Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Et forstyrret hundeliv

Smerte serveres med sær lethed og grove punchlines i Henrik Ruben Genz’ ’Undskyld, jeg forstyrrer’. Det er endnu en sikker og chokerende realisering af Erling Jepsens psykotiske realisme, som er nok så forstyrrende at holde af
Undskyld, jeg forstyrrer er på en måde sådan en grov vits. Den (psykotisk) skæve kærlighedskomedie emmer af smerte i lede punchlines, som man må grine tørt af.

Undskyld, jeg forstyrrer er på en måde sådan en grov vits. Den (psykotisk) skæve kærlighedskomedie emmer af smerte i lede punchlines, som man må grine tørt af.

Thomas Marott

Kultur
5. januar 2012

Undskyld, jeg forstyrrerer titlen på Henrik Ruben Genz’ anden sære, vellykkede Erling Jepsen-filmatisering (af romanen Biroller fra 2009), og så er det replikken, når man gør en usikker entré, når man ikke rigtigt forventer at være ønsket. Den grundfølelse slår Genz an med sit bitre spyt af en prolog: Lille Helene sidder på gulvet og leger. Inde fra stuen kalder hendes moder blidt: »Kom og se! Du er i fjernsynet!«

Helene løber artigt hen for at se, hvad dog der er på færde. Og så falder morens punchline: »Se! Teknisk fejl.« Så griner de begge, den voksne dumt og ondt, den uønskede datter falsk, forvirret, hjerteskærende.

Undskyld, jeg forstyrrerer på en måde sådan en grov vits. Den (psykotisk) skæve kærlighedskomedie emmer af smerte i lede punchlines, som man må grine tørt af.

Mange år senere, da Helene (Sara Hjort) er 20 år, men stadig drikker kakaomælk til aftensmaden og får brunt mælkeskæg, vil hun finde faren bag det »tekniske uheld«. Hendes mor, spillet med perfekt barnlig skabagtighed af Lotte Andersen, nægter at indrømme, hvem fra dengang »mor havde et liv«, der har lagt udløsning til Helenes undfangelse. Men måskeer det teaterdirektøren Morten (Søren Østergaard), hinter hun, og det er nok til at Helene kort efter, undskyldende, braser ind i hans Frederiksberg-teater. Det er et sært lille mikrokosmos, grundigt forstyrret af lorteøkonomi, af hurtigknald i kostumerummet og af friske snit-ar på hovedskuespillerens, divaen Beates (en sjov Stine Stengade), håndled. Helenes hund, Lille Bjørn, får tilfældigt en rolle i det stykke, teateret er ved at sætte op. Senere overtager hun selv, passioneret, rollen som hund, og kurtiserer den multifobiske, potkæderygende teaterforfatter, Allan (’Erling’, kalder Beate ham), spillet af Nicolas Bro. Peter Gantzler giver den som kronisk sexsulten skuespiller, og samlet er castet som et karikeret tegneseriehold af usympatiske egoister, der kan minde om Stephen Frears’ skabagtige tegneseriefilmatisering, Tamara Drewe (2010). Men så sker der heldigvis noget.

’Psykotisk realisme’

Om natten, påstår Helenes mor pludseligt, forvandles Helene til noget særligt farligt. Denne nærmest gotiske, psykotiske dualisme hos vores milde hovedperson åbner en uventet dyster, og tiltrængt, grøft i historien. Erling Jepsen har fortalt, at en gymnasieelev har genredefineret hans litteratur som psykotisk realisme. Det betegner, fjernt fra sin medicinske betydning, godt den grænsepsykotiske forstyrrelse, som også Henrik Ruben Genz’ fremragende western noir, Frygtelig Lykkelig (2008), befandt sig i. Også her bliver plottet paranoidt fra det øjeblik, den nyudstationerede landbetjent, Robert, skyller sine nervepiller ud i lokummet. På samme måde slynges vi i Undskyld, jeg forstyrrerud i en ukendt zone, der redefinerer filmens karakterer.

Også derfor er Undskyld, jeg forstyrreri al sin bitre særhed en vellykket film i en særligt Genz/Jepsensk genre, der med dramaturgisk og stilistisk sikkerhed mestrer sit eget forstyrrede filmunivers. Om man bryder sig om den form for kulsort smerte serveret så underligt let, er et individuelt spørgsmål.

Humoren er grov som et hundebid i nosserne. Fra en overrumplende vaks voldtægt af Helene i hundekostume klipper Genz til moderens skrig, da hun finder sin besvimede datter. Skriget fremstår hysterisk, nærmest chok-komisk, selv om selv den skingreste reaktion i den situation vel er på sin plads. Alligevel er voldtægten ikke en joke, ligesom incestmisbruget i Peter Schønau Fogs filmatiserede Jepsen-roman, Kunsten at græde i kor (2006), heller ikke var for sjov.

Voldtægten er — ligesom det sært underspillede faktum — at moren får kræft (’igen?’, sukker Helene), eksempler på filmens onde punchlines fyldt med uudtalt smerte.

Hjort-øjne

Musikken, komponeret af Karsten Fundal, er en dominerende stemningsangiver: Cirkusgøglede toner i mystificeret mol, der understreger det skabagtige kaos. Mindre passende er de, i sig selv fine, popsange, som gruppen Pil og Liv leverer. De nuttet-skæve singersongwriter-numre skal velsagtens skabe følelsesmæssig identifikation, men de passer ikke til filmens øvrige stemning. Sara Hjorts skævhed har langt mere kant end sangenes mildt vrængende ungdoms-gefühl, der har for lidt at gøre med den Jepsenske dysterhed.

Netop Sara Hjort har fået mængder af forskræp som dansk films nye stjerne. Hun debuterede i Per Flys tv-serie Forestillinger,spillede det smækre forelskelsesobjekt, Sofie, i Morten Gieses Vanvittig forelsket (2009), og hun passer til Undskyld, jeg forstyrrer som halen på en glad hund. Hendes skuespil er roligt, fyldt med både fortabthed og gnist, og så er der en lighed med Audrey Tautous gennembrudsrolle i Amélie, som ikke blot er en pandehårs-ting. De har begge det der bløde, ae-værdige ansigt med store brune dådyr-øjne (Hjort-øjne). Og Hjort har ligesom Tautou et eller andet kuk-kukket i blikket, som mesterligt rammer, eller skaber, filmens stemning. Og så kan hun satme spille hund; i en perfekt blanding af røvirriterende, primalsexet, bekræftelsessyg, forstyrret og forstyrrende form.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her