Læsetid: 4 min.

Et mortrynet magtmenneske

Clint Eastwood prioriterer det personlige drama frem for det politiske i sit bredtfavnende karakterstudie af FBI’s kontroversielle chef J. Edgar Hoover
Dustin Lance Blacks manuskript om J. Edgar Hoovers liv er mere interesseret i manden bag kulissen og hans forhold til sin næstkommanderende Clyde Tolson (t.h.) af konsekvenserne af hans virke som chef for FBI fra 1924 til 1972, mens otte præsidenter kom og gik.

Dustin Lance Blacks manuskript om J. Edgar Hoovers liv er mere interesseret i manden bag kulissen og hans forhold til sin næstkommanderende Clyde Tolson (t.h.) af konsekvenserne af hans virke som chef for FBI fra 1924 til 1972, mens otte præsidenter kom og gik.

SF Film

19. januar 2012

Film kan være et stærkt, meningsdannende medium. Som Clint Eastwood fortæller i sit aktuelle karakterstudie af FBI-direktør J. Edgar Hoover, gik det Hoover voldsomt på, da Hollywood i 1930’erne glorificerede gangstere i film som The Public Enemy. Frem for at holde med lovens håndhævere heppede publikum på de kriminelle, og Hoover arbejdede bevidst på i stedet at få helteportrætter af politifolk op på det store lærred. Efter at have spillet offentlighedens fjende nr. 1 kunne man i 1935 således se James Cagney i G-Men(forkortelse for ’government men’), og Hoover arbejdede på lignende vis aktivt med at iscenesætte sig selv som heroisk rollemodel i tidens tegneserier.

Når man ser J. Edgar, kan man ikke lade være med at tænke, hvor utilfreds den pr-bevidste, manipulative Hoover ville have været med det portræt, man sidder tilbage med efter lidt over to timer i selskab med Dustin Lance Blacks manuskript i Eastwoods instruktion. Dustin Lance Black blev i 2008 berømt for sit Oscar-vindende manuskript til Gus van Sants Milkom den homoseksuelle politiker Harvey Milk. Hans manuskript om Hoovers liv er mere interesseret i manden bag kulissen og hans forhold til sin næstkommanderende Clyde Tolson end i karakteren og konsekvenserne af hans virke som chef for FBI fra 1924 til 1972, mens otte præsidenter kom og gik.

På instruktørsiden har den tempererede Eastwood fløjlshandskerne på og virker tilfreds med at illustrere et interessant cv med klaverjazzede sceneovergange frem for at gå i lag med de store samfundsmæssige diskussioner, som Hoovers problematiske metoder til at beskytte de amerikanske borgere på grundlag af hans fjendebilleder ellers rejser i rigt omfang. Kun de personlige smertepunkter bliver i filmens mere melodramatiske sidste del for alvor behandlet, og de appellerer pudsigt nok i højere grad til et andet publikum end det, der opsøger en film om en af USA’s mest magtfulde mænd i det forrige århundrede.

Information som magt

Dustin Lance Blacks manuskript vil gerne favne det meste; fra Hoover som ung markerede sig med arrestationer og udvisning af kommunister og anarkister i 1919-20 til hans død i 1972. En ramme, hvor den aldrende Hoover fortæller om sit liv til en biografi, giver historien lejlighed til at springe rundt i hans omfattende katalog af sager og skandaler. Det er en god idé at lade Hoover være en upålidelig fortæller af sin egen historie, men den biografiske ramme skaber en fragmenteret struktur, hvor personer som Emma Goldman eller Robert Kennedy kastes ind og ud for alt for korte bemærkninger.

Bortførelsen af flyveren Charles Lindberghs barn fylder meget, da den gav Hoover anledning til at sætte sine tanker om nye opklaringsredskaber i værk. Som historien fint fortæller med en scene, hvor den unge Hoover bruger et arkivsystem som forsøg på at imponere sin kommende sekretær, Helen Gandy (Naomi Watts), havde han fra starten store tanker om betydningen af arkiver og registre over f.eks. fingeraftryk. Han fik indført flere nye metoder, mens han desuden havde sit eget hemmelige arkiv med personfølsomme informationer om både præsidenter, deres koner og andre, som det var praktisk at kunne styre.

Mens Hoover således var optaget af at besidde magtsikrende information, er portrættet af ham som et blik i noget, som kunne være filmskabernes forestilling om en hemmelig fil om ham. Fra start til slut kredser historien om Hoovers forhold til sin dominerende mor (en sej Judy Dench), og gradvis kommer Hoovers relation til Tolson (Armie Hammer) til at fylde mere. I filmens univers er der tale om kærlighed.

Sminke og skygger

Med sit store tidsspand lider filmen under mængden af sminke, som Leonardo DiCaprio og co. er blevet påført for at illudere tidens gang. DiCaprio leverer en nuanceret præstation som Hoover, men det er svært at abstrahere fra sminken, når han skal forestille at være oppe i årene. Værst er det dog med Tolson, som til sidst ligner Boris Karloff i Mumien.

Undervejs spekulerer man over, om fotografen Tom Sterns skyggefulde palet er et æstetisk valg i sin egen ret eller et forsøg på at skjule de svære tidsspring. Det næsten monokrome udtryk egner sig fint til en tidsalder, man kender fra sort-hvidt arkivmateriale, men som helhed fremstår filmen meget mørk.

På fornavn med historien

Som Annegrethe Rasmussen for nylig skrev om her i avisen, er Hoovers liv fuldt af kontroversielt materiale, og det kunne have været interessant at se, hvordan en højtråbende instruktør som Oliver Stone ville være gået til det. Eastwood har i film som De nådesløseeller Mystic Riverværet optaget af mænd, som har svært ved at finde den passende reaktion på mødet med vold og uretfærdighed. Hans Dirty Harry-karakter rejste effektivt spørgsmål om selvtægt og om, hvor langt regler kan bøjes ud fra tanker om det gode. Regler, som i Hoovers tilfælde mildest talt blev udvalgt og brugt efter forgodtbefindende, som når han fra kulissen ville forpurre, at Martin Luther King accepterede Nobels fredspris. Med sit enorme apparat i ryggen var en skruppeløs Hoover langt farligere end en beskidt Harry.

Efter eget udsagn er Eastwood på nuværende tidspunkt i karrieren optaget af relationer. Dem er der flere interessante af, mens vi er på fornavn med Hoover, men med en så markant, historisk person savner man en større udfordring af materialet. J. Edgartilbyder nogle punktnedslag, men det bliver mest en ufarlig historie om en mand, som var domineret af sin mor og bange for sin seksualitet.

J. Edgar. Instruktion: Clint Eastwood. Manuskript: Dustin Lance Black. Amerikansk (En lang række biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Uden at have set filmen; men som kvalificeret kender af den Hollywood-doktrin som Clint Eastwood næppe kan bryde; skal jeg gøre opmærksom på en ny video med et foredrag på You tube.
Et stort efterforskningsarbejde er lagt i det talte foredrag med billeder hvor blandt andet Hoover nævnes som en del af gruppe, der inkluderer suspekte personer omkring NASA - CIA og øvrige suspekte personer der kobles til mordet på Kennedy.

Den pågældende video rangerer højt på min liste som en af de mest interessante video’s fra USA.
Det er i den forbindelse ingen ulempe, at der forekommer informationer i videoen som bør kendes af alle der interesserer sig for det “virkelige USA” der normalt gemmer sig godt bag glansbillederne fra Hollywood.
Informationer om magtens USA som det ellers ville tage 100 år at grave op på egen hånd.
Det uhyggelige perspektiv ville være om et lignende suspekt og absurd netværk som beskrevet og afsløret i videoen befinder sig i Danmark / Europa.

Secret Space Program: Peter Levenda [Full Length]
http://www.youtube.com/watch?v=Cj2qrl6Q2rk&feature=related

>>interessant at se, hvordan en højtråbende instruktør som Oliver Stone ville være gået til det<< - skrive Redvall, som burde anmeldes.
Oliver Stone gav et markant portræt af Hoover i filmen JFK, som det er en forbrydelse for en anmelder ikke at kunne huske:
JFK er en amerikansk film fra 1991 instrueret, produceret og skrevet af Oliver Stone. Filmen undersøger omstændighederne for præsident John F. Kennedys død i 1963 og de mulige gerningsmænd (Mordet på JFK). JFK vandt to Oscars, en for bedste fotografering (Robert Richardson) og en for bedste klipning (Joe Hutshing og Pietro Scalia). Desuden var filmen nomineret til bedste film, bedste instruktør (Oliver Stone) og bedste mandlige birolle (Tommy Lee Jones), otte nomineringer i alt.

morten jacobsen

@Ivan kan du fortælle mig hvem der spiller dette 'markante portræt? Jeg blev nysgerrig, da jeg ikke husker at Hoover skulle have en fremtrædende rolle i den ellers underholdende film, så jeg tjekkede imdb.com., her er dog ingen Hoover i rollelisten. Det retfærdiggøre vel ikke helt, din kritik af anmelders manglende dannelse, når Hoover ikke engang er at finde på rollelisten, hvilket jeg udleder som, at enten tager du fejl, eller også er rollen så lille at den vel næppe kan betegnes som 'markant'. Elller hvad?

@Morten, jeg erindrer en galopbanescene i JFK filmen med Hoover og hans mand. Jeg dykker ned i arkivet for at gense den 2-3 timer lange film. Pinligt, hvis jeg har været så skråsikker!

Er det ikke et generelt problem i dagens film at man synes at ville psykologisere alt - altså at Hoover opfører sig som han gør, fordi han vil beholde sin egen hemmelighed og fordi han er blevet trynet af sin mor?

Der er ingen politiske analyser, ingen forklaringer på, eller oplysninger om Hoovers stærke anti-kommunisme eller stærke anti-fagforenings-holdninger.

Og vel Clint har Eastwood da ikke på noget tidspunkt været optaget af dette:

"(af mænd) som har svært ved at finde den passende reaktion på mødet med vold og uretfærdighed. Hans Dirty Harry-karakter rejste effektivt spørgsmål om selvtægt og om, hvor langt regler kan bøjes ud fra tanker om det gode."

Vel gjorde Dirty Harry-filmene det vej, budskabet i dem var og er, at man(d) skulle tage selv til rette, da den blødsødne moderstat ikke kunne gøre det for en. Samme budskab findes i Mystisk River, staten kan intet gøre for den som er blevet krænket, altså må krænkeren selv hævne. Og sådan har og er Clint Eastwoods film været hele veje igennem.

@Morten, jeg havde ret.
Med hensyn til galopscenen.
Men det er i Stones Nixonfilm med Hoskins som Hoover.
Meget sorry til anmelder Redvall /Ivan

Monggaard hilser og oplyser på opfordring, at Hoover også fremstilles (flødebolleagtigt) i Michael Manns Public Enemies.