Læsetid: 3 min.

Hukommelsen er et syltetøjsglas

For en hjerneskadet fyr er 60’ernes rock som en dåseåbner, der lirker hans ungdoms konserverede erindringer op. Jim Kohlbergs virkelighedsbaserede ’The Music Never Stopped’ er et godt tænkt, men klodset instrueret terapidrama
19. januar 2012

Året er 1986, men det aner Gabriel (Lou Taylor Pucci) ikke, da han genforenes med sine forældre efter at være stukket af til New York i et rettidigt ungdomsoprør i 1968. I mellemtiden har en svulst vokset og vokset i hans hjerne, og efter en operation sidder han tilbage med et stort sørøver-ar tværs over skalpen. Blikket er fjernt. Det eneste han opfatter, er det nu, han befinder sig i. Og det forvandles hele tiden til et udvisket da. Som en tavle med vinduesvisker. Der er intet at stille op, mener lægerne.

Men så sker der, godt gættet, noget i Jim Kohlbergs The Music Never Stopped. For når Gabriel lytter til musikken fra dengang han var ung og syrerocker og rebelsk og krigsmodstander og i evigt skænderi med sin konservative far, trækkes der op i ryggen som med en mekanisk dukke. Når »All You Need Is Love« ryger på pladespilleren på hospitalet bryder ud i et smil og danser pludseligt henført rundt i terapilokalet, mens han engageret fortæller om den første gang, han hørte Gratefuld Deads’ »Ripple« eller lyttede til teksten af Bob Dylans »Desolation Row«. Hans hukommelse er som et syltetøjsglas, forklarer en musikterapeut. Hans ungdomsliv i 60’erne, intet før eller siden, er blevet konserveret i den skadede hjerne og kan lirkes op, når han hører musikken derfra. Så længe musikken spiller, er han tilbage i sin ungdom. Med hver en detalje intakt husket. Når sangen er slut, hviskes tavlen ren igen.

Lidt for sand

Sikke en utrolig, men sand og filmatiserbar historie. Den baserer sig, ligesom Penny Marshalls Awakenings (1990), på en af popneurologen dr. Oliver Sacks medicinske wow-fortællinger. De ’virkelige hændelser’ er den oplagte fascinationsfaktor ved The Music Never Stopped. Men debutinstruktør Kohlberg lider også under al den virkelighed. Når musikterapeuten Dianne (Julia Ormond) forklarer principperne bag sine musikterapeutiske undersøgelser, føles dramaet mest af alt som en dramatiseret populærvidenskabelig artikel. Det er så fascinerende en historie, at den er svær at få i gang, før det ægte interessante kan udfolde sig.

Hvalpeblidt ansigt

Men kernen, forholdet mellem Gabriel og sin far, Henry (J.K. Simmons), fungerer til gengæld i al sin sentimentalitet. Henry hader sønnens syrerock. Han opdragede ham til at lytte til sin egen ungdoms Bing Crosby. Hvordan bakker man nu op om en musik, hvis tekster og historie modarbejder alt det, man som krigsveteran og amerikansk lønarbejder har kæmpet for? For Henry bliver musikterapien en øjenåbnende adgang til den ærligt pludrende søns oplevelse af deres smertefulde fælles fortid: Hvad gik der egentligt galt mellem dem dengang Gabriel flygtede ud af hoveddøren? Hvad følte den unge teenager egentligt nede på teenageværelset? Og er der i virkeligheden noget smukt ved den flippede musik? J.K. Simmons (den friske far fra Juno) har et på én gang militant-patriarkalsk og hvalpeblidt ansigt, der indkapsler hans konflikt mellem generations- og familieværdier. I den forstand bliver filmen et elegant, flerlagret sammenspil mellem to historiske og musikalske generationer, der i mere end én forstand kunne have godt af at lytte mere åbent til hinanden.

Bonustårer og mysterier

Til slut skal der til gengæld scores bonustårer ved tankelegen om, at Gabriel måske kan knuse ’erindringens syltetøjskrukke’ og erhverve sig nye og varige minder. Den tykt sentimentale del er bedre at glemme, mens musikglæden, generationsrefleksionen og grundfascinationen over menneskets kognitive mysterier bliver hængende noget længere på nethinden.

 

The Music Never Stopped. Instruktion: Jim Kohlberg. Manuskript: Gwyn Lurie, Gary Marks og Oliver Sacks. Amerikansk (Vester Vov Vov i København, Øst for Paradis i Aarhus, Biffen i Aalborg, Bio Værløse, Malling Bio, Haslev Bio og Ishøj Bio)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu