Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Hvad karakteriserer en narcissist?

I kølvandet på Felicia Feldts bog om sin mor Anna Wahlgren får vi nu danske Mette Glargaards bog om sin far, skuespilleren Poul Glargaard. Han var narcissist, voldelig, fik raserianfald og ville have alt og alle til at danse efter sin pibe. Og så er han lige død
Poul Glargaard med datter Mette Glargaard

Familiefotos. Mette Glargaard sammen med sin mor og far, Poul Glargaard. Angivelig brugte sidstnævnte andre til at posere med, men tabte interessen for dem, så snart kameraet var slukket.

Allan Moe

Kultur
27. januar 2012

For nylig døde skuespilleren Poul Glargaard, og allerede nu, nærmest før at han er blevet kold i sin grav, udsender hans datter en bog om, hvor forfærdeligt det har været at være datter af ham. Hun indleder med nøgternt at konstatere, at hendes far begik selvmord i weekenden den 15.-16 oktober 2011, altså for ca. tre måneder siden.

Det kan man studse over, men når man læser bogen, studser man endnu mere over, at det ikke et øjeblik falder hende ind, at der kan være noget skævt ved timingen. For det er vel ikke ligefrem sådan, at bogen har skullet ud, mens Poul Glargaards selvmord stadig var i frisk erindring?

I en vis forstand lægger Mette Glargaards bog sig i forlængelse af svenske Felicias Feldts bog om sin mor, Anna Wahlgren, men hvor denne udvider sig til et generationsopgør, får man i Mette Glargaards bog i virkeligheden meget lidt at vide om den far, som er bogens omdrejningspunkt.

Jeg betvivler ikke, at det ikke har været særligt morsomt at være datter af en selvoptaget, selvovervurderende skuespillerfar, der drak for meget og en mor, der var decideret alkoholiker og ifølge datteren døde af druk. Moren bliver dog til en vis grad sparet, hvorimod der ikke lægges fingre imellem, når det gælder faren.

Psykoterapiens facitliste

De glimt, man får af ham, lyder dog heller ikke ret sjovt. Han kunne gå rundt i nattelivet og love datteren væk til mænd, han i sin brandert syntes ’fortjente’ hende. Med tilføjelsen, at hun var god til at slikke pik. Han tævede en kæreste, der ikke ville gå i seng med en mand, som kunne skaffe Glargaard en rolle.

Angivelig brugte han i det hele taget andre til at posere med, men tabte interessen, så snart kameraet var slukket. Han har kun læst godnathistorie for sin datter en eneste gang, hvor der var en fotograf til stede. Han beskyldte hende for at være ukærlig og anså sig selv for et gennemført kærligt, hensynsfuldt og empatisk menneske.

Alt sammen oplysninger, der ikke skal betvivles, blot samler de sig ikke på noget tidspunkt til billedet af en person. Det hele ses nemlig gennem Mette Glargaards psykoterapeutiske filter, der på forhånd har fordelt rollerne og leveret fortolkningen. Bogen er skrevet med en facitliste i hånden.

I hendes psykoterapeutiske lingo kommer man fra ’en dysfunktionel familie’, det drejer sig om at ’lære at mærke sig selv’, ’mærke når ens grænser er overskredet’, ’lære at sige fra’ osv. 

Derved kommer bogen til at ligne utallige andre selvhjælpsbøger, der ligesom denne er henvendt til ’dig, der har det lige sådan’. Som det hedder i bogens indledning, så er Mette Glargaards ærinde at »give en stemme til det usynlige omsorgssvigt«, og hun håber med bogen, at »du, som har oplevet noget traumatisk, føler at du ikke er alene.« Selv har hun »taget det tunge ansvar på sig,« det er at indse, »at vi ikke fik det, vi havde brug for, og vi derfor nu selv må sørge for det.«

Man mindes den gamle Storm P.-vittighed om, at »alle andre tænker kun på sig selv. Jeg er den eneste, der tænker på lille mig.« Men er det humor, man søger, er dette ikke bogen.

Et narcissistisk projekt

Den psykoterapeutiske vinkel gør i sig selv bogen til et narcissistisk projekt, fordi synsvinklen per definition udelukker empati. Al fornemmelse for andres stemninger og affekter, også farens forsøg på hjælp, omsorg og på at få kontakt med datteren, opleves som et herredømmeforhold, som det gælder om at komme ud af. Indlevelse ses som afhængighed og underlegenhed.

Og i modsætning til en psykoanalyse, hvor vægten ligger på erkendelse i den analytiske proces, opererer Mette Glargaards psykoterapi efter facitliste. ’En narcissist er aldrig i tvivl om rigtigheden af sin egen oplevelse’. ’En narcissist føler sig grandios og vigtig’. ’En narcissist føler sig unik’ osv.

En narcissist kan kort sagt karakteriseres med så og så mange personlighedstræk, og kan man få personen i fokus til at passe til facitlisten, har man sit resultat. I forhold til faren gennemføres tankegangen så langt, så datteren endda betvivler selvmordet, der ses som endnu en iscenesættelse, som blot denne gang mislykkedes.

Powerkvinde

I bogen får vi først familiehistorien, så en psykoterapeutisk blog, skrevet før faren døde, og endelig historien endnu en gang, nu anbragt systematisk i den psykoterapeutiske fortolkningsramme.

Bogen slutter med, at Mette Glargaard glæder sig over sin power og over, at »alt hvad jeg turde drømme om som lille pige er lykkedes. Jeg blev ikke statsminister — men jeg blev den, der bestemmer — i mit liv. Jeg blev forfatter. Jeg blev rig — på oplevelser og stærke venskaber. Jeg kom til at føle mig smuk. Indeni og udenpå.«

— Fulgt af opråbet:

»Lad aldrig nogen så tvivl i dig om rigtigheden af dine oplevelser — det er du for værdifuld til!«

Hvad var det nu lige, der karakteriserede en narcissist? Ja, jeg spø’r bare.

Mette Glargaard Andersen: Poul Glargaards datter. Forlaget Grenen. 229 sider. 249,00 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her