Vaskeægte gnavpotter er gerne god underholdning. Jeg taler om fiktionens gnavpotter og tænker først og fremmest på sure, gamle mænd. I Stine Pilgaards roman Min mor siger er den gnavne en ung kvinde, som netop er blevet vraget af en anden ung kvinde: »Inden jeg knalder døren i efter mig, skriger jeg, at hun er ved at begå sit livs fejltagelse. Muligvis, siger hun, men der er ikke andet at gøre. Der er altid noget andet at gøre, siger jeg. Jeg har ikke lyst til at gøre noget, siger hun, jeg er ikke glad. Man kan ikke være glad hele tiden, elendigheden er et livsvilkår, råber jeg, har du aldrig læst Camus. Hun taler om at vi er to forskellige steder i vores liv. Jeg siger at vi er præcis samme sted, at jeg står lige foran hende i vores stue, at hun skal lade være med at bruge rummetaforer. Husk at trække vejret, siger hun og rækker mig min astmaspray.«
Nogle læsere genkender måske citatet fra Forfatterskolens Afgangsantologi 2010, hvori Stine Pilgaards romanuddrag indgik og fik mig til at gå og glæde mig til hele romanen, og her er den så endelig. Den består af korte kapitler, hvori den forladte, ulykkelige, utilpassede og uforsonlige hovedperson gengiver de samtaler eller skænderier, hun har med sin mor, sin eks, sin far, sin læge og sin spindoktor (sådan betegner hun sin veninde Mulle). Titlens Min mor siger varieres altså med »min far siger«, »min læge siger« og så fremdeles. Således har Stine Pilgaards roman rent fortælleteknisk og stofmæssigt en del til fælles med den amerikanske digterperformer Hal Sirowitz og hans Mother Said, My Therapist Said og Father Said. Sirowitz’ moderportræt forestiller den altdominerende (og derfor skræmmende) jødiske mor. I YouTube-videoer kan man se ham fremføre eksempelvis ’Chopped off arm’ og ’Crumbs’ med pokerface. På samme måde kalder Stine Pilgaards tekster også på at blive fremført live, samtidig har det mundtlige sprog også en særlig komik over sig som skrevet tekst. Pilgaards hovedperson støtter sig hele tiden til sproget, til litteraturen, se bare ovenstående ’rummetaforer’ og ’Camus’. Når »min mor siger, at had er et stærkt ord« glider had via den sprogbevidste jegfortæller over i først mad og så glad. Min mor siger er en skøn blanding af noget både meget litterært med dens referencer til især barokken samt dens salmer og noget meget kommunikerende, den vil sin læser noget, og den vil det gennem begavet underholdning.
Det sidste ord
Pilgaards moderfigur har fået mig til endnu engang at tænke, at en mors vigtigste opgave er at tie stille: »Min mor siger, at jeg lyder som min far. Hvorfor skal du altid være så underlig, skat, spørger min mor. Jeg er da i det mindste ikke vegetar, siger jeg. Nej, du spiser så usundt, siger min mor, du har et bekymrende forhold til mad. Jeg siger at mad er et stærkt ord. Min mor sukker og siger, at man jo elsker sine børn uanset hvordan de er. Jeg siger, at den slags udsagn er forbeholdt mødre til kriminelle og narkomaner. Hun siger, at rygning også er en form for narkomani.«
Moren får gerne det sidste ord, mens der i kapitlerne med jegets præstefar lyder helt andre Pink Floyd-toner og brummen. Tempo og stemmeføring varieres altså gennem romanen, for man ville nok heller ikke kunne holde ud at køre på de høje mornagler hele vejen. De dialogiske kapitler afbrydes af tolv monologer, »Monologer fra en søhest I-XII«. Det lyder helt rigtigt, kan jeg godt se, som det står her. Dialog og monolog, jeget skiftevis råbende/talende og alene, det vil sige ensom, som hun jo er, forladt og ulykkelig. Men søhestemonologerne har jeg læst rent pligtskyldigt, her går der for meget selvoptaget teenager-alene-på-værelset i den — »knuste hjerter«, Kodak moments og den slags. Det er kort sagt ikke for søhestens alvorstone, men for alt hurlumhejet Min mor siger skal læses.
