Læsetid: 2 min.

Våbenkapløb

Er svaret på det amerikanske våbenvanvid endnu flere våben? Med afsæt i Virginia Tech-massakren i 2007 trænger den dobbelte Oscar-vinder Barbara Kopple ned i et ømt hjørne af den amerikanske selvforståelse
22. december 2011

For Colin Goddard, en studerende ved universitetet Virginia Tech, begyndte mandag den 16. april 2007 som så mange andre mandage. Men midt i en fransktime blev hans liv forandret for altid. Først lød skud uden for klasseværelset, og kort efter trængte en stærkt bevæbnet mand — en medstuderende, Seung-Hui Cho — ind i lokalet og gav sig til at myrde løs. Da rædslerne var ovre, var Goddard blevet ramt fire gange, og 10 af hans 17 klassekammerater lå døde omkring ham.

Virginia Tech-massakren er med i alt 33 ofre den hidtil mest blodige af sin art i nyere amerikansk historie. Men den er langt fra enestående. Og i Barbara Kopples halvanden time lange dokumentarfilm Gun Fight kan man følge Goddards kamp for at få gennemført mere restriktive våbenlove.

Er det hensigtsmæssigt, spørger Goddard og hans ligesindede, at en person som Seung-Hui Cho, der var under medicinsk behandling for psykisk sygdom, uden større vanskeligheder kan anskaffe sig våben? Samtidig undersøger Kopple, hvorfor dette tilsyneladende rimelige spørgsmål møder så voldsom modstand i et land med anslået 250 millioner privatejede håndvåben og titusinder af våbenrelaterede dødsfald hvert år.

Flere våben

Ligesom i Michael Moores Bowling for Columbine (2002) fører sporet hurtigt til National Rifle Association, en særdeles magtfuld lobbyorganisation, som på trods af at den kun repræsenterer omkring fire millioner ud af godt 80 millioner amerikanske våbenejere gang på gang har succes med at bremse tiltag i retning af strengere våbenlove.

Et partsindlæg

NRA’s argumenter svinger mellem henvisninger til forfatningens 2nd Amendment, der rummer en formulering om retten til at bære våben, og de mere religiøse, som går ud på, at Gud har givet amerikanerne retten til at forsvare sig. På et psykologisk og sociologisk plan handler problematikken ifølge Kopple imidlertid snarere om en blanding af mytologi og selvforståelse, kombineret med den omstændighed at de mest fanatiske forsvarere af liberale våbenlove er en kategori af hvide mænd, som føler sig under stadig større pres i det amerikanske samfund.

Kopple når ikke voldsomt dybt ned i sine analyser. Og strengt taget fremstår filmen mest af alt som et partsindlæg i en intern amerikansk debat om et fænomen, der set fra Europa kan virke lettere absurd — ikke mindst når voksne mennesker seriøst argumenterer for, at studerende bør være bevæbnede for at kunne forsvare sig mod fremtidige massakrer. Men alt i alt er der tale om en relativt nuanceret fremstilling af en problematik, som desværre også får stadig større relevans herhjemme.

 

 

Gun Fight. Instruktion: Barbara Kopple. Amerikansk (Cinemateket 22. til 30. december)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

"Er svaret på det amerikanske våbenvanvid endnu flere våben?" Tilsyneladende.

http://english.pravda.ru/russia/politics/19-12-2011/120016-russia_monste...

Det er utrolig som både Pravda og Russia Today i adskellige artikler inden for den sidste måned promoverer såvel den russiske, som den kinesiske oprustning. Fuldstændig uden blusel. Af gode grunde føler de sig sat under pres fra USA og Nato.

Nogen tror tilsyneladende at svaret på den globale opvarmning er en ny kold krig.