Læsetid: 1 min.

Smølferne

8. december 2011

Den belgiske tegner Peyos smølfeunivers, befolket af blå minivæsner, der bor i (psykedeliske?) svampe og hver repræsenterer én essentiel egenskab (’skæmt’, ’passiv-aggressiv’, ’klodset’), blev i år filmatiseret af Disney. Nu udkommer den på dvd for at blive ’smølfet’ ned i juleindkøbsvognene. En storkommercialiseret variant af de figurer, som Johny Reimar engang gjorde til dansk hygge. Er det, fra et kvalitetsdiktatorisk perspektiv, en katastrofe? Smølf. I Raja Gosnells filmatisering dumper et udvalg af smølferne ned i New York og blander sig med menneskeverdenen. De jages af troldmanden Gargamel, der spilles af Hank Azaria, som lavede han børneteater på Bakken. Hans makker er en grotesk computermanipuleret kat, hvis ansigtstræk vrides ud i absurde antropomorfe ansigtstræk. I storbyen møder smølferne et ungt gravidt par og bliver en slags projektion af den vordende familiefar Patricks angst for ansvar. Han stiller smølferne det grundeksistentielle spørgsmål: »Får I jeres navne, når I bliver født, eller når jeres karaktertræk viser sig?« »JA,« svarer de. Det er en slags vittig fortrængning af de identitetsprædikater, som de hæmmes af filmen igennem. Det er, midt i overspillet plathed, et begavet spor. Og når de alle er nede i Patricks lomme, og én af dem sukker: »Okay, HVEM smølfede?« måtte jeg endog fnise. Med dvd-udgivelsen hører bl.a. en film om stemmeskuespillerne, hvori alle påstår, at det er en kæmpe ære at være med i Smølferne. Det er klart, de er fulde af smølf. Men katastrofen udebliver.

Smølferne. Instruktion: Raja Gosnell. Manuskript: Peyo, J. David Stem. Udgivet på dansk dvd og Blu-ray af Disney

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu