Læsetid: 3 min.

Det moderne sammenbrud

Klassiker. ’Sherlock Holmes 2: Skyggespillet’ er en velsmurt og visuelt lækker underholdningsfilm, som ikke desto mindre har en dødsens seriøs klangbund
22. december 2011

Åh, Europa, din hårdt prøvede gamle hore! Du har det som bekendt ikke for morsomt i dag, og din himmel var heller ikke tilnærmelsesvis skyfri i 1891, hvor Sherlock Holmes 2: Skyggespilletfinder sted.

En kriminel mastermind af den allermest skruppelløse skuffe, professor James Moriarty, lægger en attentatplan, der skal udløse en krig, han står til at storprofitere på. Kun Moriartys intellektuelle ligemand, den retskafne særling Sherlock Holmes, kan forpurre det. Men denne gang ser det ud til, at Holmes må klare skærene uden sin tro væbner dr. Watson, som agter at holde hvedebrødsdage med sin smukke kone.

Lyrisk ildkamp

Det er altså en på en gang aktuel og nostalgisk anden omgang, Guy Ritchie og hans manuskriptforfattere sender sir Arthur Conan Doyles navnkundige opdager ud på. Fra et 2011-perspektiv er det nemlig svært ikke at drage visse paralleller til det sammenbrudstruede Europa, filmen foregår i.

Og vi kommer lidt omkring, for som i en James Bond-film skiftes der mellem på hver deres måde opsigtsvækkende locations i bl.a. London, Paris og Schweiz. Filmens klassiske kvaliteter høres i form af smukt svungne replikker og ses i en vidunderlig stoflighed i scenografien, fra onde, beskidte gyder til Moriartys stilfulde bibliotek.

Læg dertil et dramatisk optrin i et tog, som vækker minder om utallige film, der ligeledes har haft blik for dette transportmiddels store visuelle muligheder.

Ritchie har ikke ry for at være den tænkende tilskuers instruktør, og Sherlock Holmes 2: Skyggespilleter da næppe heller for Holmes-purister. Titelfiguren er trods alt (også) kampsportsekspert, og flere gange dvæles der ved, hvor godt Holmes’ legendarisk lynsnare hjerne tjener ham i en slåskamp. Et trick, Ritchie med fordel kunne have udvist mere mådehold med.

Snarere end at træde en balance mellem actionsekvenser og de intellektuelle kraftpræstationer, man forventer fra Holmes’ ånd, forsøger filmen altså at kombinere dem. Hen imod slutningen lykkes denne strategi til gengæld til fulde i en næsten lyrisk ildkamp i et vinterligt skovlandskab.

Hæslige heste

Valget af hovedrolleindehaver vidner også om en vis vilje til at udfordre forlægget.

Amerikanske Robert Downey Jr. har utvivlsomt fået rollen som Holmes, fordi han er så eminent til at spille excentriske typer. Hvad accenten angår, falder Downey ikke igennem, men hans ydre er omtrent så britisk som en baseballkasket, og at han i mange scener har ærkebritisk udseende Jude Law (som spiller Watson) ved sin side, forstærker kun følelsen af, at han aldrig går i ét med rollen.

Måske lige med undtagelse af en scene, hvor Downey vrider Holmes’ ikke udpræget heroiske fobi for heste for alt, hvad den er værd: »De er farlige i begge ender og snu midtpå,« lyder geniets behjertede forsøg på at retfærdiggøre sin angst. Perfekt castet er derimod svenske Noomi Rapace som sensuel sigøjnerspåkone, og som modvægt til hende og Downeys skønhed ses løjerligt udseende Jared Harris som den reptilske Moriarty og den endnu mere løjerligt udseende multikunstner Stephen Fry som hovedpersonens bror. Den totale mangel på fysisk lighed mellem ham og Downey kan kun være ment som en morsomhed fra filmmagernes side.

Moderne myrderier

At Harris er en talentfuld og subtil skuespiller, har man blandt andet kunnet forvisse sig om i den fremragende tv-serie Mad Men. Som en Philip Seymour Hoffman er Harris om ikke direkte grim, så i hvert fald uflot på en virkelig interessant og fotogen facon samt den heldige indehaver af en yderst karakteristisk stemme.

Det er da også ham, der tegner sig for filmens mest intense øjeblik, hvori Moriarty — 23 år før Første Verdenskrig bryder ud — belærer Holmes om menneskehedens ubevidste, men dybt rodfæstede trang til konflikt. Han har, som Leonard Cohen, » seen the future, and it is murder«.

Filmens mange henvisninger til den industrielle æras opfindelser og deres evne til at effektivisere krigsførelse og dermed myrderier, peger selvfølgelig ligeledes frem mod skyttegravskrigens gru. Det 20. århundrede var således ikke mange år gammelt, før ord som ’fremskridt’ og ’moderne’ mistede en stor del af deres positive betydning.

På grund af denne rædselsfuldt realistiske klangbund hæver Sherlock Holmes 2: Skyggespilletsig over at være blot to timers velkonstrueret juletidsfordriv. Selv om den primært er just det.

 

Sherlock Holmes 2: Skyggespillet. Instruktion: Guy Ritchie. Manuskript: Michele Mulroney og Kieran Mulroney. Amerikansk (88 biografer landet over den 25. december)

Vidtfavnende. Snarere end at træde en balance mellem actionsekvenser og de intellektuelle kraftpræstationer, man forventer fra Holmes’ ånd, forsøger filmen altså at kombinere dem. Foto: SF Film

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu