Selvsikker, sødmefuld, med stramt opsat hår og i et utal af flotte kostumer styrede aftenens hovedperson os igennem et bredt repertoire fra hendes til dato fem jazzalbum samt ni nye overbevisende sange, skrevet af solisten selv i samarbejde med jazzmusikeren Søren Siegumfeldt. 19 sange i alt og stort set ikke en nitte iblandt. Hvad angår det musikalske skal der ikke herske nogen tvivl — det var i orden fra start til slut i Østre Gasværks satsning med teaterkoncerten Jazz, Love & Henderson med den 49-årige sangerinde Caroline Henderson som absolut centrum. Ud over det flot skårne nyskrevne materiale var sangene nemlig ikke hentet i den efterhånden noget slidte Great American Songbook (her kun repræsenteret af en enkelt sang af Cole Porter), som mange jazzsangere bygger en hel karriere på. Uden rigtig at overgå det 20. århundredes store fortolkere, Louis Armstrong, Billie Holiday, Ella Fitzgerald, Frank Sinatra, Nina Simone, Peggy Lee, og hvad de nu hed.
Mere cool end hot
Tværtimod er noget af det interessante ved Hendersons plader et fordomsfrit repertoirevalg, der uden skelen til genrer inddrager sange fra folk som Grace Jones, Nick Drake, Kasper Winding, PJ Harvey, Sonny Bono, Grateful Dead m.fl. Uden at ignorere hverken evergreens eller giganter som Irving Berlin, Gershwin-brødrene osv. Med en fortid i genrer som pop, triphop og disco er Henderson heller ikke gået den slagne vej, hvilket hun har forklaret med en slags faderopgør, thi det fædrene ophav var jazztrommeslager. Ikke desto mindre er hun en naturbegavelse, hvad angår jazz, med styr på rytmik, harmoni og tekstforståelse, og altid mere cool end hot. Det skader så heller ikke sagen, når hun som på Østre Gasværk stiller op med en jazzsekstet af en sådan beskaffenhed, som tilfældet er; her skal kun kapelmester Nikolaj Hess’ eminent afsøgende klaverspil og trommeslager Jakob Høyers imponerende timing fremhæves, men tro mig, alle spillede som død og kridte, musikalsk var det en fornøjelse fra start til slut.
At Caroline Henderson har haft et ’spændende’ liv er indiskutabelt. Fuldt af svigt, opbrud, kosmopolitisk udsyn og ubodelig ensomhed. Det kommer der bare ikke pr. automatik god dramatik ud af, for som ethvert femårs barn ved, er det ikke historien i sig selv så meget som måden, den fortælles på, der er det vigtigste.
Traumatisk røveri
Nogle mennesker kan få en jordomsejling til at lyde triviel, andre kan løfte en banal oplevelse i Netto til uanede højder. Dette forhold sætter afgørende præg på forestillingens første del, som forsøger at illustrere sangerindens omtumlede barndom, der på papiret synes at være guf: Hendes far, en cool, sort amerikansk jazzmusiker, møder hendes mor, en smuk, svensk overklassepige, på en jazzklub i Stockholm. Caroline undfanges og fødes i 1962, far skrider, og mor tager sit barn under armen og drager mod New York, hvor barnet i en alder af tre udsættes for et traumatisk (?) røveri af en flok ’sisters’. Hen over midten af 1960’erne peaker den amerikanske borgerrettighedsbevægelse for hen imod slutningen af årtiet at tilte over i det mere militante Black Panther Party, hvad barnet alt sammen har første parket til. Derefter går turen til først Paris, siden Stockholm, før en stormende forelskelse fører hende til det København, hun siden lidt modstræbende har kaldt sit hjem.
Den tumultariske og nomadiske barndom illustreres visuelt i en række ikke synderligt ophidsende tableauer af Henderson og seks teknisk velfunderede dansere i forestillingens første halvdel, hvor kedsomheden ligger på lur og kun undgås ved hjælp af musikken. Det foregår i et afsindigt tempo i en discountagtig scenografi, som hurtigt blev old hat, med såvel mandlig talkover som monologer fra Henderson selv, som orientering til publikum om, hvor i hendes livsbane, vi befandt os. Det lykkedes på forunderlig facon de medvirkende både at banalisere og sløre det dramatiske, der kulminerer med, at Henderson dukker op som Angela Davis (why?), hvorpå Mose Allisons funky »Somebody’s Got To Move« trykkes af. På intet tidspunkt fremstår forældrenes indbyrdes forhold klart, og hvordan Henderson havde det med sin (enlige) (hvide) mor, ja, hvordan hun overhovedet havde det, bliver vi ikke klogere på. Tilsyneladende godt, at dømme ud fra stykkets lette tone og den fine stemning de medvirkende indbyrdes. Kun optrinnet, hvor Henderson gav »Visa från Utanmyra« (som playback) og de tre (sorte) mandlige dansere trådte op i svenske folkedanserkostumer og de tre (hvide) kvindelige danserinder gav den som hjælpeløse Josefine Baker-kloner besad egentlig prægnans.
Bop bop bop
Anden akt er bedre, omhandlende tiden, hvor hun gjorde karriere, stiftede familie og slog rødder, som det gør: først som medlem af popgruppen Ray Dee Ohh (det havde klædt stykket med en sang fra denne periode, hvor hun faktisk sang dansk!), før hun fik et brag af et solistgennembrud i 1995 med mesterværket Cinemataztic. Først i 2003 slog hun ind på den jazzvej, hun har fulgt siden. Så anden halvdel fokuserer afdæmpet på nogle eksistentialistiske overvejelser om, hvornår man er nået hjem … og hvad det egentlig er for en størrelse. Hvilket til dels lykkes uden ligefrem at blive påtrængende vedkommende. Men her er der mere ro på (også rent visuelt) og et bedre overblik, tempoet sættes ned, og der bliver plads til konturer af den dramaturgi, der i første akt forsvinder i ramasjang. Bedre ja — men aldrig rigtig godt. Summa summarum — som musik en god oplevelse, som teater klart bop bop bop. Desværre ikke bebop.
Jazz, Love & Henderson. Medvirkende: Caroline Henderson, seks dansere og seks musikere. Instruktion: Christoffer Berdal. Østre Gasværk Teater. Spiller frem til den 25. februar
