Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Mahlers begyndelse på et nyt liv

Årets første torsdags-koncert i DR’s Koncerthus satte en høj standard for 2012. Michael Schønwandt og Radiosymfonikerne gav en dybt bevægende opførelse af Gustav Mahlers 9. symfoni
Kultur
9. januar 2012

Var Mahlers 9. symfoni tænkt som en afsked med livet og musikken? Eller lukkede han bogen med første del af sit liv for at tage fat på at skrive en helt ny del?

Der er meget, der tyder på det sidste. Under kompositionen af den Niende gav Mahler udtryk for, at han tørstede mere end nogensinde efter livet, at han i den grad var i bevægelse, så alt i et nyt lys. Symfonien er på den anden side læsset med afskedssymbolik, i dens skitser står der på blanke nodelinjer skrevet ord som Lebt wohl! Derfor har den almindelige antagelse været, at komponisten nu var parat til at lægge sig ned og dø, hvad han faktisk også gjorde et år efter symfoniens færdig- gørelse, og sådan er den tilsvarende blevet tolket af mange dirigenter gennem årene. Som en svanesang med en god portion hændervridende patos.

Opførelsen med Radiosymfonikerne og Michael Schønwandt orienterede sig helt klart ud fra det modsatte synspunkt. Det var en overordentlig klangskøn opførelse, men samtidig klarhjernet og mådeholden, hvor andre kan være buldrende og excessive. I stedet for en selvbiografisk drømmetydning hørte man en viljefast styring af symfoniens dramaturgi ud fra rent musikalske præmisser.

Det tændte orkester fulgte Schønwandt med beundringsværdig disciplin, han var med kort varsel sprunget ind for den sygemeldte Thomas Dausgaard, og denne koncert er en af de bedste, hvis ikke den bedste, jeg kan mindes at have hørt med ham ved roret.

Afsked med fortiden

Mahlers Niende kan således opfattes som hans afsked med det romantiske århundredes symfoniske tankegods, inklusive Wagners operaer.

Det er, som om Mahler kaster det sidste blik på alt, hvad han har ladet sig inspirere af og ændret ved i den klassiske firsatsede symfoni, et gigantisk resumé af hans egne eksperimenter med sonateformen, ländleren, valsen, scherzoen, rondoen og ikke mindst adagioen, som han betragtede som en spirituelt højere satsform end alle andre. Og samtidig hører vi en slags fremtidsmusik i den Niende, mystisk kammermusik frigjort fra det mægtige orkesterapparat, en vejviser ind til det moderne århundrede.

Denne dobbelthed kommer tydeligst til udtryk i den vidtstrakte førstesats. Michael Schønwandt klargjorde med kirurgisk præcision de skyggeagtige motiver i indledningens liv- moder, og med tilbageholdt åndedræt fulgte vi fødslen af det første tema, som indeholder hele symfoniens dna, de to toner som bliver til afskedsmotivet, som i den grad gennemsyrer også den afsluttende adagio. Hvad der herefter skete af tematiske udviklinger og emotionelle gennembrud, blev bestandigt holdt suverænt i tømme, som én lang erindring af det levede liv i musikken. På samme måde holdt dirigent og orkester tungen lige i munden, da de tog daglig- dagens trivialiteter under behandling i de to mellemsatser.

Man kunne have forestillet sig, at der blev skudt med mere skarp ammunition, at tingene blev vendt endnu mere på hovedet, end det var tilfældet, men inden for denne opførelses udgangspunkt var det såre logisk først og fremmest at musicere sig igennem Mahlers døde- danse, bidende sarkasme og milde parodier.

Adagioen, som er placeret til sidst, kom på den måde som en fuldendt spejling af førstesatsens beretning om fødsel og indre liv. For her afblomstrer livet i en klangpragt uden lige, det går efterhånden i opløsning og fortsætter for så vidt i en lydløs eksistens ind i evig- heden.

Og Schønwandt aflæste partituret med stor loyalitet og eminent musikerskab, netop ved at undlade at sovse begyndelsen ind i højtsvungen gestus og opulent strygerklang, tværtimod blev de første takter spillet en kende nøgternt, derefter udfoldede temaet sig i et behersket piano og alligevel særdeles ekspressivt.

Højdepunkterne kommer hen ad vejen, og de fik absolut hele den fornødne emotionelle vælde, der virkede så langt stærkere, fordi Michael Schønwandt gennem hele symfonien havde doseret virkemidlerne så klogt og afbalanceret.

Det var som helhed en dybt bevægende oplevelse, alle som én i orkestret havde stor ære af denne opførelse — men allermest dirigenten.

 

 

 

Mahler: Symfoni nr. 9. DR SymfoniOrkestret. Dirigent: Michael Schønwandt. Koncerthuset den 5. januar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her