Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Ansigtet er scenen

Når dronningen taler, følger danskerne det som en årgangsvin, der skal bedømmes, og anmeldelsen er sjældent helt dårlig. Når statsministeren taler, falder der brænde ned bagefter. Sådan er det
Ansigt. Genremæssigt er der ellers tale om det så forkætrede ’talking head’-tv, men i dette tilfælde holder det ikke seerne tilbage, at man bare ser det samme ansigt i et helt kvarter. Det bliver til gengæld aflæst ud i mindste detalje. Dronningens ansigt er scenen.

Ansigt. Genremæssigt er der ellers tale om det så forkætrede ’talking head’-tv, men i dette tilfælde holder det ikke seerne tilbage, at man bare ser det samme ansigt i et helt kvarter. Det bliver til gengæld aflæst ud i mindste detalje. Dronningens ansigt er scenen.

Keld Navntoft

Kultur
5. januar 2012

Nok er det Helligtrekonger, men i Danmark taler vi for tiden mere om de tre dronninger, som står på toppen af samfundets kransekage. Den ene er dronning af blodet, nemlig Margrethe II, mens den anden er Socialdemokraternes ukronede dronning, Helle Thorning-Schmidt, og begge havde ordet for en lang bemærkning i de traditionelle nytårstaler på tv.

Krønikeskriveren Paul Hammerich, som også var en flittig leverandør af tv-dramatik, havde en idé til en krimiepisode, som han desværre ikke nåede at få realiseret før sin død. Noget med et dristigt kup, som skulle udføres på Amalienborg, mens dronningen holder sin nytårstale. Imens skulle tyvene så tage for sig af juveler og ædle suppeterriner, eller hvad der nu findes på slottet af kostbare skatte. I handlingen indgik også et eller andet snedigt, hvor der skulle pilles ved et af urene, så det viste den forkerte tid, men jeg husker ikke detaljerne.

Det var ganske rigtigt set, da næsten alt, hvad der findes af opmærksomhed i Danmark, nytårsaften kl. 18 er samlet på ét sted: Dronningens ansigt, hendes påklædning, hendes tale og interiøret i arbejdsværelset i residenspalæet.

Go for juvelerne, Egon!

Fuldblods

Tilhængere henviser gerne til kongehusets betydning for eksporten, når de føler sig udfordret til at komme med et nytteargument. De kunne akkurat lige så godt henvise til underholdningsværdien. Årets rundt leveres diverse ammunition til populær medieomtale, men nytårsaften matcher dronningen, ene kvinde, mageligt X-factor og herrernes fodboldlandskampe, og udsendelserne kan ikke være særligt dyre at producere. Hun skal jo ikke engang have særskilt honorar for at medvirke.

Det aspekt, kan nytterøvene også tage til sig, men bortset fra det, er det jo slet ikke nytteværdien, men magien, der er så tiltrækkende for alt folket. Fra Gorm den Gamle høres historiens vingesus og fører os frem til nutiden.

Genremæssigt er der ellers tale om det så forkætrede talking head-tv, men i dette tilfælde holder det ikke seerne tilbage, at man bare ser det samme ansigt i et helt kvarter. Det bliver til gengæld aflæst ud i mindste detalje. Dronningens ansigt er scenen. Det er tydeligt, at vi her har at gøre med en fuldblods hoppe, der ligesom hestene i travsporten har hang til nervøsitet. Det ses af de små træk ved mundvigene, hvis manuskriptarkene knitrer en anelse, eller hvis hun kløjs i et ord, og det gør hun tit. Trækninger, som modvirkes på den måde, at hun straks efter snerper munden klædeligt sammen. Hun er sart, er hun, men også stærk som en hunokse. At sige ’som en ko’ vil være helligbrøde.

Alvor, kitsch og paradokser

Talen følges med spænding i de danske hjem. Er den en god årgang eller på det jævne? Det er som en årgangsvin, der skal bedømmes. I al det lir og forskræp i medierne, som er forud for talen, henvises til det, der af alle undtagen Dansk Folkeparti regnes for den bedste årgang nogensinde, den fra 1984, hvor hun kritiserede danskerne for at komme med dumsmarte bemærkninger til flygtninge og indvandrere.

Talen siges at samle danskerne, og det gør den af to vidt forskellige årsager. Man samles omkring skærmen, siddende eller stående, som højtidelig indledning til de løsslupne løjer senere på aftenen. Der skal helst være helt stille imens, men man kan godt lige fyre en kommentar af den vittige slags af, hvis den er ultrakort og hurtigt afleveret. Ellers bliver der tysset.

Virkelige royalister tager talen alvorligt. I den anden ende af skalaen oplever danskerne den som kitsch. Med de to holdninger bliver den modtaget.

Der er nedlagt regler for, hvad hun må sige. Det ved vi godt. Der var jo det år, hvor Poul Nyrups regering havde strøget i den, fordi den i enkelte sætninger blev — fy, Margrethe — lidt for politisk ladet. Vi er dog mange, der gerne ser, at hun politiserer lidt mere. Hun er jo tolerant humanist.

Nytårsdag var det så den anden dronnings tur til at holde sin tale. Helle ThorningSchmidt optræder i samme regi som den rigtige, og det er, som om øjet trækker det første billede med over i det andet. Helle sidder lige så stift som dronningen, men virkede mere frigjort i forhold til manuskriptet. Talerne handlede om det samme, stort set, at vi skal tage os sammen i de svære tider, økonomien er inde i. Egentlig er det i begge tilfælde en floskelbelagt sludder for en sladder, vi får, men ordene er vigtige, bare fordi de er ord og af en vis almen kategori. De hører med. Som præstens prædiken i kirken.

Både dronning Ét og dronning Tos taler bliver i de følgende dage anmeldt af den hærskare af kommentatorer, der er ansat på medierne til at mene noget. Forskellen er, at mens dronningen hovedsageligt får gode anmeldelser, får statsministeren især dårlige. Det hører også med.

Der er altså også et problem i Helle Thornings tale, som kan hensætte danskeren i forvirring op til begivenheden, for vi har hele tiden fået at vide, at vi skal blive ved at forbruge som hidtil, ellers lider nationaløkonomien. Nu lyder det, at vi ikke har råd til det samme som før. Hvordan hænger det sammen? Et sandt paradoksproblem.

Botox

Lektor ved Københavns Universitet Lars Hovbakke Sørensen siger til Ritzau, at den rigtige dronings tale var rigtig god som opsang og opmuntring. Han fremhæver passagen: »Vi må selv sørge for at komme derhen, hvor vi kan finde et udgangspunkt. Det gælder såvel mentalt som helt konkret.«

Hans kollega, Jes Fabricius Møller, har i sin analyse fundet at blandt andet denne sætning er central: »… det kræver en indsats at se mulighederne og udnytte dem.«

Tjae, tjoe. Det er vel, som man tager det, men lektorerne er da respektfuldt loyale. I modsætning til Bettina Heltberg, som i Politiken afslørede, at når Helle Thornings ansigt er så kontrolleret, skyldes det, at hun får Botox-injektioner!

Og den tredje dronning i ligningen, hvem er så det? Margrethe Vestager, som måtte nøjes med at udtale sig på vej ind til dronningens nytårsfest. Den glædede Margrethe III sig meget til.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her