Læsetid: 3 min.

En ambitiøs, flabet og fængende fortælling

Amerikanske Nathaniel Rich debuterer med en fængende og ambitiøs roman om historiefortællingens fascination og styrke
Vildspor. Et af romanens spor starter på Manhattan. Og herfra starter en eventyrlig og sælsom rejse.

Vildspor. Et af romanens spor starter på Manhattan. Og herfra starter en eventyrlig og sælsom rejse.

Peter Mark

13. januar 2012

Der er næsten ikke den anerkendte amerikanske forfatter, som Nathaniel Rich og hans debutroman Borgmesterens tunge ikke enten er blevet sammenlignet med eller har fået ros af. En enkelt er glemt, men ham kan jeg så passende starte med.

I William Faulkners Absalom, Absalom! (1936) modtager en yngre dame et brev fra en ung soldat. Da soldaten dør, overrækker hun brevet til en bekendt med ordene om, at hvad der står i brevet ikke er lige så vigtig at forstå, som det er at lade brevet gå fra hånd til hånd. Det er selve akten at læse historier, at fortælle dem og fordøje dem, der tæller.

Skulle man uddrage en dybere pointe af Borgmesterens tunge kunne det være den samme: Vi er styret af de historier, vi hører, læser, fortæller og ja, i bogstaveligste forstand lader os fængsle af.

Alt dette oplever den unge Eugene Brentani. Ved romanens start skifter han sit job hos et flyttefirma ud med en assistentstilling hos den aldrende Abe Chisholm, som er ved at skrive en biografi om den (fiktive) legendariske forfatter Constance Eakins. Eugene erfarer til sin overraskelse, at Chisholm jævnligt modtager postkort fra Eakins, som ellers menes at have været død i 30 år.

Chisholms datter, Alison, forklarer Eugene, at det er hende, der skriver postkortene og afsender dem fra Italien på sine rejser dertil, for at holde sin far i live. Eugene forelsker sig hurtigt i Alison, og da hun atter rejser til Italien, beslutter han at rejse efter hende.Mere ville det være en skam at røbe om romanens ene spor, der følger Eugene på en mytisk rejse ind i et landskab, der minder om et univers beskrevet af Eakins — som måske alligevel ikke er død ...

Historier der driller

Romanens andet spor starter som det første på Manhattan, hvor to ældre venner, hr. Schmitz og Rutherford, må tage afsked med hinanden, fordi Rutherford har fået job i Italien. Da hr. Schmitz’ kone dør, og brevene fra Rutherford bliver mere og mere usammenhængende, beslutter hr. Schmitz sig for at rejse til Italien og besøge sin ven.

Også hans rejse udvikler sig lige så eventyrligt og sælsomt som Eugenes. Ingen af dem ved, hvor de er på vej hen, og de bliver konstant overrasket og overrumplet, akkurat som læseren gør i denne fantasifulde, originale, ambitiøse, flabede og fængende roman.

Eneste ledetråd, de rejsende har, er sproget i form af historier, fortællinger og breve, hvis indhold driller ved at kunne misforstås og ved at spejle sig i hinanden — og i virkeligheden — i en sådan grad, at det til slut er umuligt at kende forskel på virkelighed og fiktion.

»Hvis hun er med i din historie, varer det sikkert ikke så længe, før hun dukker op,«lyder et råd til Eugene således, da han har fortalt en gruppe italienere, hvorfor han søger Alison, der i øvrigt også kaldes Sonia, Alice og Agate alt efter, hvem der fortæller om hende, altså hvilken historie, hun optræder i.

Som Paul Auster

Alt dette gør naturligvis ikke Eugenes og hr. Schmitz missioner nemmere, og Borgmesterens tunge skal da heller ikke læses som en romantisk hyldest til kunsten at fortælle historier. Der er mere på færde, for historierne spænder konstant ben for hovedpersonerne, afgrænser dem og fører dem på både mentale og fysiske vildspor. Indimellem er det lige ved at blive for meget med alle romanens gådefulde indslag, og i den forstand læner Nathaniel Richs debut sig op ad Paul Austers tidlige forfatterskab, der er båret af lige dele elementær spænding og gode ideer på jagt efter en mening.

Ikke desto mindre overgav også jeg mig hurtigt til Richs spændstige sprog, sikre sans for dramaturgi og litterære mod. Det skal nævnes, at forfatteren har været fem år om at skrive Borgmesterens tunge og i den periode har arbejdet med nogle af tidens største forfattere som redaktør på The Paris Review. Det kunne have skræmt selv den modigste mand, men Rich har tydeligvis suget til sig i stedet.

Den danske udgivelse står Ordenes by for, hvis forlagsredaktør Paul McNeice har valgt selv at oversætte. Det er han sluppet godt fra, hvilket understreges af følgende citat, hvori hr. Schmitz hen mod slutningen af romanen fordøjer arbejdet med sine erindringer:

»Om natten, når han lægger sig til at sove i soveværelset på første sal, hæver ordene sig op og bliver til et kor, de tager til i lydstyrke og i stråleglans, indtil de helt overdøver den vågne verden og blidt drager ham over i søvnen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu