Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Manden, der aldrig blev konge

Maria Hellebergs nye roman, Knud Lavard, leverer en velfortalt indgang til Middelalderens sammenblanding af magt og religion. Om man kan lide forfatterens nutidiggørelse af fortiden, er en smagssag
Kultur
23. december 2011

Indrømmet: Jeg har det blandet med Maria Helleberg. Hun skriver godt og fængende, og hendes plot fejler ikke noget. Alligevel ved jeg ikke helt, hvad jeg skal med hendes historiske romaner. Som nu den seneste om den ædle hertug Knud Lavard (1095-1131), hvis far og søn begge blev konger af Danmark. Som bekendt har historiske romaner især adresse til den tid, de er skrevet i, ikke den de handler om. Da B.S. Ingemann for små 200 år skrev sine nationalromantiske romaner, var hensigten at hylle drenge i alle køn og aldre i identitetsskabende kongerøgelse: Vågner, danske helte! Og så langt tilbage som for 800 år siden sikrede Knuds søn, Valdemar den Store, ikke kun sin myrdede far en entusiastisk biografi i Saxos Danmarkshistorie, men sågar en helgenkåring. Selvfølgelig for at legitimere sit eget styre.

Hos Helleberg er det nærmeste, jeg kan komme en dybere idé, at Middelalderens mennesker stort set var ligesom os. Alene forfatterens fravalg af heltedyrkelse rummer dog også en sympatisk dagsorden. Nemlig at hverdagen var det vigtigste, men at folk også dengang lod sig lokke på afveje af forlystelsessyge og imagepleje.

Det skete, da kong Erik Ejegod og hans dronning Bodil i 1102 tog på pilgrimsrejse til Det Hellige Land. Det kostede dem livet, overlod deres syvårige søn, Knud, til en usikker arvefølge og kastede landet ud i 50 års blodige magtkampe. Før afrejsen overlod ægteparret Ejegod dog klogeligt lille Knud til Skjalm Hvide, overhoved for den mægtige Hvideslægt, der fik ekspederet drengen i sikkerhed hos hertug Lothar af Sachsen.

Knuds rejse

Tilbage i Danmark går det i 15 år strålende for Knud. Hans gode forbindelser og strategiske talenter får hans farbror, kong Niels, til at udnævne ham til hertug af Slesvig. Her forsvarer han som kun 20-årig rigets sydlige grænser mod de vendiske hedninger og får tilnavnet Lavard, ’brødgiver’, jf. det engelske lord. Med Lothars støtte gifter han sig desuden fordelagtigt med den russiske zardatter Ingeborg. Beskrivelsen af Knuds rejse til Rusland, hvor han i forklædning besigtiger sin kommende brud, er et af bogens højdepunkter. De to forelsker sig nemlig og får sammen tre døtre.

Sønnen Valdemar bliver født få dage efter sin fars død. Som kun 35-årig bliver Knud nemlig myrdet af kong Niels’ søn Magnus, der frygter sin populære fætter som rival i tronfølgen. Kendt fra den officielle Danmarkshistorie er Ingeborgs kraftfulde optræden på det ting, der vil vælge den spæde Valdemar til konge. Forståeligt nok takker hun nej. En barnekonge vil være overordentlig udsat i de herskende magtkampe. Da bogen slutter, er der lagt op til en efterfølger med den faderløse Valdemar og hans snu mor i hovedrollen.

Man keder sig ikke i Hellebergs selskab. Hun fortæller tempofyldt og uden psykologisk føleri, som hendes kilder selvfølgelig heller ikke giver dækning for. Men hendes personer er lidt som kalkmalerier: kulørte, men stive og flade. De stirrer dig stift i øjnene og skjuler ikke noget — men røber så heller ikke meget om deres indre liv. Hos Helleberg føler personerne præcis, hvad enhver nutidsperson vil føle i den situation, de netop nu befinder sig i, og de rummer ingen overraskelser: Knud og fruen er flinke folk, kong Niels en solid konge og syrlig gniepind. End ikke skurken Magnus er rigtig ond, bare misundelig.

Mere hønsemøg

Bedst er Helleberg, når hun går uden for rammen og digter til, som da hun beskriver zardatterens første møde med hendes nye hjem: et fladt og pløret Slesvig, det bondske hertug-’palads’ (!), og det grisede bryllupskammer, hvor hertuginden selv må genne hønsene ud af sengen.

For min skyld må Helleberg gerne smøre mere hønsemøg på og fremstille Middelalderens mennesker markant anderledes, som Anne Lise Marstrand-Jørgensen modigt gør i sit tobindsværk om Hildegard af Bingen.

Jeg gætter dog på, at Hellebergs ærinde er det modsatte, at normalisere historien og bringe den i øjenhøjde. Og så er det lykkedes. Men sjovere kunne det godt være.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her