Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Henrik 8. var en ondskabsfuld tyv

Brutalitet. C.J. Meyer er med sin store bog om Tudor-slægten med til at ændre billedet af en national storhedstid til et meget blodigt kapitel i Europas mest berygtede kongehus
Kultur
6. januar 2012

Holbein malede ham i majestætisk statur, bred og mægtig, en klippe af en mand, England personificeret på to skrævende ben med overkroppen klædt i gylden vams, bred som en okse med hænderne i siden og øjne som skudhuller. Læser man portrættet sådan, og det kan man roligt gøre, lyser brutaliteten ud af personen. Og brutal var han, Henrik 8., ikke alene fik han to af seks hustruer henrettet, Anne Boleyn og Katarina Howard, hans blodregime var selv for en ikke sart samtid bemærkelsesværdigt ondt.

Hovederne sad løst på udsatte folks skuldre fra 1530’ernes begyndelse, da Henriks rædselsregimente måske som følge af en art sindssyge tog fart. Bødlen svingede hyppigt øksen, eller tændte bålene under fødderne på kættere udpeget af regimet. Omgivelserne måtte forstå, at kongens ord ikke alene var lov, men at kronen ydermere krævede tankemæssig lydighed på det mindste vink fra Hampton Court eller White Hall. Selv nære rådgivere blev dræbt, internationale berømtheder som John Fisher og Thomas More måtte lægge hovedet på blokken, fordi de nægtede at afsværge deres samvittighed. Men også almindelige borgere og bønder blev ofre for tyrannen.

Perioden der dækker tiden fra 1485-1603 har i flere hundrede år i britisk tradition stået i et forklarelsens skær som en national storhedstid: Tudor England med flyvende faner og klingende spil. Godt nok rullede et par hoveder nu og da, men farverigt var det og godt og rigeligt mad og drikke. Denne gængse vurdering af Tudor som fyrig og sanselig højkultur har inspireret utallige romaner og dramatiseringer af årene, samt overvejende heroiseringer af hovedaktørerne. Senest et par højspændte film om Elisabeth 1. bl.a. med Kate Blanchet som The Virgin Queen med appel til den moderne kvinde i ledende stillinger. Underforstået en datidig moderne kvinde taler over tværs af godt 400 år til sine søstre.

Revisionen af Tudor

Historikere har taget perioden op til revision. Senest tegner G.J. Meyer i Tudors — Historien om Europas mest berygtede kongehus et billede af slægten og hovedpersonerne. Det er ikke just flatterende. I fald man måler magtens storhed i et lands økonomiske forhold, må perioden i tørre tal være en dundrende fiasko. Henrik 8., der mildt sagt ikke var en stor økonom, endsige interesserede sig for sine undersåtters velfærd, kan uden overdrivelse siges at have stillet sig i spidsen for et kleptokrati.

Kongen var vel at mærke den mest ihærdige og simple tyveknægt, der stjal fra andre tyve; blandt andet ved at udplyndre den adel der selv tilhørte kleptomanernes kreds. Dertil kom den indædte kirkekamp under Henrik 8., der udsprang af kongens krav om pavens omstødelse af hans første ægteskab. Men i lige så høj grad drejede det sig for den grådige overforbrugende konge om at tilrane sig gejstlig ejendom i form af kirker og klostre. Ikke mindst det sidste fik enorm negativ betydning for det britiske samfund århundreder frem. Dissolution Act var initiativets juridiske redskab, en tvangslov mast gennem parlamentet, som betød at klostre over hele England på kongens bud simpelthen blev opløst, munke og præster i flere tilfælde myrdet, og godset høvlet ind i kongens kasse. Klostrenes hidtidige funktion som hospitaler og fattigforsorg forsvandt dermed til ubodelig skade for de syge og fattige i et samfund, hvor ingen anden hjælp var at hente. Inden mørket sænkede sig totalt i den totale politistat, rejste sig flere oprør, som kongen med uhørt brutalitet slog ned.

Den svære arvefølge

Henriks store problem og dermed Tudors var manglen på levedygtigt mandligt afkom. Ganske vist lykkedes det til sidst med sønnen Edward avlet med Jane Seymour, der døde en naturlig død. Men Edward den 6. var et skravl, der døde efter få år på tronen efter Henrik. Derefter lå arvegangen åben for et utal af intriger, der i første omgang endte med at den legitime datter Maria den Blodige, til hendes egen overraskelse, kom på tronen. Men også hun døde ung og barnløs. Den graviditet, hun bar rundt på, var en svulst i underlivet. Værre kunne det ikke blive. Og så gik det løs og endte med at bastarden Elisabeth, avlet med den henrettede Anne Boleyn, omsider kom til at regere sit land og det med hård hånd fra 1558-1603. Eller til Tudor lukkede og slukkede, og den uduelige Stuart-slægt tog over.

Hele perioden er som antydet præget af kampen mellem de katolske og de protestantiske strømninger, som udkrystalliserer sig i den særlige engelske kirke, Church of England. Et ufatteligt stort antal mennesker går til i denne kamp om den rette lære; bålene brænder, som antydet, lystigt, og England bidrager ødselt til den ufred og intolerance som præger europæisk kristenhed. I den forbindelse er det værd at erindre Luthers ondartede antisemitisme i reformatorens sene leveår, da den forstoppede, forhenværende munk prædikede om at drive jøderne ud af Tyskland, samt Calvins oprivende voldsregime i Geneve. Inspirationen til religiøs vold kom ikke kun fra den katolske inkvisition, som kunne blive helt forskrækket over protestanternes voldsfikserede nidkærhed.

Tudors minde

Det voldelige lå jo så også til det engelske styre i de år. Familien Tudor, der stammede fra en opløben storbondeslægt Tudur i Wales, var så at sige døbt i blod. Shakespeare fascineredes af historien og må have skrevet sine spil i en vis nervøsitet. Ikke for dét, så sørgede skuespilforfatteren jo for at balancere og skabte, som den fremmeste blandt flere, et udødeligt teater og livsværk, som i nøgternhedens navn har ophjulpet myten om Tudors storhed. Hverken Henrik, Henrik, Edward, Maria eller Elisabeth Tudor fortjener navn af dette.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her