Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

At udholde og overleve julen

Det er sæson for den julemusik, der som bekendt kan eje mange udtryk — fra det decideret fjogede til det inderligt højstemte. Vi har lyttet til nogle af denne sæsons tilbud på den specielle koldfront
Det er sæson for den julemusik, der som bekendt kan eje mange udtryk — fra det decideret fjogede til det inderligt højstemte. Vi har lyttet til nogle af denne sæsons tilbud på den specielle koldfront
Kultur
9. december 2011

Der er mange måder at gå til julen på. Med højt humør. Ironisk. Opgivende. Skrækslagen. Forventningsfuld. Skuffet på forhånd. Skeptisk. Jublende. Men hvorom alting er, den er ikke til at komme udenom. Med mindre man lever for nedrullede gardiner, aldrig går ud og ikke benytter sig af elektroniske medier. Og skulle man et kort øjeblik glemme alt om den der julenat, da vor Frelser blev født, vil et pludseligt angreb af en eller anden julesang fra uventet side hurtigt få én tunet ind på højtiden igen. Det er et felt med mange klassikere, hvilket betyder, at det også er den ene gang om året, hvor man på statsradiofoniens musik- kanaler kan risikere at høre musik, der er indspillet før 1980. Shocking!

Det sagt skrives der såmænd hele tiden nye sange om højtiden, sekulære som højgejstlige, så enten er der et udtryksbehov på spil der, eller også trænger vi seriøst til noget nyt at synge til såvel det årlige kirkebesøg, som når vi trasker rundt om træet. De i det følgende omtalte skiver indeholder dog kun sange på engelsk, men mon ikke enten det eller kinesisk bliver vort officielle sprog inden for et par generationer? Jeg tror det. Interessen for vort modersmål, der ellers har tjent os så udmærket i over tusind år, er som bekendt voldsomt på retur.

Et vellykket frikvarter

Nå. Til sagen. Sangeren og sangskriveren Jonas Haahr Petersen fik en del omtale i vinter, da han dukkede op med sit ensemble Hymns From Nineveh (klar kandidat til titlen ’Værste Bandnavn Ever’), hvor han fra et klippefast kristent udgangspunkt besang (men ikke missionerede for) troen i moderniteten på en flot modtaget debut. Alt sammen ganske smukt, underspillet, melodisk og æterisk.

Den stil fortsætter han og hans omfangsrige ensemble nu i på en julelangspiller, han sjovt nok kalder Endurance in Christmas Time, altså udholdenhed i julen. Og er man ’ægte’ ( whatever that is) kristen, må det kommercielle ræs være grimt at beskue, fjernt, fjernt fra Kristus’ lære. Emnet synes at tænde hr. Petersen, for musikalsk betragtet er skiven her faktisk bedre end den selvbetitlede debut. Her flyder den melodiske åre smukt og frit, måske har ophavsmanden skelet til det faktum, at julens hymner ofte synges i kor, det er i hvert fald pokkers indbydende. For såvel menigheder som alle os andre.

Vi må så håbe, han får hul igennem til det store udland, for mig bekendt er redaktørerne af vores fine salmebog endnu ikke begyndt at optage engelsksproget materiale. En skam, egentlig, at Petersen har valgt at stå på den internationale vogn, for han ejer måske talentet til at opdatere vor rige salmetradition. Men for hvad det er, en indbydende og svalende ofring på julealteret.

Trods albummets tematik vil det modsat 99 procent af alle juleskiver kunne høres året rundt, da højtiden ikke demonstrativt tværes rundt i lytterens fjæs. Det samme kan siges om Smith & Burrows utroligt vellykkede Funny Looking Angels, et lille diskret mesterværk af den slags, man ikke kan undgå at forelske sig en smule i. Duoen består af et par så velrenommerede herrer som Tom Smith (fra Editors) og Andy Burrows (fra We Are Scientists), men modsat deres faste arbejde i nævnte bands hviler der en stemning af leg og lyst over dette vellykkede frikvarter, hvor de to herrer selv har skrevet fire numre, spædet op med seks ofte aparte coverversioner, heriblandt en flot duet med vor egen Agnes Obel på den uopslidelige »The Christmas Song«.

Man kan vist roligt kalde det en stilren indie-jul, selv om alle skam er inviteret til at slå sig ned foran pejsen for at synge med på så uventede valg som f.eks Yazoos »Only You« eller Blacks udødelige »Wonderful Life«.

Vokalarbejdet er udsøgt fra start til slut, produktionen varm og lækker som et par gode vanter og arrangementerne sublime som en stjerneklar nat, så hvad vi egentlig på? En juleplade, som sjældent berører emnet direkte, men ikke desto mindre stinker så meget af sne, engledrys og varmt fællesskab, at det er lige til at blive religiøs af.

Juleklassikere på snor

Midt i al denne nytænkning skal der så også være plads til nogen, der tager sig af det traditionelle (angelsaksiske) julerepertoire (»Sleigh Ride«, »Blue Christmas« osv.). Der går man ikke helt galt i byen med duoen She & Him, der består af den velsyngende skuespillerinde og sangskriver Zooey Deschanel og sanger-sangskriveren M. Ward. På deres A Very She & Him Christmas får man 12 juleklassikere på snor, i en minimalistisk, noget old school-præget iscenesættelse med en dejlig 1950’er-klingende rumklang, der giver rig plads til såvel Wards fornemt ciselerede guitarspil som Deschanels pragtfuldt fyldige og resonante dybe stemme, som nok ville kunne få det til at løbe koldt op og ned af ryggen på en og anden.

Alle 12 sange sidder lige i skabet og er man ikke i julestemning efter den omgang, er man sgu også selv ude om det! Skiven er helt sikkert ikke have ringe at have kørende i baggrunden, mens man pynter træet, leger med ungerne og diskret tømmer punchen.

Er man mere til det helt store orkestrale (som i et skudsikkert swingband) udtræk på et stadigvæk gammelkendt repertoire, inklusive så skamredne titler som »White Christmas«, »Silent Night« og »Ave Maria«, tør vi godt anbefale Michael Bublés fuldfede bud på genren, der bare hedder … Christmas.

Bublé er vor tids bedste bud på en crooner/swinger i traditionen fra Sinatra, Dean Martin, Mel Tormé og hvad de nu hedder, og hans popularitet er både uimodsigelig og forståelig, thi på den ene side mestrer han traditionen til fingerspidserne, på den anden fornyr han den diskret via et ofte overraskende repertoirevalg og en lidt rock’n’roll-agtig attitude. Her holder han sig nu til sange, man mener at kende til hudløshed, men hør, hvordan han (i selskab med Shania Twain) f.eks. basker til Bing Crosbys største sællert, »White Christmas«, så den får en ny og særdeles swingende betydning.

Ønsker man at opleve julen, som var man hovedperson i en technicolor-musical fra 1950’erne, er Christmas helt sikkert sagen. Og handler det bare om at holde humøret højt (eller vådt), gør den såmænd også god gavn. Den kommer så med en udløbsdato, der hedder 2. juledag. På den anden side kan den med garanti gentage tricket om 12 måneder!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her