Læsetid: 2 min.

Hvis Maude var blevet kæreste med Kresten

I ’Kærestebreve’ på Folketeatret fascinerer Malene Schwartz og Jesper Langberg med en moderne kærlighedssplittelse – og en vild stemmeekvilibrisme
I ’Kærestebreve’ på Folketeatret fascinerer Malene Schwartz og Jesper Langberg med en moderne kærlighedssplittelse – og en vild stemmeekvilibrisme
16. januar 2012

Deres kroppe er skrøbelige. Malene Schwartz og Jesper Langberg går forsigtigt ind på Folketeatrets scene og sætter sig ved hver deres skrivepult. Hun retter på pandehåret, og han tager læsebrillerne på – og så tror vi måske, at vi skal igennem en gammeldags kærlighedshistorie.

Men nej. I denne opsætning af Kærestebreve får vi tværtimod en supermoderne historie om to mennesker, der elsker hinanden, men som bare ikke har kunnet gribe kærligheden, når de fik chancen. Et par, der allerede møder hinanden i 2. klasse, men som alligevel bruger det meste af livet på IKKE at være sammen – og på at skrive breve til hinanden.

Stykket virker temmelig overklasseamerikansk (og en smule altmodisch), og det er da også skrevet af den amerikanske dramatiker A.R. Gurney i 1988. Men på scenen bliver det spillevende og vedkommende. I Danmark var det Bodil Kjer og Ebbe Rode, der som de første spillede de to elskende i 1989. Ebbe Rodes ulastelige diplomat skulle nok glatte ud, når Bodil Kjer var kommet til at skeje ud... Og hurtigt blev de efterfulgt af Susse Wold og Bent Mejding og senere af Birgitte Federspiel og William Rosenberg.

Sex og pligt

Malene Schwartz og Jesper Langberg er anderledes direkte. Hun er herligt nysgerrig på mænd og på sex – og hun synes, at han er uhørt kedelig, når han skriver breve om sine pligter på drengekostskolen. Han sidder med sin Parker-fyldepen og beundrer hendes oprørstrang, men adlyder alligevel pænt sine forældre, sine vælgere og sin hustru...

Schwartz og Langberg stråler og charmerer med deres livslange rollegallerier bag sig. Og selvfølgelig kan man ikke lade være med at tænke på, hvad der ville være sket, hvis det var Maude og ikke Elisabeth, der var blevet forelsket i Kresten Skjern...

Wilton og Bergman

I Kasper Wiltons iscenesættelse brillerer lydhørheden – næsten som var dette Bergman og ’Scener fra et Ægteskab 2’. Selv når Langberg demonstrativt ser væk, så ved han udmærket, hvordan Schwartz raser mod ham gennem brevene. Begges stemmer er så fulde af nuancer. Hør Jesper Langberg sige fem ord – og ingen af ordene vil få samme tryk. Enhver konsonant klinger klart. Enhver pause har sin egen tøven. Det er stemme-ekvilibrisme på højeste niveau.

Netop derfor er det ærgerligt, at Wilton ikke har ofret på ordentligt lysdesign – så billede og lyd kunne holde samme niveau. Men alt andet lykkes. Særligt Wiltons greb med at presse tekstens højdepunkt væk fra kæresteparrets egentlige møde og hen mod slutningen. For derved vokser foruroligelsen gradvist frem hos tilskueren, så tårerne pludselig presser sig på. Glem Hollywood. Disse to elskende ved godt, at deres kærlighed hverken lader sig erstatte eller bremse. Og så er det, at tomheden sniger sig med ind på tilskueren og flår i følelserne.

Selv om kroppene deroppe på scenen er skrøbelige, så er deres stemmer så vidunderligt livssitrende, at man som tilskuer bliver fuldkommen overrumplet. Også af de våde striber på ens egne kinder.

Kærestebreve. Tekst: A.R. Gurney (Love Letters, 1988). Oversæt-telse: Jesper Kjær. Iscenesættelse: Kasper Wilton. Scenografi: Kirsten Brink. Til 8. feb. www.folketeatret.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu