Læsetid: 4 min.

En god og en dårlig ørkenvandring

Det dummeste fra dubstep. Og det dybeste fra yogalæreren. To californiere byder på henholdsvis blind forlystelsessyge og spirituel blues
25. januar 2012

Det er en ørkenvandring i helt og aldeles positiv forstand at lytte til den amerikanske yogalærer og fremtidsbluespoet Gonjasufis nye minialbum MU. ZZ. LE — engelsk for mundkurv og i følge manden selv et udtryk for, at han gennem hele sit liv har set det nødvendigt at moderere sine ord. Ord kan frigøre, men også skænde et menneske, forklarer hr. Sumach Ecks alias Gonjasufi.

Han er født i San Diego, Californien, og var en del af hiphop-scenen dér i 90’erne. Nu bor han i Las Vegas, men lyder som det modsatte af den anselige spillebule midt i ingenting. Tværtimod lyder det, som om han har forladt byen på bare fødder og bevidst er faret vild i den omgivende Mojave-ørken, hvorfra han transmitterer stegt sjælesorg og hallucinerende erkendelser.

Den ti korte numre lange — og fremragende — MU. ZZ. LE bærer fornemmelsen af at være blevet opfanget gennem sprukkent joint-papir, afsunget i en blueset vildelse. I en tåge af mystiske åbenbaringer. Vildfarne breakbeats klaprer mod hinanden. Hjemløse instrumenter rasper de få fraser, de magter. Rustne samplinger løber i ring, inden de stedes til hvile i den fortid, som de er blevet hidkaldt fra.

Den 33-34-årige herre fandt trods alt sin stemme gennem yoga, svampe og rygeren. Han kom på alle neofile musiklytteres læber i 2010 med albummet A Sufi and A Killer, der gjorde den samplerdeliske gravrøverkunst til en spirituel og meditativ gerning med referencer til store arkæologisk anlagte dj’s, såvel som udødelige, men døde bluessangere.

MU. ZZ. LE er skrevet on the road efter succesen med A Sufi and A Killer, og det er som forgængeren en udknaldet rejse — lige så uinteresseret i vers og omkvæd, disse livlinjer til rationaliteten. Men samtidig med en besættende intensitet og en psykedelisk prægnans, der først efter flere lytninger åbenbarer sig i de nogle gange kun halvandet minut lange numre. Der er ingen regler, andre end dem Gonjasufi midlertidigt opridser. De til gengæld er værd at følge.

Trætte tricks

Til gengæld ser jeg ingen grund til at følge den forudsigelighed, som dubstep-stjernen Skrillex paraderer. Et selvlysende eksempel på, hvor enfoldigt forlystelsessyg og uretfærdigt uvidende mainstream og etablissementet kan være.

24-årige Sonny John Moore fra L.A., Californien, er blevet posterboy for dubstep i USA nomineret til et væld af priser, herunder hele fem grammyer for sit virke i 2011. Det skyldes i mine ører ikke nogen form for nævneværdig kvalitet, men at han har formået at tivolisere dubsteppen i så høj grad, at det ikke længere handler om kreativ undergravende virksomhed af det bestående, men bare om kropslig forførelse.

Man kan selvfølgelig argumentere for, at det har været tilfældet i dubstep i lang tid, men hos Skrillex er genren forvandlet til en testosteron- og adrenalin-pumpning af særligt festlige markører. Især sub-bassens mellemgulvsmassage og de gurglende, udskridende bas-manipulationer, som her bruges som bærer af helfjollede riffs — og således former sig som vor tids svar på elguitaren erigeret mod nattehimlen for at hyle selvdøde bekræftelser af rockmytologien.

Bangarang er Skrillex’ fjerde EP, mens nogen venter på hans debutalbum. Hvorfor man skulle gøre det, ved jeg ikke, for manden er en gøgler med overdimensionerede beats og trætte tricks, der turneres lige så forudsigeligt som tyngdekraftens træk i jonglørens bolde.

Misforstå mig ret: Der er ikke noget galt i kropslig forførelse. Masser af musikgenrer har dyrket de kropslige angreb og forlystelser og forlokkelser — metal, disco, techno, drum’n’bass, noise, hiphop gør det alle i forskellige doser, ja, generelt er det et træk ved rytmisk musik.

Men her foregår det så forudsigeligt, så uopfindsomt, så tumpet effektjagende, at det kræver tre gamle mænd, nemlig de overlevende medlemmer af The Doors, at proppe bare lidt mening i Cirkus Skrillex.

Ét godt nummer

Samarbejdet om »Breakn’ A Sweat« er faktisk glimrende. De bruger en lydbid med Jim Morrison, hvor han forudsiger fremtidens elektroniske musik, hvilket er ironisk, når Skrillex bare er en stenalder-rockstjerne med nyt legetøj. Men orgelsamplingerne fungerer faktisk fint i samspil med nogle håndspillede trommer og Skrillex’ basgøgl.

Derudover? Tjah, så er Bangarang bare ophovnede Fatboy Slim-big beats, meningsløse Daft Punk-inspirerede melodifileteringer samt det dummeste fra dubstep.

Jeg skal ikke afvise, at Skrillex kommer til at virke i en koncertsituation, hvor man kan være tættere på at acceptere en tivoliseret situation og blive revet med i showets retorik. Men her ved anmelderens ammunitionsdepot — tastaturet — med en musikelskers gevir — hovedtelefonerne — om ørerne ... her må jeg bare tage mig til hovedet og afsikre min revolver.

Og således ender Skrillex seneste ep med at være den egentligt dårlige ørkenvandring. Også selvom den lyder,som om, den er blevet undfanget i et badeland.

 

 

Gonjasufi: MU. ZZ. LE (WARP/VME)

Skrillex: Bangarang EP (Big Beat/Warner). Skrillex spiller 5. maj i Forum, Kbh.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu