Læsetid 3 min.

Mennesket er et slimproducerende væsen fuld af blod og lort og poesi

Olga Ravns debut ’Jeg æder mig selv om lyng’ er en ambitiøs og gennemarbejdet digtsamling, som vil ligge på natborde og i læsehuler længe
Olga Ravns debutdigsamling ’jeg æder mig selv som lyng’ har undertitlen ’pigeliv’ som en art reference til digterforgængeren Tove Ditlevsen. Men hos Ravn er forbindelsen mellem bevidsthed og krop mere udtalt – og ambivalent.

Olga Ravns debutdigsamling ’jeg æder mig selv som lyng’ har undertitlen ’pigeliv’ som en art reference til digterforgængeren Tove Ditlevsen. Men hos Ravn er forbindelsen mellem bevidsthed og krop mere udtalt – og ambivalent.

Sofie Amalie Klougart
17. januar 2012

En bog må gerne være smuk, være en genstand man har lyst til at holde i hånden, se og mærke på og folde flapperne ud på, for at følge illustrationerne helt ud til kanten. Sådan er Olga Ravns debutdigtsamling Jeg æder mig selv som lyng. På forsiden er en stor rødmende lyngplante, nej, ikke lyng, tang måske, nej en moderkage, eller en særlig rod. Et rodnet af årer, af forgreninger og alveolelignende knuder.

På flappen kommer man svaret nærmere, her ser man tre runde udsnit, tre brystvorter omkranset af lysende årer. Lyngplanten er et bryst, hvor mælkekirtlerne er fyldt med rødt voks, tegnet i 1840 af anatomen Sir Astley Cooper, som simpelthen kortlagde ’the Anatomy of the Breast’. På bagsiden finder man en collage af brystvorter, som han også katalogiserede, dog stoppede interessen ved kvinder over 24!

Jeg æder mig selv som lyng. Smager lyng godt? Man kunne godt drømme om det, for lyng lugter godt i sommerflimmervarme, tørt og fyldigt krat at bore hoved og krop ned i. Ligefrem at æde det, er noget af en mundfuld.

Sådan er det vel også, at æde sig selv, at komme overens med sig selv, sin udvikling, sin krop, sine uregerligt kratagtige tanker, besynderlige handlinger, ting, man ikke kan styre? tænker jeg.

Og tænker også, at Olga Ravn tænker i billeder, ligesom hun skriver billeder og dufte og sansninger frem, på en helt særegen måde. Og når man nu åbner bogen, er der både lyng og blod og mælk og tang og hav i baghovedet, allerede et stort åbent vokabular, som bogens tekster spiller videre på.

Opdateret pigeliv

Titeldigtet »Jeg æder mig selv som lyng« er sådant et filtret erfaringskrat, hvor ord skrevet med versaler spærrer og støder. Som musik i flere lag, eller billeder lagt ind over hinanden. Det er ikke klart, og det er måske heller ikke stramt nok, men det er sært inciterende. Digtsamlingen der, som Tove Ditlevsens debutdigtsamling i 1939, har undertitlen ’Pigesind’, er delt ind i syv dele. Den første del »Grammatisk ubehag«, viser Olga Ravn fra den sprogmusikalske side, hvor sproget og betydningerne glider på vokalerne, som: »daggrød, ha, grådøgns døgnrød, dagdøgn, daggrød grådrød, av, ranrød døgnran ranrogn, røddrøms trusserøv i rørblikkets berøring.«

Som Ravn skrev fornylig her i avisen, skal digte ikke oversættes, men må gerne læses på overfladen, og når man læser med her — og husk at læs højt - mærker man sproget helt fysisk i munden, ligesom man ser en kavalkade af billeder, der måske, måske ikke forbinder sig.

Ditlevsens Pigesind handlede om at blive voksen, at gå fra pige til kvinde. Olga Ravn skriver sig gennem nogle af de samme erfaringer, men med en helt anden forståelse og sproglig formulering af, hvor sammenfiltret bevidsthed og krop er. Hvor Tove Ditlevsen i Pigesind hang fast i billedet af sig selv som den pæne unge digterinde, tager Olga Ravn her, 72 år og en del kvindebevægelser og filosofisk tænkning efter, anderledes direkte fat både i behag og ubehag, og med modstand mod enhver form for kategorisering.

En ballast af ubehag

Stærkt står delen betitlet »Front is matter«, der er en poetisk refleksion over Sir Astley Coopers arbejde som anatom.

Hvem var den mand, som sad der og nærstuderede hver en lille kirtel i det kvindelige bryst, hvordan var det at stå med den døde kvindes krop, med brystet, hvorfra mælken stadigt dryppede, og fylde kanalerne med rødt voks? Hvad sker der i mødet mellem disse plancher og en ung kvinde, 160 år efter, i hvis trusser blodet fra den første abort drypper?

Mennesket er et lille slimproducerende væsen, ligeså fuld af lort og blod som af poesi og metafysiske tanker. Ikke en ny erfaring, men en ny gennemskrivning og en radikalisering også. Jeg tænker på 1981, hvor Pia Tafdrup sprogliggjorde et kvindeligt rum og skrev om lugten, »når der går hul på en engel«.

Det gør Olga Ravn på sin vis også, men hvor kroppen i firserne var et billede på ekstase og frihed, beskrives kroppen i 10’erne mere som en ballast af ubehag, man ikke kan transcendere, men må komme overens med, en absolut grænse i en på mange måder grænseløs verden. Ligesom kønnet, uanset hvad man vil, også kønner indefra, værker og virker, sprøjter og spilder, både i livet og i skriften.

Mai Misfeldt er anmelder ved Kristeligt Dagblad

Olga Ravn: Jeg æder mig selv som lyng, digte, s. 80, kr. 199. Gyldendal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Kim Gram

tjae, muligvis burde man
( netop udenfor økonomiens områder )
i stedet satse på naturhistorisk udviklingslære og darwinisme som alternativer til astrologi