Læsetid: 3 min.

Mail fra Mig til Mai

Merete Pryds Helle udgiver 500 siders mails til en veninde. Man må spørge: Hvorfor?
Hverdag. Hvad får man ud af at have læst Merete Pryds Helles bog? At hverdagen kan være lige så røvsyg på en bakketop i Toscana som i en lejlighed i København.

Hverdag. Hvad får man ud af at have læst Merete Pryds Helles bog? At hverdagen kan være lige så røvsyg på en bakketop i Toscana som i en lejlighed i København.

Ditte Valente

20. januar 2012

Forfatteren Merete Pryds Helle boede fra 1998 til 2006 i Toscana med digtermand og to børn, og herfra skrev hun mails til veninden Mai. Disse mails har hun nu valgt at samle og udgive i et værk på over 500 sider. Og det er faktisk lidt svært at forstå hvorfor.

Der er virkelig tale om mailsprog, dvs. upoleret pludrende prosa, så der er ingen litterær fornøjelse ved at læse det. Hvis forfatteren så i det mindste havde ’sonetteret’ sin pludren (som Pablo Llambías, der for nylig har udgivet dagbogsoptegnelser udskårne som sonetter) eller på anden måde konceptualiseret den, men nej.

Nyfigen

At modtageren, kritikeren Mai Misfeldt, har givet sin tilladelse til publikationen (for det må man formode, at hun har) forekommer også besynderligt, for det er en mærkelig rolle, hun har: som den manglende stemme, den bortskårne halvdel af korrespondancen. Ud fra Meretes breve forstår vi, at nu ligger Mai i skilsmisse, nu har hun haft en mislykket affære, nu kæmper hun med mindreværdskomplekser og nervøsitet, nu er hun glad og gravid etc. — og det føles ikke rart at have sådan en halvkvædet viden om et (virkeligt) menneske, der ikke selv får stemme. De mange mails fremstår som breve fra mig til mig, også selv om det staves »Mai«.

Hvis der er noget, der her kan drive læselysten, er det den rene nyfigenhed. Det er Se og Hør (dog uden de store skandaler og sensationer) for den snævre københavnske kulturkreds og måske kildemateriale for kommende historikere, der her vil kunne se, hvilke danske kunstnere og forfattere der boede eller ferierede i Toscana omkring årtusindskiftet — men ikke få noget indtryk af, hvad de egentlig talte om, hvad de var optaget af.

Måske skal man endda selv have en nærhed til miljøet for at kunne afdække identiteterne bag de fornavne eller forbogstaver, som personerne benævnes med.

Lavvande

Man føler sig ikke specielt beriget af refleksioner over kærligheden af denne skuffe:

»Vi har været heldige — vi mødte hinanden lige på det rigtige tidspunkt og turde tage springet, begge sprang vi — og konnotationen fra fængslet er villet — og fandt hos hinanden muligheden for at være sig selv og blive accepteret som den man er.«

Jeg havde nu ikke lige tænkt på, at »tage springet« er noget man plejer at gøre fra fængslet (skulle der så ikke have stået noget med »springtur«?), snarere nåede jeg at tænke på Kierkegaard og springet ud på de syv tusinde favne, men dem bevæger man sig ikke ud på med en formulering som »at blive accepteret som den man er«.

Gøre sig skrivsk

Hvad får man ud af at have læst bogen? At hverdagen kan være lige så røvsyg på en bakketop i Toscana som i en lejlighed i København. At også forfatterinder kæmper med mindreværd og overvægt og husmorstress og tandpine. At også professionelt skrivende kan have et ganske ulitterært sprog til hverdagsbrug. At tilværelsen består mere af praktiske gøremål, social komsammen, småbekymringer, søvn og kropsligt bøvl end af de der afgørende ryk i liv og værk og kærlighed.

Der er én formulering i bogen, som jeg faktisk synes er vældig fin: Mail-skriveren beretter, at hun går og rydder op, og skriver: »Det er vel en måde at gøre sig skrivsk på« »At gøre sig skrivsk« er et godt udtryk, og måske er det også det, Merete Pryds Helle har arbejdet på ved at rydde op i gamle disketter, harddiske og udskrifter for at samle sine mails til Mai i bogform.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Er det mon ikke et stunt à la Hornsleth, der købte en landsby i Uganda? Fordi det kunne lade sig gøre... Det kan også lade sig gøre at få et forlag til at udgive en bog på 500 sider med uredigerede mails til en veninde (fiktiv? Det kunne navnet godt tyde på. Og dermed også et spil på identitet i stil med Claus Beck-Nielsen.) I hvert fald lyder selve læseoplevelsen rimeligt triviel.