Læsetid 4 min.

Den danske Don Quixote

Sprog- og Litteraturselskabets klassikerudgave af ’Lykkelige Kristoffer’ ophæver ikke værkets middelalderfremmedhed, men viser spændingen mellem den og det moderne
27. januar 2012

Fornemmelsen af bestemte bøger, man holder virkelig meget af, er tit uløseligt knyttet til særlige udgaver af dem. Sådan har jeg det i udpræget grad med Martin A. Hansens storslåede roman Lykkelige Kristoffer (1945), som jeg fik i julegave af min morfar og mormor, da jeg var 16 år. Det var tranebogsudgaven, med Sven Havsteen-Mikkelsens træsnit på forsidens varmt karrygule baggrund.

Julepakken indeholdt tillige, af den samme forfatter, Høstgildet og andre fortællinger og Løgneren med den klassiske stilrene forsidetegning af Ib Spang Olsen. Også de er blevet læst mange gange. Mest laset er dog nu den fjerde tranebog i sættet, Johannes V. Jensens Kongens Fald, som i dag kun hænger sammen takket være god vilje og en elastik.

Helten og klerken

Fra den roman har jeg aldrig haft ret svært ved at forestille mig de vigtigste personer: Kong Christiern, Mikkel Thøgersen, Otte Iversen, Susanna, Axel, Inger. Sværere var det med unge Kristoffer, ridderen, der i grevefejdens og reformationens tumultariske tid drager ud for at udrette store bedrifter fulgt af klerken og kræmmeren Martin, der på romanens nutidsplan sidder i det belejrede Varberg og nedtegner heltens historie.

Kristoffer er, står der tidligt i bogen, strunk, strakt og tynd, »som om Himmel og Jord trak for voldsomt i hver sin Ende af ham«. Hans lange ansigt er hvidt og blegt og hører ikke til de kønneste i verden, til gengæld sidder der bag hans mutte, lille mund en rad på 28 skønne, fuldkomne tænder. »Visdomstænder naaede han aldrig at få,« vedføjer fortælleren, på én gang vemodigt og tørt.

Men hvordan ser Kristoffer egentlig ud? Hvordan er klerkens skikkelse? Hvordan går og står det unge menneskes værge, hr. Paal? Én ting er, at de repræsenterer sider eller aspekter af det menneskelige, dengang og nu: styrke, enfold, vovemod, beregning og i hr. Paals tilfælde skrydende, brovtende blær; men det er indimellem svært at se dem for sit indre blik.

Eller rettere var. Indtil Ib Spang Olsen i 1974 udførte det vovestykke at gennemtegne romanen for Gyldendals Bogklub. Mere end halvandet hundrede illustrationer føjede sig pludselig tæt sammen med Martin A. Hansens på forhånd sprællevende fortælling, i hvis rigdomme Ib Spang Olsen, som Politikens anmelder dengang skrev, tydeligvis havde fordybet sig »med den kærlighed, der overvinder alt«.

Samme år udsendte bogklubben til sine medlemmer et julehæfte, I Kristoffers spor, hvori Ib Spang Olsen fortalte, hvordan han rejste rundt i det Halland, som romanen handler så meget om, og endda fandt frem til det sted, hvor Lykkelige Kristoffer var født, denne forhutlede hallandske gård, Skrokhult. Ubegribeligt nok havde Martin A. Hansen aldrig været i Halland, men med støtte i historiske skrifter, topografier og kort havde han beskrevet landskabet så præcist, at tegneren nærmest kunne bruge romanen som guide.

Det mentale landskab

Dog, indlevelsen gjaldt især det mentale landskab. Ib Spang Olsens lette, tågeagtige streg viste sig at passe perfekt til forfatterens dristige bestræbelse på ligesom magisk at mane middelalderen frem, og hvad mere var, tegningerne fik levendegjort den fine sødme, den ynde, det vemod, den djærvhed, den altgennemtrængende og forsonende humor, der formentlig danner hemmeligheden ved Martin A. Hansens nyklassiker.

Lige nu spørger jeg mig selv, om Sprog- og Litteraturselskabets nye klassikerudgave mon nogen sinde vil få lige så stor affektionsværdi som tranebogen, jeg læste i julen for 43 år siden, eller det geniale pragtværk, som flere nu, efter Ib Spang Olsens død, fremhæver som en af de største bedrifter i dansk illustrationskunst.

Jo, hvorfor egentlig ikke? For takket være Esther Kielbergs omhyggelige indsats med efterskriften og ikke mindst de 60 sider udsøgt præcise noter bliver meget oplyst, som for mig og sikkert også andre førhen var temmelig dunkelt. Middelalderfremmed, det er bogen fortsat, samtidig med at den er rasende moderne; men fremmedheden får nu tilføjet en gennemarbejdet lærdhed, som klæder klerken Martin rigtig flot.

Udgiveren bruger Martin A. Hansens dagbøger og breve som kildemateriale og kan herudfra kaste lys over den kamp, der står overalt i romanen, og som stod i digteren, mens den blev til: kampen for enkelhed og knaphed — i modsætning til den berettende bredde og især den overforklarende klæghed, som så hyppigt fristede og forledte ham. Forfatteren var udmærket klar over, at bestræbelsen på at finde et sødmefyldt, direkte udtryk blev modarbejdet af hans tendens til udvendig stofophobning og overpyntende udførlighed.

For meget hoved

I sidste ende er det en strid mellem to sider af samme kunstner, men når den bliver så voldsom en konflikt netop i romanen om Kristoffer, hænger det sammen med, at den tænksomme forfatter til iscenesat fortæller jo har valgt en figur, der langt hen ad vejen ligner ham selv. Martin har ligesom for meget hoved, han er den dér selvreflekterende ironiker, den melankolske tvivler, den intellektuelle, tænkeren, uden hvis beregning al kunst går hen og bliver flad. Over for sig har han den troskyldigt umiddelbare, som så i handlingens løb vokser i mod og kræfter, delvis også i klogskab, og som til allersidst får sin helteskæbne.

Forudsætninger for romanen var bl.a. Kongens Fald og Thit Jensens Stygge Krumpen, der udspiller sig i samme periode. Men længere tilbage end søskendeparret Jensen var det Don Quixote, om hvem vi stedse må huske, at nok er manden kugleskør, men ikke mere tosset end at der er megen mening i at hævde ridderskabets værdier i en tidsalder uden ære og mod.

Ester Kielbergs efterskrift redegør indledningsvis for Martin A. Hansens eget opbrud fra 30’ernes realisme, med forskydningen af vægten fra gruppen til individet og med udskiftningen af en social og psykologisk optik med en eksistentiel og religiøs. Derpå vises, hvordan Kierkegaard, ligesom i Løgneren, bliver samtalens anden, indforståede part, og vi får en gennemgang af Hansen-sekundærlitteraturen, lige fra Bjørnvigs lille, tidlige bog (1949) til Anders Thyrring Andersens Polspænding (2011), der fremhæver præsten Mattias’ rene tro over for klerkens lunkenhed i trosspørgsmål og således kan tolke Kristoffer, den komiske og dog bevægende, som en springende gnist mellem de to tematiske poler.

Det er lige før romanens boblende humor og vibrerende følsomhed fortoner sig bag de dybdeborende eftertanker. Mod dette findes imidlertid en kur, som jeg forsikrer virker probat. Slå op på klassikerudgavens første side og læs eller genlæs dette vidunderlige fortælleværk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu