’ÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅ’

Et norsk studenterblad gav for et par år siden et lynkursus i at skrive som Knausgård. Der var fem punkter, som i store træk lød som følger:

1) Start med at skrive 10-20 essayistiske udlægninger af diverse fænomener og spred dem siden i romanen

2) Spar ikke på idiosynkratisk syntaks og indskudte ledsætninger, så læseren føler dybden af det, du skriver

3) Vig ikke bort fra det allermest dagligdags og kombiner det gerne med interjektionen »Ååååå«

4) Skriv ti sider om dagen. Det kræver at du skriver om alle mulige fiktive detaljer, beskriv f.eks. gerne hele indkøbslisten fra dengang du handlede ind for din mor i 1995.

5) Smid kronologien væk og spring frem og tilbage mellem tidsblokke, så læseren bliver desorienteret.

Denne satiriske beskrivelse er den mest præcise stilistiske beskrivelse af Knausgårds prosa, jeg har læst, selv om jeg ville være tilbøjelig til at udforme alle fem punkter som en lovprisning frem for en smædesang.

De essayistiske udlægninger og det frie forhold til kronologi er der ikke så meget af i Min kamp 5, ligesom der heller ikke var det i bind 3 og 4. Og det savner jeg. Med dem forsvinder meget af den overrumplende stilistiske spændthed, der fik mig til at elske bind 1 og 2.

Bergen fra å til ÅÅÅ

Bind 5 skildrer Karl Oves fjorten år i Bergen, fra 1988 til 2002, med forfatterskole, litteraturvidenskabsstudier, den lange kamp med skrivningen frem til debutromanen, venskaber, rockmusik, ensomhed, sanseløs beruselse, sex og kærlighed. Vi skrives kronologisk frem til faderens død, som vi således border helt anderledes (igen mere klassisk narrativt kronologisk) end i første binds flere hundreder sider lange fantastiske og ekskurs-indsprængte beskrivelse af den møjsommelige rengøring af faderens dødsbo.

Et stilistisk særtræk, som ikke er forsvundet i dette bind, er interjektionen »Åååå« i forskellige varianter. Man kan næsten følge handlingen ved at følge ååå’erne. Små hundrede sider inde har vi første »Åh«, der står for sig selv på en linje og markerer det moment, hvor det for første gang er lykkedes for Karl Ove at onanere — det har han nemlig aldrig gjort, erfarer vi, hvorved der slutter sig et nyt seksuelt problem til den præmature ejakulation, som bind 5 handler så meget om.

100 sider senere forekommer et lille diskret »å« mellem to kommaer, da Karl Ove ikke kan bestemme sig for, hvilken af de nøgne kvinder på Ingres’ maleri »Det tyrkiske bad«, han skal onanere til. Billedkunsten, som Knausgård er mester i at skrive essays om, kommer ind i hans liv som onanimateriale. Et beruset, overmodigt, tvefoldigt »å« får vi, da Karl Ove kammer over af studenterberuselse i parken en majgrøn aften og tænker, at han skal blive en fandens karl, større end alle de andre.

Så er der sorgens og grådens »Åååååå«, da Karl Ove sidder fuld til en fest i supermandsdragt og overmandes af bevidstheden om sin mormors død. Og da han sejler ud på sundet med farmoderen og andre slægtninge efter faderens død: »Åååå. Åååå. Åååå.«

Imellem sorgens to å-udbrud kommer dog det største af dem alle, kærlighedens: »ÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅ« står der, da Karl Ove er manisk, ekstatisk forelsket — i Tonje, som bliver hans første kone; hende, vi allerede fra de foregående bind ved, at han skal skilles fra.

Reflekteret patos

Den norske litteraturprofessor Eivind Tjønneland har påpeget, at første gang, der står »Åå« i Min kamp, er da faderens skræmmende skikkelse kommer til syne for den lille Karl Ove. Tjønneland finder hele værkets drivkraft i dette »å« som tegnet for den overvældende oplevelse af det sublime, som først faderskikkelsen, siden naturen, kunsten og kvindekroppen fremmaner. På skamløst seksualbiografisk manér knytter han å’et og overvældelsen til den præmature ejakulation, som Karl Ove genkommende kæmper med, og anser endog hele Min kamp for at være én lang præmatur ejakulation, én lang for tidlig udgydelse.

Men igen: Den negative kritik kan være den mest præcise karakteristik, uden at man behøver at købe dens vurdering. Det er vitterligt påfaldende, og skamløst i modstrid med alle litteraturens herskende regler, at Knausgård gang på gang skriver »ååå« og således lader den rene patos tale.

Blot er der strengt taget ikke tale om ren, uformidlet patos; prøv selv at skrive ÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅ (ja, 12 gange!) og mærk, hvor mekanisk og fremmedgørende det føles. Således betragter jeg udråbet som et bevidst, udstillet, reflekteret skriftligt greb; det er frækt, reflekteret og vittigt uden at fjerne sig ironisk distanceret fra den unge mand, der engang var i det store Å’s vold.

Måske er det netop det, Knausgård kan i værkets mere traditionelle coming-of-age-bind: Skildre, hvordan det er at være i det store Å’s (faderfrygtens, anerkendelsestørstens, alhoholiseringens, oplevelseshungerens, det seksuelle begærs) vold. Og det kan stadig varmt anbefales at følge denne skildring, mens vi venter på bind 6 (hvis man ikke vil vente, kan man snuppe den på norsk), hvor der igen bliver skruet op for essayismen og ekskursiviteten.