Læsetid: 4 min.

Hvem scorer egentlig hvem?

Holberg hitter med sine komedier om folk, der tror de kan snyde sig til smarte ægteskaber. Har man hørt det før?
Klassiker. En hånd i skridtet er bedre end ti på taget ... Holberg bliver sjovere, jo mere fysisk Folketeatrets iscenesættelse er. Her er det Trine Appel med et fast greb i Paw Henriksen.

Klassiker. En hånd i skridtet er bedre end ti på taget ... Holberg bliver sjovere, jo mere fysisk Folketeatrets iscenesættelse er. Her er det Trine Appel med et fast greb i Paw Henriksen.

Thomas Petri

19. januar 2012

Henrik og Pernilleer på Holberg-hitlisten disse år. I sommer kunne man se Jens Jacob Tychsen spadsere selvtilfreds på brostenene hen mod Ann Eleonora Jørgensen i lånte fjer hos Grønnegårdsteatret — og forrige sæson var der dømt mørtel og vandpytter på Odense Teater, hvor Peder Dahlgaard og Malene Melsen troede, at de kunne score en formue på at score hinanden. Og nu er det altså Folketeatret, der byder på denne forklædningskomedie om strategiske ægteskaber med en turné i det ganske land.

Stykket er da også muntert. Holberg-eksperter nyder at fortælle om, hvor meget Holberg selv var forelsket i netop dette stykke, der komisk-teknisk er perfekt i sine forviklinger — eller næsten. Alligevel blev komedien ikke hans internationale gennembrud som dramatiker i Paris, sådan som han havde håbet på. Men det blev altså et stykke, der snart har overlevet 300 års opsætninger. Det er vel også en slags succes.

Egentlig er emnet mindst lige så aktuelt som på Holbergs tid. I Danmark gifter man sig godt nok helst af kærlighed — eller af liderlighed i pæn forklædning. Men hvor mange piger vil ikke hellere være kæreste med en Rasmus Seebach end en Rasmus Hvemsomhelst? Og hvor mange danske kvinder har ikke siddet med næsen op ad skærmen i weekenden og drømt sig til bare en mellemstor tiara? Hvis manden i jakkesættet ved siden af fulgte med, så gik det vel også. Eller hvad?

Rundtossede helte

På Folketeatret er der ingen tiaraer — og hverken brosten eller vandpytter. Til gengæld er der masser af døre og blå himmel i en ubekymret scenografi af Marianne Nilsson, der har indlagt en lillebitte drejescene på scenografiens brede trappe. Her kan alle så køre rundt i deres egne løgne og vildfarelser, til de er helt rundtossede.

For det er en mild komedietolkning, Geir Sveaass her har skabt. Ikke synderligt grotesk — og heller ikke altid morsom nok i første akt. Men med en naturlig fremdrift af komediens pinlige afsløringer — i en sproglig bearbejdelse af Bent Holm, der virker frisk uden at være selvfed.

Paw Henriksen spiller tjeneren Henrik med sin afvæbnende drengerøvscharme og en håndværkeragtig logik om at stige i graderne ved at låne en andens værktøj og firmabil en dags tid. Aldeles appetitlig. Derfor vi var en del kvinder til premieren, der sagtens kunne forstå, at Trine Appel havde nærmet sig dette muntre handyr med lagentanker.

Godt bluseblik

Trine Appel har til gengæld en fint tillært dåneteknik, som hun kunstigt tyer til, når hun regner med at kunne udholde brudenatten, hvis hun til gengæld får hans to-tre herregårde. Det er femipower med humor. Og når hun til sidst trækker ud i kanten på sin falske ægtemands bluse og kigger ned for at tjekke muskler og en hel del mere, så er hendes blik forrygende. Her blusser den ubesværede, erotiske glød, som allerbedst bringer fjollehistorien i balance — og fornemshykleriet ud på sidelinjen. For stykket handler jo egentlig bare om at tænde på hinanden, uanset udklædning.

Det mest overraskende i Sveaass’ tolkning bliver egentlig herskabernes spil. For Josephine Nørring er så ovenud indtagende som Leonora — så moderne i sin følelsesægthed, men også så roligt værdig, da hun bliver ydmyget — at man godt kan forstå, at Troels Mallings besindige og velbegavede Leander er fuldkommen forelsket i hende. Sammen skaber de næsten en ny komedie i komedien, lykkeligt langt fra den sædvanlige automatiksatire over herskabernes indskrænkethed. Deres spil pådutter ikke Holberg psykologi, der ikke var opfundet på hans tid. Tværtimod oser det af en nuanceforståelse for deres højtpumpede selvværd i rollerne som kendisser med styr på det hele. Når så de pludselig bliver defineret som løgnere, så bryder de sammen. Og så bliver det rasende morsomt.

Drag queen som Jeronimus

Stykkets eneste performer med klassisk komedietæft og indbygget Holberg-tonefald er dog Kristian Boland i rollen som Jeronimus. Boland har en evne til at skabe latter ud af det mindste. Lige så snart han træder ind på scenen, griner publikum. Han formår at forstørre alle bevægelser, så de bliver groteske eller fortvivlede eller kompromisløse, så han netop bliver uimodståeligt morsom. På Folketeatret har han netop sluppet rollen som drag queen i Sugar, og man savner næsten hans syrenfarvede kjole, når man her ser ham i formfuldendt skødejakke i adelsblågråt og puddelpumpet pudderparyk. Det er få performere, der spænder så vidt — og som slipper lige godt fra begge ender af rollespektret.

Hvordan Jeronimus blev gift med Leonoras mor, det røber Holberg ikke. Men sådan som Kristian Boland spiller rollen, så tror man gerne, at der både har være ære og penge og liderlighed på spil. Så hurra for Holbergs aktualitet.

 

 

Henrik og Pernille. Tekst: Ludvig Holberg (1724). Bearbejdelse: Bent Holm. Instruktion: Geir Sveaass. Scenografi: Marianne Nilsson. Folketeatret.dk på turné til 16. marts. I dag i Tønder, i morgen Sønderborg, fredag Esbjerg. www.folketeatret.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Åh - der er nok en god portion gammel
mainstream-sandhed i denne jagt, som udfoldes i “Henrik & Pernille”, Holbergs sprudlende forvekslingskomedie om at smykke sig med lånte fjer, om jagten på velstand, anseelse og lykke, om begær, bedrag og kærlighedens prøvelser.

Men som en sand mester lod Holberg ikke overfladen løbe med hele sceansen, der var noget neden under, som var værd at tænke over. I dag derimod, tager overfladen magten, og penge og sex og disses kombination river og flår i folks karakter.

Jeg vidste ikke hvad en "tiara" var, men er blevet belært om, at det er et smykke til at sætte i håret som en dininutiv krone.
http://www.google.dk/search?q=tiara&hl=da&prmd=imvnsr&tbm=isch&tbo=u&sou...