Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Er det noget, penge kan klare?

Så fik Udkantsdanmark sit dokumentariske flagskib. ’Testamentet’ stikker en sonde ind i et miljø, som sjældent har været skildret mere filterløst
Så fik Udkantsdanmark sit dokumentariske flagskib. ’Testamentet’ stikker en sonde ind i et miljø, som sjældent har været skildret mere filterløst
Kultur
31. januar 2012

Christian Sønderby Jepsens Testamentet, en dokumentarfilm om en betændt arvesag i det nordjyske, åbner med en af den slags scener, som mange filmmagere ville give en halv arm for at få i kassen. Brødrene Henrik og Christian er begge i trediverne. Lillebror Henrik er en ægte provinshipster. Penge har han ingen af, hans ægteskab er på standby og indtaget af rusmidler så afgjort i overkanten af det anbefalede, men det gode humør har han ikke mistet, og de elskede hampplanter trives godt i ungkarlehyblen. Storebror Christian derimod er hårdere ramt. Fraskilt far til to, mangeårig stofmisbruger. Set udefra: sølle. Med egne ord: slidt.

Så kommer meddelelsen. Den velhavende morfar, en tysk kroejer, er død. Og eftersom Henrik og Christians mor også er død, står de to brødre sammen med deres halvbror som arvinger. Af millioner. Af sted til begravelsen i Tyskland.

Ved rattet Henrik, på bagsædet Christian, begge iført solbriller. Smøger, heavy metal på stereoen og fuld fart frem. Henrik knapper en stor dåse Faxe Royal op og siger lakonisk: »Morgenmad!«

Sådan er filmen. Og sådan er dens karakterer. Fra første scene har man fornemmelsen af at blive smidt ind i en spillefilm, optaget et sted i Danmark — Skals nord for Viborg — hvor instruktører og manuskriptforfattere sjældent kommer. Men det er ikke fiktion. Det er dansk virkelighed anno lige nu. Og filmens scoop er, at den fra starten tror på sine karakterer og lader deres fortælling folde sig ud uden dikkedarer. Hvilket skal vise sig at være alt rigeligt. Startscenen lover meget. Og resten af filmen indfrier løfterne.

Velbegrundet mistanke

Testamentet deler flere træk med et af de senere års danske dokumentarhovedværker, Pernille Rose Grønkjærs The Monastery (2006). Ligesom hr. Vig i The Monastery er Henrik og Christian gaver som filmkarakterer (og oven i købet langt mere villige). Også timingen er perfekt. Og endelig er historien i sig selv så prægnant og med et indbygget ’naturligt’ drive, der betyder, at filmmageren blot har skullet forme og disponere den nænsomt.

Der er dog også forskelle. Hvor The Monastery var en unik historie, fortæller Testamentet om et alment problem, nemlig hvordan arvesager kan bringe det værste frem i familier. Men den gør det med en enestående adgang til et persongalleri, som på én gang er skæve og genkendelige, underholdende og rørende, problemfyldte og meget menneskelige.

Det er Henrik, der er hovedkarakteren. Og det er gennem ham, vi oplever først Christian og siden resten af den familie, som åbenbart altid har samlet sig om den karismatiske og succesrige morfar og hans formodede millioner. Særdeles nærværende er brødrenes far, som er den første, der advarer dem om, at arvesager kan være komplicerede. Og dernæst Henriks fraseparerede hustru, Ceci, som han stadig drømmer om at vinde tilbage, men som faren råder ham til at lade sig skille fra, så hun ikke skal have del i arven.

Så er der den usynlige gren af familien, først og fremmest moster Petra, som bor i Tyskland og er den person, der har indleveret testamentet. Og det er, da brødrene finder ud af, at Petra ifølge testamentet står som enearving, at de bliver klar over, at farens mistanke var velbegrundet. Herfra tager filmens handling for alvor fart.

Pokkers underholdende

Undervejs svinger Henrik mellem op- og nedture, samtidig med at familiekonflikterne tager stadig mere groteske drejninger. Og indimellem reflekterer han over penge, kærlighed og lykke på en måde, som — iblandet miljøets generelle miks af Rammstein-metal, Ringenes Herre-mytologi og religiøse brokker — tilsammen tegner et særegent mentalt rum omkring filmens følelsesmæssige rutsjebanetur.

Bliver man klogere af Testamentet? Ikke nødvendigvis. Filmen er hverken formelt nybrydende eller indsigtsmæssigt opsigtsvækkende. Men man kommer tættere på livet og bliver berørt indtil flere steder, hvor man måske ikke vidste, at man havde følelser. Og så er den pokkers underholdende.

 

’Testamentet’. Instr.: Christian Sønderby Jepsen. 2011. 87 min. Vises onsdag aften i DOX:BIO i 50 biografer landet over. Herefter almindelig visning i udvalgte biografer. www.doxbio.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her