Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

En eksplosion af farver

’Guermantes verden I’ er en smuk og fyndig modernisering af den gamle patinerede version, og den femte af de tretten bind der udgør den ambitiøse nyoversættelse af ’På sporet af den tabte tid’
Kultur
13. januar 2012
’Guermantes verden I’ er en smuk og fyndig modernisering af den gamle patinerede version, og den femte af de tretten bind der udgør den ambitiøse nyoversættelse af ’På sporet af den tabte tid’

Hvis udgivelsesplanen for den nye oversættelse af Marcel Prousts storroman På sporet af den tabte tidholder, skal alle dens 13 bind allerede i 2013 ligge parat til den forslugne læser, der foreløbig har nok at gøre, nu med bind 5, hvor Niels Lyngsø har overtaget den betroede oversætteropgave, som han skal fortsætte med i endnu tre dele. Det er atter en smuk og fyndig modernisering af den gamle, patinerede version, som i dette tilfælde C.E. Falbe-Hansen og Christian Rimestad stod for. Guermantes’ verden 1hedder denne part — ikke så vellydende en titel som førhen Vejen til Guermantes. Og hvor intrikat det er med klangfarven, markeres allerede i optakten, som før lød: »Françoise fandt ikke smag i fuglenes morgenkvidren« og nu »Fuglenes morgenkvidren klang tonløst i Françoises ører«. I den fint ciselerede syntaks, hvor en helsætning kan strække sig over en halv og en hel side med en lang indskudt parentes, men i fortræffelig rytme, undser Lyngsø sig heldigvis ikke for at markere også den talte karakter med størrelser som »røre i andedammen«, »strissere«, »gal i skralden«, og at nogle står og »ævler« henne i salonens hjørne, hvor komplimenter, smiger, sladder og bagtalelse ellers afleveres med udsøgt elegance og perfidi.

Visioner

I adelens saloner, især hos den akvarelmalende marquise de Villeparisis, lader den alvidende fortæller de fleste scener udspille sig, dér hvor han som 18-årigt jeg gør sine hoser grønne i forsøget på at komme ind på livet af sin håbløse kærlighed: den granvoksne hertuginde de Guermantes. Det er sin sag at skelne mellem denne fortællers to identiteter og forfatteren Marcel Proust, alle synes at have en viden om fortid og fremtid, som var alt til stede på én gang — sådan som det kondenseres i de udvalgte, nærmest visionære øjeblikke. Det mest berømte forekommer tidligt i hele værket med smagen af madeleinekage og lindete. Straks i åbningen af den nye del røbes fortryllelsen ved navne og deres erindringsklang, frem for alle selve ordet Guermantes: en eksplosion af farveindtryk eller som en kulørt ballon, der punkterer og lukker sit indhold ud, så han indånder luften i barndommens Combray, duften af hvidtjørn, sakristiets røde uldtæppe, som indfarves af en lysende, næsten rosa, hudfarvet tone, geranium og det med en næsten wagnersk sødme. Det fungerer som modvægt til den uophørlige bevægelse, vi trækkes ind i — her gennem rækken af andre navne og titler, som den unge fyr dyrker med fetichistisk iver. Som en adelsgal borger. Som en ordgal, sprogkommenterende skribent.

Spejling

Og det er han allerede i beskrivelsen af husfaktotummet, den nævnte Françoise, i bogens åbningsscene. Trofast, intrigant, selvrådig, tvær og fyndig, respektfuld standsbevidst, med styr på den tjenende verden af piger og lakajer i familiens store pariserlejlighed, nabo til hertugparret Guermantes’ palæ, som den unge ’Marcel’ kredser om. Miljøerne spejler hinandens mærkværdigheder, som var de forskellige racer med gensidige fordomme, som fortælleren måske deler og rapporterer på flere niveauer i bogen, til mulig forargelse for en nutidslæser, der samtidig frydefuldt iagttager den satiriske udstilling af adelens huseren i Faubourg Saint-Germain, som den unge mand så heftigt attrår.

Tidsbilledet er tydeligt her ved slutningen af 1800-tallet, mens Dreyfus-affæren står på og deler folk i radikale dreyfusarder og de nationalistiske antidreyfusarder, som rider med på den antisemitiske bølge, der slog igennem i Frankrig, og som behandles noget valent af forfatteren, der som fortæller selv dølger sit jødiske familieskab. Jøden Bloch gør en komisk figur i fiktionens salonliv i sit forøg på at blive indsluset. Således anskuet er det hele et fatalt, genialt forkrøblet mummespil.

Optakten til den unge hovedpersons entré i salonlivet er en aften i operaen med optræden af en berømt skuespillerinde, og han benådes med et blik fra hertuginden fra hendes loge i parterret. Logen er rød som et koralrev i et storslået maritimt tableau af spejle i blændende vandmasser og sejlende balkoner med den tilbedte som en strålende, undersøisk havfrue omgivet af andre kulørte og utilnærmelige væsener. De er oplæg til en række portrætter af aktører i det følgende, afmalet med forfatterens uudtømmelige analytiske fantasi og ræsonnement, der generelt først slipper et emne lige før læserens udmattelsesgrad. Alligevel er det forunderlig musikalsk, godt eftergjort af oversætteren.

Telefoni

Det næste store sceneri er en militærforlægning, hvor jeg-hovedpersonen besøger sin nære ven Robert Saint-Loup, en højadelig, stenrig playboy og officersaspirant, noget fordrukken og forelsket i en letlevende skuespillerinde. Han er både tænksom og labil, fuld af løgn og trofasthed, på sin vis et udtryk for den generelle, stædige rådvildhed og de illusoriske værdiforestillinger, der er et dumpt akkompagnement til personernes talefærdigheder. Saint-Loup kan bruges som venskabelig døråbner til kvinden og fænomenet Guermantes. Det lykkes delvist i det lange følgende forløb af uendelige visitter og bekendtskaber. Under det langvarige fravær fra Paris længes ynglingen efter sit faste holdepunkt i tilværelsen, den gode mormor i familielivets midte, urokkeligt uimponeret og uspoleret af de honnette ambitioner. Han forsøger at kontakte hende via den nye teknik, telefonien, der leverer en oplevelse af stemmens fjerne væsen, dens isolering fra kroppen. Først en svag lyd — en abstrakt lyd — lyden af tilbagelagt afstand. Han lytter »uden angst, som om tanken om, at jeg først efter mange timers rejse kunne få den person at se, hvis stemme var så tæt på mit øre, bedre lod mig fornemme hvilken skuffelse der ligger i den tilsyneladende tilnærmelse, hvor øm den end er, og hvor langt borte vi kan være fra den vi elsker, i det øjeblik hvor det er som om vi blot skulle række hånden frem for at holde om den.«

Det er som om syntaksen her selv er udtryk for stemmens fjerne karakter i nærvær og faktiske adskillelse, en foregribelse af evig adskillelse, som han siger. Og dermed jo også en foregribelse af mormorens sygdom og følgende død, som dette binds slutning bebuder.

Fravær

Stemmen og blikket er vigtige komponenter i Marcel Prousts diskurs. Ved tilbagekomsten møder synet ham af mormoren læsende en bog inde i dagligstuen, hvor hun sidder hensunken i tanker. Han er et ubevogtet vidne, en iagttager »med dette flygtige privilegium som i hjemkomstens korte øjeblik giver os evnen til at overvære vores eget fravær«.

At overvære sit eget fravær er en tom vision, et modstykke til det fyldte øjeblik af erindring. Fravær transformeret til skrift, til ord, som forfatteren bl.a. minutiøst aflytter i sine omgivelser. Han kan af egen erfaringspraksis befolke sin salonreportage med talrige skikkelser, mænd og kvinder, der dukker op, forsvinder for en tid, indtil de kommer igen i nye kombinationer og trængsel iklædt til selskabelig maskerade i komiske situationer. Herrerne, der næsten alle stræber efter at blive indvalgt blandt de udødelige i Akademiet, anbringer efter et modelune deres høje hatte på gulvtæppet i salonen, hvor de så i forvirring forveksler dem. Et eksempel på billedskabende og symptomatiske handlinger i dette uvirkelige liv, som Marcel Proust selv gennemlevede, indtil han fortabt forlod det for at skrive sin roman, på sporet af en egentlig tabt tid. Gud vil gerne have, at der findes velskrevne bøger, hedder det et sted.

Og det er den jo, ligesom denne part af Guermantes-historien er velkomponeret og fint afrundet. På samme måde som den begynder med scenerier af tjenestefolkenes liv i overklassens boliger, slutter den med et optrin ved et offentligt toilet på Champs-Élysées, hvor opsynsdamen hersker over sine kunder, som ’markise’ over sit lille Paris, atter et folkets spejlbillede af hakkeordenen i de højere lag og en veritabel nyhedscentral med samme udtalte respekt for rang og stand. Ren Guermantes. Dér på boulevarden promenerer det unge, håbefulde jeg med sin gode mormor, der ikke uden grund føler stærk kvalme og rammes af et mindre slagtilfælde. Således er der grund til at vente med spænding på fortsættelsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her