Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Pontoppidan var en grum humorist

Henrik Pontoppidans berømte og berygtede tvetydighed i små romaner
Henrik Pontoppidans berømte og berygtede tvetydighed i små romaner
Kultur
23. december 2011

Med Henrik Pontoppidans Smaa Romaner 1905-27 afslutter redaktør Flemming Behrendt Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs tekstkritiske og kommenterede udgave af forfatterens særlige prosagenre, som han indledte med Isbjørnen i 1887.

Det er en krævende beskæftigelse, da Pontoppidan havde en usalig trang til at omarbejde alle sine værker, forkorte eller give dem ny slutning, så en entydig omtale af dem er usikker. På en måde røber det hans evige ironi eller underliggende flertydighed, eksempelvis her i Et Kærlighedseventyr (1918) ,som tegner et lykkeligt, nærmest idyllisk fremtidsperspektiv for det ulige, elskende par, mens han derefter ændrede billedet ved i en senere version at lade kvinden dø. Alt for godt skal det sjældent gå. Behrendt eller højere instanser har valgt her at gengive førsteudgaverne og det med den gamle retskrivning. Det gælder den ganske rystende ægteskabshistorie Borgmester Hoeck og hans Hustru, et billede af kønnenes kamp, som får en til at tænke på både Strindberg og Ingmar Bergman, Det store Spøgelse om den forskræmte danske folkekarakter ,den dobbeltbundede kunstnerhistorie Hans Kvast og Melusine, der kan bringe Thomas Mann i tankerne, om kunst som en art svindel og endelig Den kongelige Gæst, et eventyr eller en humoreske, som han forsøgsvis kaldte den.

For den strenge alvorsmand var i grunden også en grum humorist. Det gælder også for den største af disse små romaner, som optager hele bind 2, Pontoppidans sidste fiktionsværk, Mands Himmerig (1927), hvis godt halvandenhundrede sider vel egentlig var tænkt som optakten til et større tidsbillede i stil med mesterværket De Dødes Rige (1917). Nu foregår den over en kort periode i tiden umiddelbart inden 1. Verdenskrig 1914. Scenen er den københavnske presseverden, hvor hovedpersonen, magister Niels Thorsen, er udpeget som chefredaktør for det radikale dagblad Friheden, men intrigeres af vejen, hvorefter han kapres som hovedskribent og politisk agitator ved den borgerligt konservative avis Døgnet. Han er berygtet som spruttende arrig og arrogant debattør med ekstremt nationalistiske synspunkter, som han nu skærper i kampen mod den liberale avis’ slappe linje i det efter hans mening kulturelt og politisk nødstedte fædreland. Med kobberrød manke og flagrende frakkeskøder går han sine ture langs søerne og overvejer vinket fra skæbnen: »Al hans Evne, al hans Manddomskraft skulde fra nu af tilhøre Folket og vies dets Genrejsning. Han vilde betragte sig som en, der var hvervet til livslang Krigstjeneste. Med Opofrelse af al personlig Lykke skulde han i Fremtiden leve som en Landsknægt uden andet Hjem end Lejrbaalet. Jomsvikingernes barske Lov gjaldt endnu den Dag i Dag for enhver, der vilde gøre Mands Gerning i en vanslægtet Tid. Ingen Kvinder i Lejren.«

Således hans mandlige himmerige af lutter vilje, som kan kvalme en nutidens læser med sin næring til alskens ekstremisme, selv om forfatteren gør ham til romanens tragiske helt i en vis solidaritet med sine egne gængse meninger om det store spøgelse i vore arme sjæle. Thorsen går endda rundt med en revolver i lommen som forsvar mod forventet pøbelangreb. Da man nu ved, at Pontoppidan var en ivrig tilhænger af forsvarssagen og i øvrigt god ven med den hyperkonservative kritiker Harald Nielsen, har romanen inviteret til idel ideologisk læsning og partitagen, så meget mere som den med diverse modeller og nøgler mimer en datidig virkelighed, så man vil genkende Politiken med redaktørerne P. Munch og Ove Rode og den konservative avis København, hvor også den mere moderate jurist og litterat Erik Henrichsen skrev indlæg. Fra hver sin side har f.eks. Elias Bredsdorff og Søren Krarup stridedes om, hvem Thorsen rettelig portrætterede, for at sikre sig opfattelsen af Pontoppidan og hans roman for deres politik.

Fiktion og person

Min politik er som antydet, at bogen primært er en roman, en kunstnerisk fiktion, der taler på egne vegne, i sidste ende uafhængig af forfatterens private meninger. Man gør kun bogen ringere ved at opfatte den som et kampskrift, et budskab frem for et dialogisk digterværk, som etablerer et karneval, der sætter ekstremer op mod hinanden — med kvindeligheden og dermed kærligheden som offer. Thorsen kommer galt af sted, da også hans nye avis bliver træt af ham, og efter at han bliver korporligt angrebet under sine agitationsmøder. Ved folketingsvalget vinder de radikale stort og udsletter nærmest det konservative parti.

Den slagne magister traver rundt i byen og møder en gammel ven, Dr. Vadum, som vi genkender som elskeren i Et Kærlighedseventyr. Her lufter Thorsen sin maniske misantropi: »Vi er et Folk uden Fremtid. … Det eneste, der nu kan redde os, er en stor europæisk Krig, der sætter os Bajonetten for Struben og tvinger os til at blive vaagne.« Hans lidenskabelige retorik om kriges rensende virkning næres af hans forestilling om »Tysklands, Frankrigs og Belgiens begejstrede Ungdom, der i de samme Dage strømmede til Fanerne med deres Mødres og Kæresters Velsignelse. Og jeg sagde til mig selv: Finis Daniæ«

Og krigen var brudt ud. Som den siden atter gjorde og stadig gør, til nogle politikeres og regeringers heltemodige begejstring, men som ellers snarere gør flere almindelige mennesker mere døde og langt mindre begejstrede. I romanen er døden således også en handlingens konsekvens.

Thorsens hustru Asta har forladt ham, da han viser sin kanariefugl Piphans, som er hans bedste selskab, mere omsorg end hende. Hun vender imidlertid tilbage under indtryk af hans modgang trods hans nedladenhed, hans machofordomme og kærlighedsløse væsen. Til gengæld er han uskrømtet optaget af en kvindelig medhjælper og medkæmper. Under ensomhedsfølelsens magt tager Asta en overdosis sovepiller. Han ser kun hendes handling som kvindelig svaghed. At hendes død falder sammen med krigens udbrud, er en vel kraftig symbolik ligesom Thorsens egen følgende sygdomsdød, netop samme morgen efterretningen om kæmpeslaget ved Marne nåede København.

Tragedie? Eller komedie? Et par steder i Mands Himmerig er der diskrete hentydninger til en vis teaterfigur, ’Misantropen’, som vi kender fra Molière, hvor den rasende kritiker af salonernes forløjede selskabsliv og kvaler med sin kærlighed til Célimène til sidst får ham til at forlade det fortabte samfund. Skuffet og bitter fjerner han sig fra menneskeverdenen, fra lastens hule, til en fjern og fremmed strand, forrådt og forfulgt. I en afsluttende samtale med en anden nær ven, Klemens Junge, fortæller Niels Thorsen, at han vil rejse, at han er færdig her. Og hvorhen? »Aa, Verden er stor. En Bjælkehytte i Finmarken eller Lapland — det er, hvad jeg nu har Brug for.« Molières Alceste er en tragisk figur i en komedie. Rollen kan spilles med vægten på hans komisk absurde kritik eller på hans velmente opgør med forloren skabagtighed. Pontoppidan er en eminent spiller med sine noget skabelonagtige skikkelser, også i stilens skift mellem ydre og indre synsvinkel. Og læserne af hans roman vælger side eller nyder humorens højere ironi.

Tre år efter Mands Himmerig udkom Tom Kristensens store roman Hærværk (1930). Den yngre digter og kritiker kan ikke undgå at have læst sin forgænger under arbejdet med at skildre journalisten Ole Jastraus nedtur i den københavnske bladverden og det ulidelige liv blandt meninger på Dagbladet, der her atter ligger på byens store plads. Uden at tale om litterær påvirkning finder man let spændende paralleller både på det eksistentielle, sociale og lokale emneområde og i handling. Jastrau er til slut på nippet til at slippe ud af sit livs fiasko ved at rejse bort. Og som en sjov vignet: På en af romanens sidste sider finder vi Niels Thorsen siddende på en bænk i mørket ved Fredens bro fortabt i tanker, mens et minde fra skoletiden dukker op: nogle linjer af en sang af Ingemann:

Og naaer ikke Sjælen hernede, hvad den vil,

Så er der andre Sole og andre Stjerner til.

På sidste side af Hærværksidder Jastrau i Bar des artistes sammen med sin ven, den evige Kjær, som med rusten røst synger den samme sang om Holger Danske, endda mere korrekt: Men naar under Solen ej Sjælen hvad den vil.

Ser vi lidt frem i litteraturhistorien, møder vi adskillige andre spor af Pontoppidans sociale satire, hos radikale forfattere, f.eks. af besatte mennesker, der forfølger ét emne i tilværelsen, idealister mere end realister.

En af dem, der har lært af den gamle, vrede digter, som underminerede både ondartede og godlidende figurers selvopfattelse, endog med forskellige grader af loyalitet, var Hans Scherfig, ham, der skrev romanen Idealister(1945) under 2. Verdenskrig.

 

Dansk presse. Pontoppidans sidste fiktionsværk foregår i tiden umiddelbart inden 1. Verdenskrig 1914. Scenen er den københavnske presseverden. Foto: Scanpix

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

En forbandet rodet sag, denne anmeldelse. Der er tale om det sidste bind (to halvbind) af i alt tre, som i alt rummer nitten tekster. Det starter allerede i indledningen hvor der forekommer en sær glidning som gør det svært at forstå om 'han' refererer til Henrik Pontoppidan eller Flemming Beherendt: "Med Henrik Pontoppidans Smaa Romaner 1905-27 afslutter redaktør Flemming Behrendt Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs tekstkritiske og kommenterede udgave af forfatterens særlige prosagenre, som han indledte med Isbjørnen i 1887." Usædvanlig sjuske sprogbrug af en gammel litterat.

Hvad der er tale om kan klart overskues her:
Smaa Romaner her kan man også forvisse sig om, at nyudgivelsen ikke blot startede med Isbjørnen, men med: 'Bindet indeholder førsteudgavernes tekst af Ung Elskov (1885), Mimoser (1886), Isbjørnen (1887), Spøgelser (1888) og Natur med de to små romaner "Vildt" og "En Bonde" (1890).'

Men ellers er det da spændende at høre om Torben Brostrøms personlige udlægning af 'Mands Himmerig'. jeg får virkelig lyst til at genlæse disse gamle værker frem for at åbne mere aktuelle udgivelser af nyere litteratur, som jeg har erhvervet mig, men ikke fået læst endnu. Havde Pontoppidan ikke haft sin evindelige tvetydighed, ville et sådant ønske næppe opstå. A pro pos: "Fra hver sin side har f.eks. Elias Bredsdorff og Søren Krarup stridedes om, hvem Thorsen rettelig portrætterede, for at sikre sig opfattelsen af Pontoppidan og hans roman for deres politik." I øvrigt hedder det vel 'har stridt'?