Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Velkommen til nasserne

Lousiana forstår at få det værste op i os på en udstilling med en af verdens største kunstnere, hvor det i hvert fald ikke er hans kunst, der retfærdiggør al opmærksomheden
Levende træer lavet af dødt træ. Et levende samfund, der i virkeligheden består af fanger i et etparti-land. Ai Wei Weis værker ’Rock’ af porcelæn og ’Trees’ af udgåede træer på 
 Louisianas store sal.

Levende træer lavet af dødt træ. Et levende samfund, der i virkeligheden består af fanger i et etparti-land. Ai Wei Weis værker ’Rock’ af porcelæn og ’Trees’ af udgåede træer på
Louisianas store sal.

Poul Buchard

Kultur
16. december 2011

2/4

Det minder om et af DR’s indsamlingshows for Afrika, de helt korrekte meninger i en seervenlig indpakning, så vi alle sammen efter et år som dumme svin kan få poleret de værste ridser i lakken.

Og når vi (bavdr) er nødt til (jeg skulle alligevel have lavet stort, da jeg alligevel var derude) at se et par klip fra de landsbyer, som vi sms’er penge til, så er der heldigvis en kendt med (pyha), så vi ikke sidder helt alene med al den dårligdom, inden vi skal tilbage til musikken, der, hvis den (åh nej) skulle handle om de dersens uretfærdigheder, i det mindste gør det på så banal en måde — og på dårligt engelsk i øvrigt — at vi stadig kan slappe helt af.

Og når vi klapper, så gør vi det jo ikke, fordi der er nogen nede i de landsbyer, der bliver reddet. Vi klapper, fordi beløbet har oversteget en eller anden grænse, vi klapper af os selv, og så er det rimelig ligegyldigt, om vi årets andre dage hylder beskæring af u-landsbistand og udnytter svagere sjæle og taler dårligt om de sorte.

Indsamlingsshows, Ai Weiwei, krigen mod terror, det er et fedt. Omdrejningspunktet er, at det holder liv i myten om, at vi er så gode, har overskud og ejer evnen til at hjælpe andre.

Ingen kan være imod ham

Og så er det events, hvor vi kun kan blive enige om, at det er godt. Tag bare Ai Weiwei, han er FOR menneskerettighederne og IMOD diktatur og undertrykkelse, det er så let at forstå, og det er så ensidet. Du kan kun være tilhænger af hans synspunkt, alt andet er umuligt.

Det er ikke ligesom Mellemøsten og Palæstina og spændinger i Eksjugoslavien, det er fuldstændig renset for indvendinger. Og selv om nogen vil mene, at Ai Weiweis kunst og hans aktivisme er to forskellige ting, så er det tydeligt, at de komplimenterer hinanden perfekt som uimodsigelige og let tilgængelige.

Udstillingen viser fem værker. Forever, der består af 42 cykler, Fountain of Light der er en hyper-dekorativ julemarkedsudgave af projektet Tatlins Tårn i Moskva, Hanging man, der er et portræt af Duchamp lavet af en bøjle, der er støbt i porcelæn og Trees og Rocks, der er træer lavet af træstammer og klipper lavet af porcelæn. Og så er der nogle film der viser lidt af hvert fra Ai Weiweis politiske oevre.

Værkerne er pæne. Meget pæne. Det er værker, man laver, hvis man er rigtig rig og kan notere en idé på et stykke papir og sende det videre ned i systemet og få det lavet efter samtlige håndværksmæssige standarder og mere til.

Men hvor Olafur Eliasson, der også er en superstjerne, eksempelvis har sin helt egen æstetik, så kan man ikke kende et Ai Weiwei. Det ligner alt det andet, der hænger på kunsthandlerstandene på kunstmesserne. Ai Weiweis værker er nydelige, gennemførte, uforstyrrende, store og uden andet, der binder dem sammen end overfladiske kinesiske referencer. Cyklerne, ja ja, det er de kendte for i Kina, porcelæn, det må man sige, træstammerne er fra det sydlige Kina, står der på skiltet ok... og så har de, de lette pligtreferencer til vestlig kultur, Duchamp for eksempel.

Men det bliver ikke mere end banaliteter blæst op i en skala, som kun en rockstjerne kan gøre det. Hvis det var et digt, ville hvert et ord rime, så poleret er det. Og den såkaldte kritik er jo også derefter, tag cyklerne eksempelvis, det kan næsten ikke blive mere 1:1, de kommer jo ikke nogen vegne, de kører bare i ring, i lag, de er ubetydelige, de kan ikke selv styre, for der er ikke nogen styr på cyklerne... Det kan i hvert fald ikke være selve kunsten, som de kinesiske myndigheder har noget imod, eller måske lige netop, og i øvrigt, hvis man nu skal tage kritikken alvorlig, så er det da ikke just manglende fremdrift, der er problemet i Kina, men snarere det omvendte, at der ikke er noget sted i verden, hvor der bliver trådt hårdere i pedalerne.

Kritiserer jo samfundet

Ai Weiwei har gennem tiden lavet adskillige vilde værker med både porcelænsfrø, krukker, levende kinesere og meget mere, som også kan ses i de syv timers dokumentarfilm på udstillingen, men de værker, der fysisk er med, er jævne og lavet med kunstneriske greb, der er set hundrede gange før op gennem 90’erne.

(Surt for Louisiana, der havde regnet med nye værker, men fik den plan ødelagt af en kinesisk husarrest).

De hårde klipper i skrøbeligt porcelæn. De levende træer i døde materialer, med en populær kunstnerisk finte: Det døde materiale er selvsamme materiale, som det levende består af. Et levende træ lavet af dødt træ. Et levende samfund, der i virkeligheden er lavet af fanger, der blot mimer et levende samfund orkestreret af et ondt kommunistisk parti.

Av av av, den gjorde ondt og pludselig ser vi, hvordan Ai Weiweis aktivisme ikke længere blot er følelsespornografisk underholdning, men derimod samfundskritisk kunst, der ansporer os til at se indad i vores eget samfund, og får louisianerne til at drøne hjem og protestere over absurditeten i at leve i et land, der var klar til at ofre menneskeliv for ytringsfriheden, dengang vi havde trykt Muhammed-tegningerne. Hvorimod vi under klimatopmødet ofrede ytringsfriheden og retssikkerheden for bygninger og menneskers sikkerheds skyld og... Og... Og... Nå, nej. Herhjemme er alt perfekt, og magtmisbrug er kun noget der forekommer hos ’de andre’.

Børnetegninger er farligere end de fem værker på Louisiana. Hvilket blev understreget af, at selveste Berlingske skrev leder om udstillingen, da den åbnede. For er der noget, man ved i borgerlige kredse, så er det, at kulturel kapital er et krav, hvis man skal være noget ved musikken, og hvilken fantastisk mulighed er Ai Weiwei ikke for at nasse lidt på kunsten?

Det er en, der laver noget, der er meget fedt. Der er nogen cykler uden pedaler, det forstår jeg godt lidt, og så er der et motiv, man ikke kan være uenig i, bedre forhold i Kina vil alle have, og så er det jo Louisiana, dejligt sted, det er kvalitet ...

Hvilken vidunderlig begivenhed til en leder, sådan en udstilling i grunden er! Du kan lige skyde den af på halvanden time inden deadline. Du har det rigtig godt, når du sidder derhjemme med din sherry i hånden om aftenen. For du har lige bevist for redaktionen og hele nationen, at du forstår dig på kunst og kæmper for menneskerettighederne, pyh...

Det var en god dag, det kræver en dobbelt-op, hov hvor blev den af, glasset er allerede tomt, nå men man har vel fortjent én til.

Ai Weiwei på Louisiana, Gl. Strandvej 13, Humlebæk til den 12. februar 2012

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her