringer af godt nok svingende kvalitet, men med så megen overvægt af det gode, at man godt tør anbefale fans af Winehouse at give det et lyt eller ti. Nytilkomne anbefales dog stadig de to ’officielt’ udgivne albums, så kan dette nydes som supplement. At der dog næppe er meget mere at hente, tyder det faktum, at her er inkluderet ikke færre end tre demoer af materiale til Back to Black på; såmænd fine nok, men næppe essentielle. Og hendes tolkning af bossa nova-klassikeren »The girl from Ipanema« havde jeg godt kunne leve uden.

Men lad os dvæle ved de tracks, der glæder positivt. Åbningssalven, en reggaeversion af pigegruppeklassikeren »Our Day Will Come« er en perle, hvad man også roligt tør sige om duetten med Nas, »Like Smoke«. Smukt også at høre hende give en standard som »Body & Soul« i selskab med Tony Bennett. Men allerbedst er »Between the Cheats«, det eneste færdiggjorte nummer til næste album og den gennemført soulede »Half Time«, et forbilledligt samarbejde med Ahmir ’Questlove’ Thompson fra The Roots. Det enkeltstående allermest gribende øjeblik er dog en hjemmeversion (smukt efterproduceret af Salaam Remi) af Leon Russell-klassikeren »A Song for You«, som hendes favoritsanger Donny Hathaway så smukt gjorde til sin egen. Det gør hun så satanedeme også! Lige dér fik jeg noget i øjet.

Så tak, Amy, for sangene. Du var svær at kende, men også det hele værd. Håber du har fundet fred nu.

Amy Winehouse: Lioness (Island/Universal). Er udkommet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hans Jørgen Lassen

""Når man står med en død popstjerne på hænderne"

Det gør man vel sjældent?

Thomas K. Winding

Som ældre amatørmusiker var jeg osse til koncerten og jeg tror hun havde sceneskræk i ret høj grad. Det var så synd, publikum viste meget kærlighed og respekt for hende (og orkesteret) men det eneste der tilsyneladende kunne trøste hende var de store glas cola(?) og kram fra hendes kæreste, som sad klar i kulissen.

Den aften sang hun osse 'Cupid' af Sam Cooke i en tung og mørk reggae-agtig version, jeg ville ønske jeg kunne høre den igen.

Jeg håber hun er deroppe og spiller med Jimi og Stevie Ray og de andre.

Lige nu spiller hun Cupid:

http://www.youtube.com/watch?v=_i5UL7LqkuA

Jette Abildgaard

Hun burde have haft hjaelp....saa dygtig og, saa helt igennem talentfuld....jeg elsker denne her...

http://www.youtube.com/watch?v=CxYRbzGi8Rg&feature=BFa&list=FLW8RP9IIQU7...

Maybe your day WILL come some day Amy ....in the life you're in now....

Lioness: *****

tilbagelænet
legende
nærværende
jazzet
SOUL
direkte fra kilden....:-)

Kære Amy,
hils endelig Sam Cooke fra mig af! Th