Læsetid: 4 min.

Nede i guldminen

Med to kulturgeografers bog er vi tilbage i uskyldens tid, hvor hvide mænd søgte guld, og en dansker blev hovedrig på at finde det. Et stykke forskning, som bæres frem af grundig research, af tidsbilledet samt en række røverhistorier
25. januar 2012

Der gemmer sig hemmeligheder på Østerbro i København. Eventyrlige historier om levet liv, som ville kom frem, hvis væggene kunne tale. Det kan de heldigvis ikke, for så ville de bare snakke i munden på hinanden. Men hvem ville gætte på, at den ældre herre fra Østbanegade 9, der jævnligt kunne ses i gadebilledet, havde en broget fortid som guldgraver i fire verdensdele?

I hans tilfælde var det ikke væggene, men en kollega i kantinekøen på et institut under Københavns Universitet, som talte til kulturgeo-graferne Jesper Bosse Jønsson og Michael Helt Knudsen. Han fortalte om sin afdøde slægtning fra Langeland, som havde haft de utroligste oplevelser. D’herrer kulturgeografer blev så fas-cinerede, at de besluttede sig for at grave historien ud.

De googlede sig frem til en nu antikvarisk bog, han havde skrevet om sit liv — eller rettere fortalt til sin kone, som så havde skrevet det ned. Med den som udgangspunkt foretog de en omfattende research af bag- grundsmateriale, og nu foreligger der en særdeles læseværdig bog, som altså er en slags fritidsforskningsprojekt med biografien som motor og talrige anekdotiske røverhistorier.

Allerede Børge Outze så potentialet. »Der kunne skrives adskillige romaner om den mands liv«, skrev han i Nationaltidende, hvor han var ansat, før han blev redaktør for Information.

Salomons miner

Med Robert Andersen, som guldgraveren hed, er vi tilbage i en uskyldens tid, hvor enhver er sin egen lykkes smed. I 1874 stod han i konfirmationsalderen til søs, men stod af i San Francisco og blev grebet af den almindelige guldfeber, som havde bredt sig i det vilde vesten, og som kunne gøre arbejdsløse rige, hvis heldet var med dem. Han drager rundt til hest eller i postvogn til steder, hvor der rygtes guldfund.

Man risikerede at blive overfaldet af indianere eller postrøvere — blandt andet en, som skrev udmærkede digte og blev en legende. Han optræder i Lucky Luke-albummet Diligencen, noterer de to forfattere. Danskeren passerer også byen Tombstone på den tid, hvor sheriffen Wyatt Earp huserede. Det er et af bogens fornøjeligste kapitler.

Robert Andersen finder guld, mere og mere og bliver en holden mand. Således drager han til Sydafrika, hvor der er gang i både guldet og diamanterne, og i Zimbabwe-området leder han efter Kong Salomons miner, inspireret af Rider Haggards roman med netop den titel. Robert Andersen mener at have fundet dem, men det kan ikke fastslås med videnskabelig sikkerhed.

I al fald finder han endnu mere guld. Det må have været som at vinde en af de store gevinster i Lotto.

Med venlighed

Det er også her, han pludselig finder sig på bunden af en ti meter dyb skakt, idet hans afrikanske hjælper, som skulle få ham op igen, er stukket af. Da er han lige ved at dø, men ved opbydelse af alle kræfter og ved hjælp af en hakke får han sig manøvreret op.

Eftertiden har dømt de hvide mænd skyldige i kolonialisme og udplyndring, men sådan så der ikke ud i hovederne på dem — deraf udtrykket uskyldens tid, som ikke er forfatternes, men anmelderens. Et agtværdigt leksikon som Salmonsens omtalte ’negerne’ som laverestående, barbariske væsner. Robert Andersen var ikke nogen Karen Blixen, men han tænkte dog, at nogle af de hvide behandlede afrikanerne alt for brutalt og prøvede efter eget udsagn at få dem til at lade være. Selv forsøgte han med venlighed, men konstaterer tørt, at det blev de mere utilfredse af.

Klondike-miljøet

Guldgraverne gjorde oprør mod myndighederne, som med hård hånd opkrævede licenspenge. Det brugte Karl Marx som eksempel på arbejderes oprør mod storkapitalen. De sorte afrikanere gjorde også blodigt oprør mod guldgraverne og nybyggerne, og i bogen får vi således rødderne til de ulykkelige forhold, som lige siden hjemsøgte Sydafrika.

Danskeren søgte med mindre held guld i Australien, hvor han blev uven med en dromedar, og Latinamerika, men i Canada, hvor han også traf forfatteren Jack London, gav det igen pote, og han blev en af de helt store mineejere. Også dette er et fornøjeligt kapitel med mange historier i et Klondike-miljø, som også fascinerede Hemingway, der købte filmoption på en af guldgravernes erindringer. Andersen antyder, at han brugte bestikkelse for at få en koncession. Visse steder skulle der bruges store investeringer i maskineri for at hente guldet op, og det var derfor nødvendigt at opnå langsigtede koncessioner. Til sidste solgte han minen til Guggenheim-familien og drog hjem til Østerbro, hvor han levede som rentier i 35 år til sin død i 1945.

Jønsson og Knudsen undrer sig over, at en så god historie er gået i glemmebogen, men i historietimerne og — studiet er det ikke guldgravere, der får interessen. Men så er det jo godt, at et par kulturgeografer kan finde den frem.

 

 

Jesper Bosse Jønsson og Michael Helt Knudsen: Guldgraveren — danskeren der fandt Kong Salomons miner. 288 sider. 300 kr. Gyldendal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu