Man skulle tro, at Det Kgl. Teater ville reklamere for Nøddeknækkeren. Men nej. På Gamle Scenes facade stråler en gigareklame for en bh! Stilladsindpakningen ud mod Kgs. Nytorv får da også folk til at slå blikket ned. De havde jo købt billetter til slaraffenland og drømme-snefnug. Ikke til push up og silikone ...
Indenfor går det dog bedre. Balletmester Nikolaj Hübbe har insisteret på at importere sin ungdoms Nøddeknækker fra New York City Ballet til Danmark. Altså George Balan- chines 1954’er-version af Tjajkovskijs ballet — den version, som Hübbe selv har danset med i, og som han nu har iscenesat sammen med tre Balanchine-kyndige kvinder.
Ingen psykologi her
Og jo. Også i den københavnske version er Nøddeknækkeren blevet en yndig ballet om pigen, der får en nøddeknækkerdukke i julegave. Pigen, der julenat drømmer, at hun kommer til et land med snefnug og eksotiske dansere overalt — og hvor hun måske bliver voksen sammen med sin nøddeknækker, der forvandler sig til en prins.
Balanchines version er et glitterorgie af dans. Og Den Kgl. Ballet danser med en forhippet korrekthed og præcise arme rundt om det magiske juletræ, der vokser og vokser. Det mærkelige er imidlertid, at denne Nøddeknækker byder på idyl fra start til slut.
Flemming Flindts gamle Nøddeknækker var den rene dramabombe i forhold til Balanchines, og det samme kunne man sige om Alexei Ratmanskys udgave i Tivoli og den seneste Kgs. Nytorv-version af Kenneth Greve og Peter Langdal. Disse fortolkninger forsøgte på hver deres måde at skildre den lille piges juleaften som hendes første indblik i den voksne verden — både med frygten for seksualiteten og med nysgerrigheden omkring mændene. Med rejsen som en psykologisk rejse ind i sindet.
Snevejr de luxe
Men altså. Den slags tanker lader Balanchine forblive i Tjajkovskijs plirrende og drømmetruende musik, som kapellet ved premieren i lørdags spillede yderst levende og engageret dirigeret af Graham Bond. Violinsoloen i første akt blev desuden spillet meget smukt af Lars Bjørnkjær og endda med vidunderlig sigøjnersmerte af Tobias Durholm. Skønt.
Desuden har Nikolaj Hübbe hyret den engelske scenograf Anthony Ward til at skabe en ny indpakning af newyorker-festlighederne til Gamle Scene. Det er gået over al forventning, i hvert fald i snevejret. Aldrig før har det sneet så smukt og så uforudsigeligt og snestormsagtigt på Gamle Scene — med dryssende papirsne og videoprojektionssne i subtil hvidhed.
Førsteaktens juletræsfest har også smukke pastelkostumer, der minder om en overklasseversion af Peters Jul. Faktisk er silken så overdådig, at man godt kan blive lidt rigdomsforskrækket, når man ellers kun går ned ad Strøget og ikke Regent Street eller 5th Avenue ...
Men så kommer andenakten. Og så svirpes æstetikken pludselig ned i en gyselig 70’er-farvelade — som udklip fra en stribe vildfarne plakater af Arnoldi. Alt er rødt, gult og blåt. Hoveddekorationen er en bolsjedåse i overformat, og kostumerne har kun ét tilfælles, nemlig at de får danserne til at ligne (grimme) dukker. Højst mystisk. Forkærligheden for pink er også belastende, hvis man ikke lige tilhører Fætter BR-segmentet. Prinsen og prinsessen — eller Sukkerfeen og hendes kavaler, som de hedder det hos Balanchine — holder sig dog til traditionen med uniformsjakke med guldknapper for herren og lyserødt strut til heltinden.
Kun kostumet til den labre haremsdans ’Kaffe fra Arabien’ skiller sig ud med sit smukke blafreskørt — og en guld-bh, der gudskelov slår facadereklamen hjem til Sahara med et enkelt guldglimt. Ikke mindst når det er Josephine Berggreen, der lader sin yppige krop flirte rundt med drilsk tæft for det pirrende.
Sukkerfe light
Danserne er virkelig på dupperne, men Den Kgl. Ballet har ikke stjerner på New York City Ballets ekvilibrisme-niveau. Susanne Grinder er en henrivende og smilende Sukkerfe, men hendes teknik udfordres til grænsen af den hundesvære koreografi. Det samme gælder for hendes kavaler, Marcin Kupinski, der decideret ser anstrengt ud undervejs. Løftene går sukkerkolde ...
Så ligger koreografien bedre for J’aime Crandall, kompagniets 29-årige amerikanske solist, der efter forestillingen i lørdags blev udnævnt til solodanser. Crandall har stærke fødder og en viljefast balance. Hendes ansigt røber ingen hemmeligheder endnu, men dem kan Nikolaj Hübbe forhåbentlig få lokket ud af hende, når mere passionerede roller dukker op. Hendes kavaler var Jón Axel Fransson, en 20-årig islænding, der allerede nu stormer mod tinderne. Han er stadig bare korpsdanser, men har lige det, som Den Kgl. Ballet mangler nu: De ædle heltelinjer, den ubesværede blødhed — og så kontrasten til kompagniets førende, men anderledes firkantede superhelt, Alban Lendorf. Og Fransson har et smil, der tindrer af den danseglæde, som balletten essentielt set handler om.
Derudover glimtede Hilary Guswiler bedårende som Dugdråbe sammen med Caroline Baldwin og Laure Dougys kønne blomsterdanserinder, mens Amy Watson fortolkede Balanchines trin med en sær forceret spring-iver over for Alba Nadal og Camilla Ruelykke Holsts langt mere harmoniske blomsterkvinder. Og Cédric Lambrette fik en fest ud af sin russiske dukkemor.
Til gengæld var børnene uimodståeligt gode. Særligt Pelle Nilssons ballademager-lillebror har sans for teatermimikkens kneb, så ingen kunne undgå at lade sig charmere. Og sådan skal Nøddeknækkeren vel være: Absolut uimodståelig.
Nøddeknækkeren. Koreografi: George Balanchine (1954). Musik: Pjotr Tjajkovskij. Scenografi: Anthony Ward. Lys: Anders Poll. Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe med Stacy Caddell, Sasan Hendl og Darla Hoover. Den Kgl. Ballet, Gamle Scene, til 22. december
