Læsetid: 3 min.

Et fredeligt mellemrum

Peter Poulsens nye digte udstiller på godt og ondt hyggevelværet som poetisk projekt
20. januar 2012

Til forskel fra Peter Poulsens foregående samling Rulleteksterne (2010), der som en art udsøgt fornærmelse udelukkende udsendtes som e-bog, subsidiært dog print-on-demand, nyder hans nye, af alderens melankoli tit vemodigt stemte digte den ære at fremtræde normalt som en ’rigtig’ bog.

Det klæder dem skam rigtig godt, og dette bliver måske netop problemet. For nok har han altid humor og lune, men det gale ved hans digte er (og bliver!?), at de så helt og fuldt beslutsomt netop er — digte. Det gale ved dem er, at der aldrig rigtig for alvor er noget galt ved dem, i betydningen skævt, sært eller syret.

Hør blot, hvordan han i »Under cover« gør status over, hvad der velsagtens må være vinteren 2010-11, som hos ham på Bornholm rigtignok lod sig føle for alvor:

Potteplanter mindes for årets udsigt.

Dybt nede er humlebien standby,

og det summer stille i sneglenes gener.

Dette greb kaldes besjæling og opfattedes førhen som såre traditionelt, men genopstår til fornyet blomstring i Peter Poulsens digte.

Sartre i Vestermarie

De er banale på en utrolig ’dannet’ måde, spækket som de er med flotte henvisninger til film, musik, litteratur, billedkunst, arkitektur og filosofi, oftest sådan lidt henkastet hyggeligt, som om alle de store navne inden for kunst og åndsliv udgør én eneste stor familie eller klub, der holder træf i digterens hoved. Som i »Uden titel«:

 

En tirsdag med svaler og

røg fra den slanke skorsten.

Det er begyndt at holde op med at regne

ville Euklid måske have

sagt,

mens han så skyerne drive.

 

Forestil jer Cæsar på

Svaneke Torv

i myrdet tilstand og uden

penge på lommen

eller Sartre i Vestermarie.

Det prøver vi så godhedsfuldt på, og der sker desværre ikke rigtig noget. Det samme gælder et andet digt, hvor Poulsen hygger sig med det sjove påfund at lade Zbigniew Herberts Hr. Cogito møde Paul Valérys Monsieur Teste. Ja, sådan kan man sidde og fundere.

Metoden består som regel i at vælge noget konkret (f.eks. et navn på en person eller en bestemt lokalitet) og så fabulerende få dette til at vide sig ud, åbne et perspektiv. Eller Peter Poulsen tager omvendt afsættet i noget abstrakt, der lige pludselig gøres fysisk nærværende. Titeldigtet er et typisk eksempel herpå med ’evigheden’ som det store abstrakt og bestyrelsesmødet deroppe som en billedligt ’fortrolighedsskabende’ konkretisering.

Ved sin fremgangsmåde opnår Peter Poulsen at gøre det lokale globalt, det singulære alment. Det store bliver småt, øjeblikket bliver ligesom evigt ... Og omvendt og atter omvendt. »Kartofler sælges«, læser digteren på et skilt og spørger sig selv, hvorfor der aldrig står »Kartofler købes«. Tja, i det kan han såmænd have ret. And so what?

Jeg falder flere steder over små, pudsige sproglige fund. En egenrådig printer, der ind imellem helst »lever papirløst«. Tykke mænd på knallert, der »kører landet tyndt«. Et mindedigt over en oversætterkollega, Mone Hvass, på hvis perron ord kom rejsende langvejsfra og stod af, for siden hen at drage videre, forvandlet.

Stinus og Malinowski

En anden afdød, som bliver nærværende, er Erik Stinus, til hvis minde digtsamlingen er skrevet, og som indirekte huserer i et stille digt, hvor jeg’et i en drøm, som en del af et ubestemt vi, besøger det fængsel, hvor den store tyrkiske digter Nazim Hikmet regelmæssigt sad. I bogens politisk-kritiske digte om krig høres tydeligt ekko af Ivan Malinowski.

Genkommende elementer er planter, f.eks. elme, eller dyr, som svaleparret, der hvert år yngler over køkkendørslampen (i digtet med titlen »Svalbard og Signe«), og hanen med den luende kam og det fremskudte fluorescerende bryst samt som noget særligt hans fjerbuskgamacher, »der giver ham det specielle touch / som er nødvendigt for at brænde igennem«.

Også Peter Poulsen mestrer et karakteristisk touch. Han fastfryser det ubestemte, tør lade et ’måske’ betyde ’måske’, vover den kunst at slentre og dandere sig gennem et digt. Derved forlener han sine digte med en art verbal velværehygge, som gør, at man som læser hurtigt føler sig godt tilpas. Poesien bliver et lystfyldt interval, et fredeligt mellemrum, lige inden billederne bliver klicheer og figurerne på filmene tåger ud. Et evighedsøjeblik at lune sig ved. Men derfor jo altså også litteratur, der ligesom er alt for tryg ved at bekræfte, at snart sagt alt ved et vittigt snuptag kan gøres til litteratur.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu