Læsetid: 5 min.

Aftenlandets dragning

Europas mangfoldighed på museum. Lørdag åbner den nye store særudstilling ’Europa møder verden’ på Nationalmuseet
Nationalmuseets nye udstilling spænder vidt – fra Sokrates og den demokratiske tanke, over kristendommen, konfrontationen med islam, opdagelserne i den ydre verden, til revolutionerne, dampmaskinen, telegrafen, koncentrationslejrene og siden de forenede bestræbelser på en varig union.

Nationalmuseets nye udstilling spænder vidt – fra Sokrates og den demokratiske tanke, over kristendommen, konfrontationen med islam, opdagelserne i den ydre verden, til revolutionerne, dampmaskinen, telegrafen, koncentrationslejrene og siden de forenede bestræbelser på en varig union.

7. januar 2012

I Østen stiger solen op og spreder lys på Vesten, Europa — aftenlandet. Europa er ellers oprindeligt en libanesisk prinsesse, der flyttede hjemmefra for at parre sig med en tyr — Zeus in disguise. Historien er græsk, forklarer den datidige verdens indretning og skaber det mytiske grundlag for verdensdelen Europa. Nøgternt defineret er Europa en geografisk og geopolitisk størrelse, sammensat af en række mere eller mindre holdbare nationer. Men Europa er også en tanke, en identitet udgået af en forestilling baseret på iagttagelser af denne håndgribelige virkeligheds bjerge, sletter, øer og fjorde. I diskussionen her i landet om det europæiske hævder højrenationale unionskritikere Europas abstrakthed i modsætning til national- statens konkrethed. Europa er akkurat så konkret som de nationalstater, der for tiden rummes i Europa. Det ved bedre end nogen unge mennesker, der rejser ubesværet mellem landene og slår sig ned, hvor de vil. Europa er lige så konkret som Smørumnedre. Og en abstraktion.

Uden at forholde sig til fænomenet kommer man ingen vegne, hvilket en lang række indsigtsfulde folk i tidens løb har gjort. Ikke mindst de grusomme erfaringer i det 20. århundrede gav anledning til at redefinere vores fælles ramme, politisk og kulturelt.

Hvad er det med dette Europa, der i to årtusinder og mere har herset med det meste af resten af verden, og hvis målestok ingen folkeslag kan se bort fra?

Mødet med verden

Nationalmuseet har sat alle forhåndenværende sejl med en af sine efterhånden få særudstillinger, skabt på trods af nedsparinger af endnu en dansk kerneinstitution, der efterhånden knap kan stå distancen. At etablere en udstilling til belysning af Europas mangfoldighed er ambitiøst og dybest set ikke muligt. Derfor begrænser museet sig og kalder udstillingen: Europa møder verden. For yderligere at specificere indskrænker arrangørerne sig til at plukke fra egne samlinger og kun fra dem. Udstillingens perspektiv er altså dansk musealt bestemt af tidligere tiders prioriteringer i indsamlinger af artefakter.

Man kan taktfuldt und- lade at spørge, om museet har gjort dette af nød, måske fordi der ikke er råd at betale dyre forsikringer ved lån i udenlandske museer. Eller man kan vælge at være behørigt imponeret ved synet af museets historiske forudseenhed og sikre bedømmelse af ting og sager, forfalsket ravbjørn eller ej. Det er faktisk muligt ved museets egne genstande at give ideen både luft og mening.

Overtro og oplysning

Centralt i den europæiske tanke står forenklet sagt to strømninger: kristentroen og reformationen — og modsætningen: videnskab og oplysningen. Personificeringen ses i Luther og Diderot, modpoler under samme central- europæiske himmel. Den med tiden åndsforsnævrede intolerante reformerende tyske munk, europæisk kristendoms stifter nummer 2, over for encyklopædisten fra Langres, hvis mål var opløftelsen i lys til gavn for menneskene i mangfoldigt liv og virke uden knugende overtro, syndsbevidsthed og gudsfrygt.

Udstillingen fører lige ind til denne konfrontation, hvis brudflader definerer europæisk kultur og historie. Hvad var Europa uden Luther og protestanterne? Og hvad uden Diderot og oplysningen? Men allerede her melder sig indvendingen: syd og øst for reformationslinjen er jo også Europa; omvendt slog oplysningen mildt sagt ikke an alle steder. Kort sagt byder det europæiske på påstand mod påstand, fænomener og modfænomener, entydigheder og det modsatte. Det 20. århundredes teknologiske og humanistiske guldalder dementerer ikke Auschwitz, som har rødder i såvel den europæiske revolutionære drift som i teknikkens fascination og troens eller overtroens intolerance og menneskeforagt.

Det elektroniske museum

Nationalmuseet løser opgaven moderne med meget af den fermhed, ny elektronik kan opvise. Otte store opretstående cylindre i Egmontsalen inddeler forløbet fysisk fra Zeus som tyr og libanesisk gudinde, Sokrates og den demokratiske tanke, videre over kristendommen med den sejrende Kristus på korset, konfrontationen med islam, opdagelserne i den ydre verden, hvor menneskene ifølge datidens forestillinger havde ansigt på maven, til revolutionerne, dampmaskinen, telegrafen, koncentrationslejrene og siden de forenede bestræbelser på en varig union.

I hver cylinder — eller rettere meterhøje elliptiske udstillingsstrukturer, som man inviteres ind i — har arrangørerne udvalgt de mest sigende genstande, ikonerne fra samlingerne: Potteskåret med Europa til tyrs, busten af (den næseløse) Sokrates, Cort Adlers sværd, der huggede hovedet af tyrken, pispotten med portrætterne i bunden af prinsen af Nør og hertugen af Augustenborg, den, som det københavnske borgerskab under Treårskrigen fornøjeligt brugte; kz-fangedragterne, maskin- pistolerne, traktaterne og bøgerne — så meget fylder faktisk Diderots livsværk; det ene med det andet. Alt det og meget mere, der udgør vores indre biograf om den rige, forunderlige, opfindsomme, krigeriske, mangfoldige, plagede verdensdel. Et flimrende foranderligt billede af alt og ingenting; det sidste forstået som magtesløsheden i ambitionen om et blot nogenlunde udtømmende udsagn om Europa.

Elektronikken er som sagt bragt i anvendelse og dét i rigt mål. Stiller man sig på blå cirkler i gulvet, går faktaboksene i sving, mens verden i de indre elliptiske strukturer drejer en omgang eller to. Ved anmelderens besøg før åbningen arbejdede de fortsat på teknikken. Den gælder det om at holde i ave, såfremt beskueren ikke skal se sig hensat til de store europæiske opdagelsers vilde vande og blive søsyg. Halvmørke i en sal uden synligt loft og sider og lys med tekst, der drejer rundt i dette dystre rum, kan få selv ædruelige til at føle sig rundt på gulvet. Glæden ved elektroniske overflødighedshorn risikerer at blive forstoppelse — eller flimmer.

I den dristige kombination af de mangeartede udstillingsteknikker — den demonstrerede opfindsomhed er sandelig også beundringsværdig — forekommer det samtidig slående, hvor stærkt genstanden i montren står. Som den dybe tallerken til suppe er en god opfindelse, er montren fortsat uovertruffen til præsentationen af das Ding an sich.

Og når vi nu er ved udstillingens infrastruktur, kan man igen undre sig over, at museumsfolk ikke kan finde ud af at fremstille skilte, der umiddelbart kan læses og i øjenhøjde. Mon de med skjult kamera sidder et sted i bygningen og morer sig over de besøgendes ynkelige forsøg på tydning af mikroskilt i gulvplan! Det kunne være fornøjeligt — og det er ikke kun en dansk museums- mode — hvis det blev god udstillingsarkitektur at kunne læse, hvad der står.

Er det så alt i alt lykkedes? Ja, det er. De genstande, museet har lagt frem, bliver stående som markeringer, som Europas signalement i forhold til verden. Og joh, vi handlede skam også med slaver. Vi stuvede slaveskibene i Guds navn og tjente kassen og byggede store dele af København for pengene. Husk det. Det husker Nationalmuseet os på. Tak for det.

’Europa møder verden’. Nationalmuseet. Åbner lørdag. Løber indtil den 3. juni

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Man fonemmer en hørm af Europa. En hørm, Georg
Metz ved flere lejligheder har udtrykt billigelse af. Danmark indtræder i et EU-formandsskab dette halvår. Offentlige bygninger og danske busser skal flage med det blå og stjernebelagte EU-flag. Den kongelige ballet skal opføre Napoli syv gange på
Parise-operaen for at promovere dansk formandsskab. Og nu Nationalmuseet.

Hold da op med denne euro-fanatisme. Europa er et geografisk sted - ikke en tanke og identitet, som Metz hævder. Europa er forskellighed, og gud ske lov for forskelligheden - ensretning har fanden skabt.

Søren Kristensen:

Enten er næsen på marmorstatuen af Sokrates faldet af p.g.a. tidens almindelige tand, eller også er den bevidst blevet hugget af dengang den blev "importeret" fra Grækenland- som jo faktisk er oprindelseslandet for den fremkaldelse, eller?

Og hvorfor sætter man ikke en ny næse på, han minder lidt om en gammel gris dér,- hovsa. (Kært ment).
Sådan lidt oldtidsmindeplastickirurgi....Med stenlim og marmor.

Jeg mener bevidste grækere i arkæologisk action har sikret sig enten den ene eller anden attribut (!) ved at afhugge den før gravrøvere sendte genstandene til museerne til div. store lande længere nordpå.
Dette er en udtalelse der helt står for egen regning, og den er muligvis ukorrekt.

Men jeg ved da så meget at i Italien er man for længst begyndt at få sine fund tilbage fra evt. London o.s.v., da de tilhører kulturarven.

Godt, at det er muligt at leje historiske genstande fra de forskellige museer og derefter aflevere dem tilbage.
Men det ændrer ikke ved at mange af genstandene oprindeligt er gravrøverier, og at næser m.m. ;o))) mangler.

Egentlig synes jeg godt om idéen at der er fred og samarbejde mellem landene i Europa. Jeg rejser ikke særligt meget men har lige nået at være i Berlin, det er dejligt at opleve storbyer og mennesker og steder i Europa med egenart og alligevel fornemme de fælles rødder.

Men det store konsensus-valutafælleskab er uforståeligt for mig.