Læsetid: 4 min.

Drømmen om den nye egypter

Dagligdag. Den egyptiske forfatter Alaa Al-Aswanys aviskommentarer forklarer hverken revolutionen eller det, der kom bagefter. Men de kan noget andet, noget konkret
Betragtninger. I en række artikler, som nu udkommer på dansk, anlægger den prominente egyptiske forfatter Alaa Al-Aswany politiske betragtninger over det daglige liv i Egypten.

Betragtninger. I en række artikler, som nu udkommer på dansk, anlægger den prominente egyptiske forfatter Alaa Al-Aswany politiske betragtninger over det daglige liv i Egypten.

Amel Pain

27. januar 2012

Han havde set den nye egypter; revolutionen havde skabt et nyt menneske. Længe, alt for længe havde den egyptiske forfatter Alaa Al-Aswany været tilskuer til sit folks politiske forfald. Hver uge skrev han en kommentar til den egyptiske avis Al-Shorouk, hvor han reflekterede over tingenes tilstand og konkluderede med ordene: »Demokrati er løsningen«.

Alt fra den elendige administration over fængsling af politiske modstandere til myndighedernes foragt for borgerne skal i Al-Aswanys kommentarer løses med én ting, og det er demokrati. Borgerne bliver til undersåtter, som affinder sig med, at læger, politifolk og lærere behandler dem elendigt, fordi Egypten ikke er demokratisk. Hvis bare landet var demokratisk, ville autoriteterne vide, at de kunne blive draget til ansvar. Men i Mubaraks Egypten vidste de, at kunne tillade sig hvad som helst, fordi styret var autoritært, og ingen behøvede tage sig af kritikken. Således anlægger Al-Aswany i de artikler, som nu udkommer på dansk under titlen Egyptens tilstand — årsagen til revolutionen, politiske betragtninger over det daglige liv i Egypten. Han er i Danmark kendt som forfatter til bestselleren Yacoubians hus, og han er i amerikanske magasiner blevet kåret til en af verdens vigtigste intellektuelle. Han arbejder til daglig som tandlæge i Cairo, hans politiske helt er den egyptiske diplomat Mohamed ElBaradei, og hans holdninger er generelt liberale: Han er selv muslim og modstander af autoritære udlægninger af islam, han tror på, at det frie og fornuftige menneske kan regere sig selv i fællesskab med andre.

Vi kender som danske læsere hans holdninger; de er det mindst interessante ved artiklerne, og man har efter revolutionens efterspil den fornemmelse, at vi mere har brug for alle mulige andres indsigter og refleksioner fra Egypten end dem, vi kender i forvejen.

Men det gode ved teksterne i Egyptens tilstand — årsagen til revolutionen er hans hverdagsiagttagelser.

En livsform

Overraskende og overbevisende afslører Al-Aswany gennem besøg på hospitaler, restauranter, gader og sammenkomster med venner, hvordan det autoritære regime påvirker den egyptiske hverdag. Demokrati handler for ham ikke først og fremmest om, at man ved valg kan stemme på, hvem der skal regere og stemme dem ud, som har regeret dårligt. Det er en livsform, som betyder, at man behandler elever, patienter og borgere som lige medborgere. Man tager sig selv alvorligt, når man behandler andre ordentligt, og man bliver selv nedgjort, når man nedgør andre.

Det forfærdelige for Al-Aswany er således ikke kun synet af diktatoren og udsigten til, at han vil overlade landet til sin søn Gamal Mubarak, som om det var en »kyllingefarm«. Det forfærdelige er, at den politiske tilstand ydmyger egypterne, og at de lader sig ydmyge. Gang på gang skriver Al-Aswany, at egypterne tilføjer sig selv større nederlag, end nogen fremmede nationer har formået. Et land, som engang var en kulturel og politisk stormagt, er i færd med at blive en tabernation. Dem, der bestemmer, tillader sig en arrogance, som forpester hele samfundet, og dem, der bliver bestemt over, reagerer forsmået ved at vende sig fra det politiske liv og resignere. De bliver til feje mennesker, der affinder sig med situationer, som de burde protestere imod. De skammer sig over sig selv og hinanden.

På gaden dag og nat

Al-Aswany ser en alliance mellem det autoritære regime og den autoritære udgave af islam, som breder sig i Egypten: Den konservative religion lærer undersåtterne at adlyde og bukke hovedet. Den »forvanskede religiøsitet«, skriver Al-Aswany i juli 2009, »er fuldstændigt afpolitiseret, fordi disse mennesker af wahabi-sheikerne har lært, at det er deres pligt at adlyde en muslimsk leder, selv om han er uretfærdig eller korrupt. Det får dem til at acceptere despotisme.«

Han sammenligner Egypten med en fodboldspiller, der har talent, men som træneren ikke vil give en chance. Landet har sat sine største talenter på bænken og fører sig i stedet frem med »tabere« og »degenererede individer«: »Hele Egypten har i tredive år siddet på udskiftningsbænken og betragtet nederlag og katastrofer og været ude af stand til at gøre noget ved det. Har Egypten ikke retten til, eller faktisk pligten til at bringe sin kontrakt til ophør?«

Dér starter og slutter samlingen af Al-Aswanys kommentarer: Egypterne lever op til forpligtelsen. De bliver bevidst om, at de ikke skal underkaste sig længere og demonstrerer berømt i januar 2011, indtil præsidenten går af. Al-Aswany er på gaden hver dag og nat, mens revolutionen finder sted. Han skriver, at han ser en ny egypter træder i karakter: Den revolutionære egypter, den myndige borger. Kommentarer bygger op til denne stolte finale, hvor regimet falder og de liberale træder i karakter. Bogen lægger således op til revolutionen som afslutningen på historien. Men allerede et år efter er historien et andet sted, og den store sejr synes i dag underligt tvetydig. De spørgsmål, som synes politisk påtrængende i dag, bliver ikke besvaret i denne bog. Ret beset forklarer den heller ikke revolutionen. Men den giver indblik i en tilstand så ydmyget, at engagerede iagttagere drømmer om nye mennesker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu