Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Et febrilsk temperament

Jacky Terrassons overdådige improvisationsevne fandt ingen forløsning
Kultur
31. januar 2012

Når man kalder pianisten Jacky Terrasson fransk-amerikansk (fransk far, amerikansk mor), må man nok erkende, at han er lidt mere amerikansk end fransk, i hvert fald når man ser på hans ungdom, uddannelse og skiftende bopæle. Ikke desto mindre gør det franske — eller lad os i denne forstand hellere kalde det galliske — sig for alvor gældende i hans spil.

Terrassons harmoniske indsigt og improvisatoriske fantasi er stor — jo, nærmest overdådig. Indfaldene i hans spil kommer i samme fart og med samme overrumplende, abrupte afvikling som hos Martial Solal, og alligevel forlades tonalitet og taktinddelinger aldrig. Kaos — eller udfordring i Cecil Taylorsk forstand — opstår ikke.

Dog, på ét punkt adskiller Terrasson sig afgørende fra Solal: Når vi er i mellemtempo eller derover, bliver alting ostinatiseret (ostinat: en lille, gentaget rytmisk figur, der underdeler grundrytmen eller gør den ’skæv’).

Melodiens muligheder

Terrasson kan få en ostinat til at strække et helt nummer igennem, eller han kan afvikle det samme stykke med brug af en halv snes forskellige ostinater, og han bruger næsten altid én af de to løsninger. Hvor virtuost og medrivende det end kan være, medvirker det imidlertid også til en latent rytmisk spænding, der hver gang synes at ende uforløst. Og især medvirker det til, at han som tolker kommer til at lægge en næsten demonstrativ, på forhånd given afstand ind mellem sig i melodien — en afstand, der, i stedet for at være en personlig udredning af melodiens muligheder med respekt for denne, kan ende med at blive næsten febrilsk.

Terrasson, som han præsenterede sig med danske medspillende i Montmartre, demonstrerede stort slægtskab med et par andre pianister, vi har lært at elske her til lands trods deres meget latinske temperament, Michel Petrucciani og Stefano Bollani. Alligevel kom han også til at demonstrere forskellen mellem dem og sig: Der er ikke den samme kærlighed og ægthed i hans cantabile. Han er — for nu at sige det groft — mere forelsket i sine egne indfald end i dét, han spiller over — noget, der kom til at stå særligt tydeligt i forhold til de mange standards, der blev spillet. Ballader som »You Don’t Know What Love Is« og »I Fall in Love Too Easily« blev oaser i ostinatørkenen, og da han efter sidstnævnte begav sig ud i »St. Louis Blues« og havde nået at spille 12 takters fornemt, distinkt bluesspil med højrehånden, tænkte man: Nu begynder der at ske noget. Og så, nej, alligevel ikke, for pludselig væltede det ind over St. Louis med grovhakkede blokakkorder i dobbelttempo, og så forblev vi alligevel naglede til jorden ...

Med sin store tone, sikre beat og enkle, earthy formuleringer stod bassisten Thomas Fonnesbæk som en klippe i midten, mens Alex Riel ved trommerne lod sig udfordre af Terrassons mange underdelinger til at vise hele sit vældige repertoire. Men netop fordi disse underdelinger hele tiden skiftede med Terrassons febrilske temperament, blev de øjeblikke, hvor der opstod et virkeligt groove musikerne i mellem, korte.

 

Montmartre: Jacky Terrasson, Thomas Fonnesbæk og Alex Riel

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her