Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

En vendekåbe i vadestedet

Den italienske forfatter Curzio Malapartes beretning fra Anden Verdenskrig er udkommet i en dansk nyoversættelse. ’Kaput’ er en fascinerende ækel bog
Destruktion. Malapartes øjenvidneskildring fra Europa i moralsk og materiel opløsning er på én gang fascinerende og ækel. Her et foto af Dresden efter de allierede styrkers bombning af byen i 1945. Arkiv

Destruktion. Malapartes øjenvidneskildring fra Europa i moralsk og materiel opløsning er på én gang fascinerende og ækel. Her et foto af Dresden efter de allierede styrkers bombning af byen i 1945. Arkiv

Kultur
30. december 2011

»At skrive et digt efter Auschwitz er barbarisk,« hævdede den tyske filosof Theodor W. Adorno. Den italienske diplomat, journalist og forfatter Curzio Malapartes lyriske roman Kaput er trods sin finkulturelle fernis måske den bedste illustration af Adornos omdiskuterede påstand.

Curzio Malaparte, pseudonym for Kurt Erich Stuckert (1898-1957), er uden tvivl den mest kontroversielle skikkelse i moderne italiensk litteratur. Da fascismen nød total opbakning i befolkningen, leverede Malaparte chauvinistisk-vulgære vers:

En bøvs fra din præst er

mere værd/ end Amerika

og dets arrogance./

Selv den sidste blandt

italienerne/ har hundrede

århundreders historie

i ryggen

Som mange andre i sin generation betragtede Malaparte, der havde kæmpet som frivillig under Første Verdenskrig, moderniteten som en forfaldshistorie.

Han mente, at Reformationen havde ført til individualismen og kapitalismens triumf og fremprovokeret »den paradoksale omvæltning«, som gjorde, at »det, som den latinske kultur betragtede som barbarisk«, blev »en grund til stolthed«.

Italien var ifølge Malaparte blevet korrumperet af impulser fra udlandet, og fascismen gik for ham ud på at hævde den klassiske kultur og Modreformationens katolicisme som et radikalt alternativt til liberalisme og socialisme.

Efter drabet på socialistlederen Giacomo Matteotti i 1924 fremførte Malaparte, at fascistpartiet skulle fortsætte erobringen af statsapparatet gennem kompromisløs bandevold. Året efter var han blandt medunderskriverne af De Intellektuelle Fascisters Manifest. I starten af 30’erne kom Malaparte dog på kant med Mussolini, hvorefter han forsøgte at genskabe sin politiske mødom. Kaput er den litterære del af dette projekt.

Gemenhed

Bogen er ikke skrevet efter Auschwitz, men derimod under Anden Verdenskrig. I 1936, efter tre års intern forvisning på øen Lipari, var Malaparte blevet taget til nåde, fordi Mussolinis udenrigsminister og svigersøn, Galeazzo Ciano, gik i forbøn for ham.

Han deltog i krigen, først som kaptajn i bjergregimentet gli Alpini og siden som krigskorrespondent på østfronten for Corriere della Sera. Malaparte rejste i hælene på den tyske hær gennem Ukraine, Finland og Polen, og færdiggjorde efter sin hjemkomst bogen i den berømte Villa Malaparte på Capri.

Efter udgivelsen i 1944 blev Kaput straks en kultbog og hurtigt oversat til en række sprog, bl.a. dansk. Nu er værket, der bærer genrebetegnelsen roman, udkommet i en flot nyoversættelse ved Conni-Kay Jørgensen. Snarere end en roman er der dog tale om en genreblanding, der placerer sig et ubestemmeligt sted mellem reportage, selvbiografi og fiktionaliseret forsvarstale.

Mens nazisterne forsøger at realisere »den endelige løsning på jødespørgsmålet«, gør Malaparte iagttagelser ved middagsselskaber med diplomater og befalingsmænd:

»Det som gør tyskerne grusomme og får dem til iskoldt at begå videnskabelige og grusomme handlinger, er angsten. Angsten for de undertrykte, for de forsvarsløse, svage, syge, angsten for gamle kvinder og børn, angsten for jøder. Og selvom de anstrenger sig for at skjule denne mystiske ’angst’, ender det altid fatalt med at de taler om den, og det altid på de uheldigste tidspunkter, især ved bordet. Tyskerne afslører sig selv ved bordet, enten på grund af varmen fra vinen og maden eller på grund af den selvtillid de får når de ikke føler sig alene, eller på grund af det ubevidste behov for at bevise over for sig selv at de ikke er bange; de tør op og begynder at tale om hungersnød, henrettelser og massedrab med en pervers fryd som ikke bare afslører bitterhed, jalousi og skuffet kærlighed, men også en patetisk og mærkværdig gemenhedsraptus.«

Øjenvidne

Krigen er bogens »objektive landskab«, hævder Malaparte i forordet, men den består snarere af surrealistiske tableauer i tråd med den magiske realisme, som forfatteren og andre fascistiske intellektuelle havde teoretiseret over i tidsskiftet Il Selvaggio.

Dette helvedeslandskab er befolket af nedfrosne heste, stumme fugle og hunde med granatchok. Fortællingens udgangspunkt er et besøg i det neutrale Sverige, hvor Malaparte fortæller prins Eugen om sine oplevelser i den krigshærgede omverden:

»Det svenske landskab er en galopperende hest,« synger digteren, som er på vej hjem:

»Om få dage skulle jeg gense italienernes ansigter, mine italieneres ansigter, modløse og blege af sult, jeg skulle genkende mig selv i ansigternes indestængte angst, i folks øjne i sporvognen, i bussen, på en café, på fortovet under de store portrætter af Mussolini klistret op på mure og butiksruder, under hans opsvulmede og blegfede fjæs med feje øjne og løgnermund, og jeg blev langsomt grebet af medlidenhed og oprørstrang«.

Malapartes øjenvidneskildring fra Europa i moralsk og materiel opløsning er på én gang fascinerende og ækel. Beretningerne fra f.eks. ghettoen i Warszawa og et militærbordel i Moldavien formidler rystende effektivt krigens gru. Efter endt tjeneste bliver de tilfangetagne jødiske piger henrettet:

»’Nej, nej, efter tyve dage med den slags arbejde dur vi ikke længere til noget. Jeg har set dem, de andre.’ Hun holdt inde, jeg opdagede at hendes læber skælvede. Den dag havde hun måttet ’servicere’ 43 soldater og 6 officerer. Hun begyndte at le. Hun kunne ikke længere holde det liv ud.«

Selvportræt

Det ækle ved Kaput er selviscenesættelsen. Malaparte er til middagsselskaber med bl.a. Hans Frank, den tyske generalguvernør i Polen, som nazisterne kaldte for Frank-Reich, og i sauna med den berygtede SS-leder Heinrich Himmler. Her bliver genreblandingen til frivol selvmytologisering. Hvad er ellers formålet med de usandsynlige beretninger om, hvordan fortælleren holder nazisterne for nar ved f.eks. at spøge med, at Hitler er en kvinde, og slipper godt fra det?

Trods sin kritik af krigens vanvid finder Malaparte ingen anledning til selvransagelse:

»Lad det være klart at jeg foretrækker dette kaputte Europa frem for Europa af i går eller for tyve eller tredive år siden. Jeg foretrækker at alt laves om frem for at skulle acceptere alt som en uforanderlig arv.«

Curzio Malaparte er mere værdsat i udlandet end i hjemlandet, hvor han betragtes som et symbol på en national arketype: il voltagabbana, vendekåben. Det mest fascinerende ved Kaput er, at romanen også kan læses som et selvportræt af en italiensk vendekåbe i vadestedet.

Curzio Malapartes: Kaput. Oversat og med efterord af Conni-Kay Jørgensen. Forlaget Vandkunsten, 460 sider, 350 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her