Læsetid: 5 min.

Hvorfor er der krigsskibe i Grønland?

Nyt storværk opklarer gåden: Hvad laver vi egentlig i Grønland
Nyt storværk opklarer gåden: Hvad laver vi egentlig i Grønland
6. januar 2012

Når krigen i Afghanistan er forbi, og forsvaret igen får pusten, vil den militære indsats i Grønland blive optrappet.

Isen forsvinder, og olien ved Grønland, de uklare, arktiske grænser og russisk, canadisk og norsk oprustning gør i både politikeres og flådefolks øjne øget dansk indsats topaktuel.

Frømandskorpset har allerede været af sted. I 2009 forsøgte Greenpeace-aktivister at bremse en olieefterforskning ud for Grønlands vestkyst, og i al hemmelighed blev frømændene fløjet til krigsskibet ’Vædderen’, der cirkulerede i området for at sikre lov og orden.

Hele flådens patruljevirksomhed ud for Grønland er lagt om. Flådens skibe sejler længere og længere mod nord, i takt med at polarisen forsvinder. I måned efter måned pløjer de danske krigsskibe gennem stort set mennesketomme have, og der pågår en intens debat mellem forsvaret og Folketinget om yderligere bevillinger og udstyr til den ny Arktisk Kommando, der får hovedsæde i Nuuk. Snart vil danske krigsskibe bruge den amerikanske Thule-base allerlængst mod nord som forsyningshavn. Er De forvirret? Jamen, så er hjælpen nær. Den pensionerede søofficer Per Herholdt Jensen, der selv har sejlet på flådens skibe i Grønland i årtier, har netop udgivet et farvestrålende storværk om flådens indsats i Grønland fra 1700-tallet og frem til i dag.

Holland kom først

Hollænderne kom faktisk først. I starten af 1700-tallet sejlede godt 70 hollandske skibe hvert år på hvalfangst og tuskhandel i Diskobugten og omegn. Grønlænderne blev svindlet og udsat for så grove overfald, at de hollandske myndigheder i 1720 udstedte en særlig forordning — en ’plakat’ — med forbud mod mishandling af de lokale: Altså hollandsk regeringsudøvelse i Grønland. Kun Nederlandenes svage internationale stilling gjorde det muligt for Kong Christian d. 6 at mule de formastelige: Både i 1736 og 1737 sendte han fregatten ’Blaa Heyren’ af sted for at beskytte den enlige danske handelsmand, Jakob Severin, og hans interesser i området — og selvfølgelig den norske missionær Hans Egede, der i 1721 havde slået sig ned på de smattede skær ud for det nuværende Nuuk.

Siden har flåden med skiftende intensitet forsvaret Danmarks suverænitet over Grønland, og man er pisket til at forstå historien, hvis man vil forstå fremtiden. I flådens optik er suveræniteten over Grønland nemlig langtfra et runeristet faktum; den er tværtom til stadighed udfordret. Mest kendt er Norges forsøg på at annektere store dele af Østgrønland i 1930’erne, der først blev afblæst ved Den Internationale Dom-stols afgørelse i 1933. Her blev Danmarks ret til hele øen og ikke kun de beboede kolonier slået fast, og nordmændene stak slukørede piben ind. I mellemtiden havde Knud Rasmussen, Lauge Koch, staten og flåden i skøn samhørighed dog nået at udruste flere til Østgrønlands-ekspeditioner for at understrege pointen.

I 1940’erne anlagde tyske nazister med stor succes vejrstationer på Østgrønlands kyst. Per Herholdt Jensen og denne anmelder havde begge i 2010 som gæster på flådeskibet ’Ejner Mikkelsen’ lejlighed til at besigtige nazisternes efterladenskaber, der forsat ligger spredt på kysten. Både før og efter 2. Verdenskrig var der i øvrigt aktive, amerikanske forsøg på at købe hele Grønland af den danske stat. Overtagelsen blev i stedet militær: Da USA i 1951 havde brug for en flybase så tæt på Sovjetunionen som muligt, sejlede en kæmpearmada på 120 skibe, 12.000 mand og 300.000 tons gods til Thule og anlagde en lufthavn. Under 2. Verdenskrig havde amerikanerne anlagt militære lufthavne i Julianehåb og i Søndre Strømfjord mod syd. I Thule blev den lokale grønlandske befolkning flyttet til Qaanaaq 150 km mod nord. Formelt havde Danmark forsat fuld suverænitet over Grønland, men fra det tidspunkt stod det klart — som det gør i dag — at det egentlige, militære forsvar af Grønlands territorium beror på amerikansk militærmagt.

I 1970’erne opstod den stadig aktuelle strid med Canada om ejerskabet til Hans Ø i Nares Strædet ud for Nordvestgrønland. I årevis udvekslede den danske og canadiske flåde artigheder på Hans Ø, indtil udenrigsminister Per Stig Møller fik striden presset ned i den diplomatiske rille, hvori den fortsat roterer.

Militærets rolle

Flåden spiller en rolle i alle disse sammenhænge: Uden krigsskibene ville Danmarks suverænitet syne af meget lidt, og sådan vil det i flådens og politikernes optik også være i fremtiden. Når Danmark i 2014 indsender krav til FN om ret til store dele af havbunden i Det Arktiske Ocean, inklusive selve Nordpolen, bliver det i strid med et allerede kendt, russisk krav og måske et canadisk. Diplomaterne arbejder hårdt på at sikre en mindelige løsning, men også i denne sammenhæng spiller den militære tilstedeværelse i Arktis en rolle. Som så skal lægges oven i den rolle flåden spiller som beskytter af fremtidens olieinstallationer og ved eventuelle oliekatastrofer, terrorangreb og krydstogtforlis.

Som det fremgår af både klar tekst og mange, store billeder i Per Herholdt Jensens dejligt ligefremme bog, spiller flåden måske sammenlagt en afgørende rolle for Rigsfællesskabets egen, fremtidige sammenhæng. Flåden er det synlige, daglige vidnesbyrd om Rigsfællesskabets værdi for Grønland. Flåden står for fiskerikontrollen i Grønland, for hele redningsberedskabet til søs og talrige andre halvcivile opgaver, som Grønland får som gratis sidegevinst oven i bloktilskuddet. Danske strateger har for længst indset, at netop denne civile del af flådens indsats formentlig er et af de mest effektive midler til at kølne grønlandske løsrivelsestendenser. Formanden for Naalakkersuisut, regeringen i Nuuk, socialisten Kuupik Kleist, overraskede sig selv for nylig ved at gøre sig til talsmand for »mere militær i Grønland« — netop på grund af alle de civile funktioner, flåden varetager.

Per Herholdt Jensen byder ikke på den slags politiske kandestøberi, ej heller på militærkritik eller vidtløftig storpolitik. Men hans hjerte banker for flåden, for kongeriget og livet om bord, og hans unikke erfaring og flair for den faktuelle og tydelige, skrevne fortælling gør Støt kurs til en veldrejet og nærværende præsentation af hele den komplekse, danske militære indsats i Arktis.

 

Martin Breum er journalist. Han udgav sidste år bogen: ’Når isen forsvinder — Danmark som stormagt i Arktis, olien i Grønland og kampen om Nordpolen’, Gyldendal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu