Der er mange måder, en film kan være dårlig eller mislykket på, og italienske Paolo Sorrentinos This Must Be the Place er det på den omtrent mest interessante måde. Selv om filmen ligner tre-fire halvfærdige manuskripter, som er bikset sammen til ét værk af en alt andet end klarttænkende kunstner, får man ikke indtryk af, at formålet er en opvisning i særhed for særhedens skyld. Snarere, at det er tanken, at man som tilskuer skal fornemme et bankende hjerte bag al anarkiet.
Sean Penn er et studie i androgyn deadpan i rollen som den fallerede og traumatiserede popstjerne Cheyenne, hvis frisure og fremtoning generelt leder tanken hen på The Cure-frontmand Robert Smith. For år tilbage begik to unge fans selvmord, hvilket Cheyenne føler medansvar for.
Da musikerens far, som var holocaustoverlever, dør, får Cheyenne en slags chance for at sone ved at overtage farens livsmission: At få ram på og hævn over en af de få nulevende naziforbrydere. Så tværs over USA det går.
Film af fragmenter
Der tegner sig et omrids af en forklaring, hvis man medregner, at This Must Be the Place er opkaldt efter en sang af Talking Heads. Gruppens forsanger, David Byrne — der i filmen ses i en birolle som sig selv og også fremfører nummeret — skulle have udtalt, at sangen handler om kærlighed, men består af brudstykker, der ikke knytter an til hinanden. Læg hertil, at den rummer ordene: »Make it up as we go along,« hvilket mildest talt ikke er uforeneligt med det indtryk, filmen giver.
Genremæssigt pendulerer den på det mest hovedløse mellem komedie og tragedie — hvis tanken har været at forene de to genrer, er det i al fald ikke lykkedes. Far-søn-dramaet er vistnok helt seriøst ment, men Penns Cheyenne-figur bliver aldrig mere end et glimtvist komisk postulat, og hele nazijæger-historien fremstår malplaceret. Eller rettere, den ville have fremstået malplaceret, hvis This Must Be the Place havde haft et hele, den kunne stikke ud i forhold til.
En sympatisk kvindelig bifigur med omkring ti minutters skærmtid (spillet af Kerry Condon) virker langt mere menneskelig end hovedpersonen, og et af filmens få ægte øjeblikke opstår, da Cheyenne spiller »This Must Be the Place« på guitar, mens hendes buttede søn tager sig af vokalen.
Øverste etage-bagage
Hvis det kniber gevaldigt med sammenhæng i fortællingen og den slags detaljer, er det til gengæld tydeligt, at Sorrentino er en begavet billedmager. Vist er der nogle ’fordi jeg kan’-øjeblikke, såsom en prætentiøs slowmotion-sekvens i en bar, men også adskillige lækre kamerakørsler og spektakulære landskabsbilleder.
Visse mere enkle visuelle kompositioner synes desuden at rumme my(s)tisk dybde: To personer helt perfekt placeret ved et bord, som er lyst op indefra, med et grønt tæppe under deres fødder og et gammeldags pengeskab som ’punktum’ til højre i billedet.
Hvis et indslag som dette vækker minder om David Lynch, er der også fede strejf af Wim Wenders, blandt andet i den kreative casting: Ud over Byrne ses Bonos datter således i rollen som irsk goth-godte og Cheyenne-fan.
Der er desuden to gode scener med veteranskuespillerne Judd Hirsch og Harry Dean Stanton. Sidstnævnte fører en samtale om bagage med vores hovedperson, hvilket man muligvis skal tillægge en vis symbolik, i betragtning af hvor meget mental bagage både Cheyenne og hans far slæber rundt på.
Had den, elsk den eller begge dele, men der kunne være kultpotentiale i dette særsyn af en rodebutik, der afgjort ikke skal klandres for at spekulere i eller over, hvad publikum mon godt kunne tænke sig at se.
This Must Be the Place. Instruktion: Paolo Sorrentino. Manuskript: Paolo Sorrentino og Umberto Contarello. Italiensk, fransk og irsk (Grand, Empire, Dagmar og Park i København samt fire biografer i provinsen)
Aparte, smuk og rørende - se den!