Læsetid: 3 min.

På din maske skal jeg kende dig

Linda P pressede modigt stand-up-komikkens grænser i sit andet soloshow, ’Linda P og mig’ — spørgsmålet var så, hvor sjovt det så lige var. Til gengæld var det meget interessant
24. januar 2012

Jeg havde spekuleret over, hvorfor det hed Linda P og mig, det andet soloshow fra den både uforlignelige og også lidt ulidelige stand-upper m.m. Linda P, som det er så svært at elske. På samme måde som hun er umulig ikke at elske. Hvad jeg prøver at sige, er, det er ikke let, vel? Når man nu som undertegnede har boet på Vestegnen i rigtig mange år efterhånden, er programmet Skråplan på DR2 således must-see television. Endelig noget tv vi herude kan spejle vores bundløse kollektive dumhed i. Ret skal være ret, jeg er kommet til at holde endog rigtig meget af seriens omfattende persongalleri, som det fremføres af de to urkomiske kvinder, Linda P og Christina Sederqvist, suppleret med Brian Lykke (nogen skal jo spille kvinderollerne!) fra Krysters Kartel, i løbet af de par sæsoner, det er løbet henover skærmen.

Men hvis vi lige holder os Linda P for øje, så giver hun den løbende som Özgun (inkompetent sagsbehandler med indvandrerbaggrund), Flemming Balle, centervagten Bo Patrick, højgravide (og storrygende) Annika (som taget lige ud af De unge mødre; som f.eks. den der med, at »hvad er det for noget med, at jeg ikke giver mit barn grøntsager. Hun får da pommes frites!«) og tegneseriehandleren Bruno. Alle sammen hylende morsomme, larmende afstumpede og grotesk fortegnede (eller måske netop ikke) typer, vi kender så godt fra vor daglige færden i Glostrup Storcenter og omegn. Måske derfor sidstnævnte, den gode Bruno, er den mindst morsomme, thi han er både blød, blid … og en lille smule intetsigende. ’Gode’ mennesker er ikke nær så nemme at forme til en grinagtig figur som de dumme, de grove og de grænseoverskridende (om end Christina Sederqvists figur Jytte faktisk ER sjov i sin uendeligt tålmodige godhed; og så taler hun vores dialekt perfekt!).

Åndeligt armod

Nå, denne reklamespot er ikke kun for at dele min begejstring, men også for at perspektivere min indledende undren over titlen på Linda P’s seneste stand-up-show. Ikke for det — første afdeling gik over stok og sten, vittigheder og andre grovheder (om end skandaløs dårlig akustik betød, at mange punchlines forsvandt op i æteren) stod i kø for at komme til, da komikeren gav den hele armen. Både den Danmarksberømte Amalie (kendt fra kvalitetstv-serien Paradise Hotel, hvor hun gør unævnelige ting ved det danske sprogs syntaks; I’m sorry, men det er herresjovt) og Rasmus Seebachs tekstunivers, fik, så det stod. Og vi lo. Der er nu noget befriende over at more sig over andres åndelige armod. Ikke for det, Linda P skåner ingen, heller ikke sig selv (endsige sin stakkels familie).

Empatiforladt

Men den drejning, tingene tog i anden afdeling, havde jeg ikke set komme. Thi da tog den nyere og mere veltilpassede udgave af Linda P lige et opgør med sit gamle romdrikkende, maskulint storsvinende jeg for åben skærm. Dvs. den ’gamle’ Linda P agerede løs med vanlig arrogant fordrukken negativisme på en storskærm, mens den ’ny’, ædruelige og slankere Linda P prøvede at råbe hende op. Det var vanvittig interessant og meget modigt, men ikke særlig skægt. Som hun afsluttende sagde: »Måske er det bare synd for Amalie og måske burde man lige lægge armen om hende, trække hende til side og sige: ’Hør lige her’.«

Men hvad sjov er der ved det? Som salig Karen Blixen sagde: »Ikke på dit ansigt, men på din maske skal jeg kende dig.«

Og jeg må sige, interessant som det var at høre om den ægte (?), fuldstændig empatiforladte Linda Petersen med samme koncentrationsevne som en spyflue, foretrækker jeg nu i sidste ende den rå og hæmningsløse komiker, jeg elsker at hade og hader at elske. Så er det sagt.

PS: Ved ikke lige, hvad der skete med det såkaldte serviceniveau i Tivolis Koncertsal, men der var nul garderobe, og ville man nu have sig en Bjørnebryg i pausen, fik køens længde hurtigt én til at ombestemme sig. Det var alt sammen lige lovlig discountagtigt, og på det punkt er vi altså normalt bedre forvænt herude på Vestegnen.

 

 

Linda P og mig. Tivolis Koncertsal. Medvirkende: Linda P

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu