Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Små hvirvler i sproget, statuer på scenen

Det er en udelt, men forvirret glæde af læse det seneste bidrag til Inger Christensens kanon — som i så mange af hendes mindre værker brydes ordenes skønhed af en diskret, sardonisk humor
Kultur
30. december 2011

Betragtet som dramatisk tekst er Æter, skrevet af Inger Christensen og opført af Kirsten Delholms eksperimenterende Hotel Pro Forma i 1985, først og fremmest sær. For ikke at sige umulig. Man aner det svageste spor af en handling, der gentager sig selv bag de to gange otte ’kapitler’s abstrakte tableauer. Man aner også modsætninger og paralleller mellem de forskellige, replikbærende skikkelser.

Men mest føles læsningen som at se ned i et psykedelisk fikserbillede: Alt står meget klart og duver og svimler samtidig for ens øjne. Monologer, dialoger og trialoger — som det kaldes i efterskriftet — veksler med hinanden i et på forhånd bestemt mønster, replikker og nøgleord gentages og forskyder sig fra skikkelse til skikkelse, ingen taler med hinanden, alle deklamerer ligesom ud i et lufttomt rum.

Serie af spejlinger

Lad mig alligevel prøve en udredning. Der er tre spor i Æter. De to første løber parallelt gennem otte kapitler, det sidste fylder så resten.

Ares, Afrodite og Hefaistos står som i de græske myter i et prekært trekantforhold, og får hos Inger Christensen følgeskab af Pythia, oraklet fra Delfi. Men de er også flyttet bort fra parnasset, og bor nu en meget nutidig park, mødes på en café, sælger aviser.

Parallelt med deres replikker løber i bogens første del dem mellem fruen, vagten, husholdersken og adoptivbarnet, og dér udspiller sig et stort og arkaisk og uigennemsigtigt drama. Nogen dræber vagten, barnet elsker fruen — måske et ekko af Ødipus? — alting fortvivler.

I sidste halvdel skiftes Landmåleren, Arkæologen, Den gamle kvinde og Kvinden, der er faret vild, til at tale. På én måde er der sket et skift fra væren (de græske guder) over handling til erkendelse — Landmåleren måler verden, Arkæologen kortlægger fortiden. Men det er også sådan, at skikkelserne i de tre forløb spejler hinanden, sådan at Ares, Vagten og Landmåleren nogle gange falder sammen. Og som sagt gentager og forskyder de hinandens replikker i et uendeligt, uoverskueligt mønster.

Og læst som en serie af spejlinger ender Æter med, at Afrodite er jaloux på Hefaistos, fordi Ares er forblændet af ... hende? For her er Hefaistos en kvinde. Sådan lærte jeg ikke dén myte i gymnasiet.

Kort og verden

Man farer let vild i Æter. Men måske skal den sære komposition mest ses som et produkt af de formelle regler, Inger Christensen og Hotel Pro Forma blev enige om, inden stykket blev skrevet. Alle spejlingerne og forskydningerne er ikke fyldt med symbolsk betydning, men et produkt af en nærmest mekanisk kombinatorik, kort sagt.

Under alle omstændigheder er forvirringen også en nydelse. Den ligger især i replikkernes enkle rytme og smukke, indviklede billeder. Nogle gange er det uendeligt trist, uden håb, som i de afsluttende dele af den foregående alfabet fra 1981. Landmåleren har forelsket sig i Arkæologen. Han indtegner hendes fund på sit kort, pludselig vendes forholdet mellem blodløs opmåling og livfyldt verden sig på hovedet:

 

Betragter så det frodigt

blomstrende kort,/

En blomsterrig, dyrerig,

fabelrig ø,/ Svimlende

forgyldt af solskinnets

fødsel./ Og sammenligner

dette korts titusind/

Vidunderligheder med det

område/ Af grå, knækket,

forurenet lyst vi har/ At

leve og ånde i. Eller dø i./ På

en eller anden nordlig

breddegrad/ Indsætter jeg

hendes replik til sig selv:/

Jeg væmmes ved min

kærlighed til livet.

Som i Æter generelt er passagen lige så meget regi- bemærkning som replik. Skikkelserne har det, kort sagt, med at fremstå som talende statuer. Men det er lige meget. For der er også den her særlige ro i sætningerne, en form for tillid til sprogets enkelhed, der omkranser billedernes vilde og snoede opblomstring. Det er et næsten ulideligt sikkert anslag. Man kan ikke forestille sig et mere skønt og sørgeligt dansk.

Sprækker i værket

Andre gange titter en sardonisk humor frem midt i besyngelsen af en verden, der er truet af forurening, og til slut i Æter vel nærmest går til grunde. Det svagt dæmoniske Adoptivbarnet — som også er Hefaistos, i den græske mytologi gudernes smed — fortæller om sine våben. Dem skal han vise frem for at komme forbi Vagten:

Så livagtigt fortæller jeg

om alle/ De våben jeg

gennem tiderne har haft/

At han ser dem hænge

overalt på min/ Krop, men

uden at tynge den spor.

Buer/ Og pile, sværd og

geværer, pistoler/ Af

elfenben, sølv og blålig

emalje./ Ja, håndgranater

besat med lynende/

Diamanter og

patronbælter af guld,/

Af ægte guld. Sådan

skræmmer jeg vagten.

Her flettes dødens og rigdommens ornamenter sammen. Men pludselig slår det over i det absurde, i en nærmest legende kombination af ord: diamantbesatte granater? Her, i evnen til at skrive både fra apokalypsens allerhøjeste patos og inddrage de pludselige, skæve, humørfyldte blink i sproget, bliver Æter til mere end et mindre værk i Inger Christensens forfatterskab.

For at være mere præcis: Det er det, hendes mindre værker — Vandtrapper, Uendelighedsmaskinen, Azorno og nu Æter — kan. Hovedværkerne, dem, der har sikret hende en placering som et af det tyvende århundreds vigtigste danske forfattere, de vælter deres læsere omkuld med en helt umådelig sproglig kraft. De lader deres indviklede kompositioner og de mindste detaljer gå sømløst op med hinanden på måder, der skaber en næsten umenneskelig skønhed.

Æter er der sprækker i, til humoren, til læseren, til forvirringen. Det er også en kvalitet.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her