Læsetid: 3 min.

Perfekt forløst eskapisme

Alt lykkedes for forestillingen ’Singin’ in the Rain’ på Det Ny Teater; sang, dans, replikker, timing, koreografi, scenografi … alt, simpelthen
28. januar 2012

At det lykkedes USA at blive den globale supermagt, landet nu engang er, skyldes ikke mindst et propaganda-apparat uden sidestykke. Og så udgik det ikke engang fra forbundsregeringen, men opstod som udløber af privat initiativ. Jeg taler selvfølgelig om filmhovedstaden, Hollywood, som fra og med opfindelsen af talefilmen har udøvet en massiv verdensomspændende påvirkning, hvad angår snart sagt alt, der har med såvel filmkunst som omgangsformer at gøre: mode, stil, adfærd, normer, moral, kønsidentitet osv.

Og på grund af den såkaldte Motion Picture Production Code, som alle film i Hollywoods gyldne æra fra midten af 1930’erne til slutningen af 1950’erne fulgte, var moralen kysk, volden kunstig (ingen blod), raceblanding forbudt og alt afvigende bandlyst. Som reaktion på ’koden’ skruede Hollywood op for alt det, den kunne — drømmene, stjernerne, farverne, tempoet, replikkerne, kostumerne osv.

Vital og dynamisk

Men hvad der gjorde denne af et forældet victoriansk moralkodeks prægede kunstart så uimodståelig for ikke kun amerikanere, men resten af verden (og dermed skabte forestillingen om USA som det forjættede land) var filmenes dynamiske drive og de medvirkendes kernesunde vitalitet.

I det lys kunne de fleste kameler sluges, for hvor naivt det end så ud her fra Den Gamle Verden, var der bare så meget mere tryk og farver på over there.

Og netop dynamik og vitalitet er kodeord for Det Ny Teaters blændende opsætning af klassikeren Singin’ in the Rain, der i år kan fejre 60-års fødselsdag som én af verdens højst elskede filmmusicals med en uforglemmelig titelmelodi og ditto koreografi af Gene Kelly, der endvidere leverer en toppræstation i hovedrollen.

At ville forvandle den til teater kunne derfor godt ligne halsløs gerning. Jeg mener, hvem har lyst til helt bogstaveligt at træde i Kelly’s (danse)sko? Men når man ser den forløst så elegant, vittigt og smertefrit, som ensemblet på Det Ny Teater formår, må man bare give efter og nyde turen.

For det er ren nydelse fra start til slut, stilren og uangribelig perfekt udført eskapisme, hvor man i et par timer eller tre kan tillade sig at give los og ikke spekulere over finanskrise eller Mellemøsten eller primærvalg, bare nyde et fremragende ensemble trykke den af i en imponerende scenografi og et hav af vellykkede sceneskift og effekter (som regnvejret i den udødelige scene, hvor titelsangen afsynges!), der bare FUNGERER! Det er ganske enkelt ikke muligt at sætte fingeren på noget. Hvor tit kan man påstå det?

Begavede narrestreger

Plottet ... bob bob: Året er 1927, da vi møder det succesfulde stumfilmspar Don Lockwood og Lina Lamont (en genialt morsom Camille-Cathrine Rommedahl, den fødte comedienne), der netop har haft premiere på deres seneste kassesucces, et klichéfyldt melodrama, der udspiller sig i 1700-tallets Frankrig, med hvad det indebærer af kårder, dueller, håndkys og pudrede høje parykker.

Lamont er prototypen på en dum blondine (men så er hun heller ikke dummere!) med en stemme som et stykke kridt hen over en tavle.

Lockwood er den flotte leading man, som får kvinderne til at dåne, omend hans skuespiltalent er til at overse.

Sladderpressen mener, at gnisten de to imellem på lærredet må have en parallel i det virkelige liv, hvad den ikke har.

På vej til premierefesten møder Lockwood den unge Kathy Selden (Kristine Yde Eriksen), der ikke er imponeret over hans status eller evner. Hende forelsker han sig i, men hun forsvinder efter diverse forviklinger ud af hans liv, som tager en drejning, da talefilmen bliver en realitet.

Som i forlægget kommer der megen spas ud af denne teknologiske landvinding, hvor overgangen til talefilm overkommes, hvilket Lina Lamonts stemme taget i betragtning ikke er nemt.

Heldigvis besidder Kathy Selden Stemmen, der kan bruges i talefilmen, så alt ender lykkeligt.

Det er narrestreger alt sammen, men begavede og livsbekræftende, fulde af indforståede jokes og et tempo, så man bare må hænge på.

Som Don Lockwood gør Johannes Nymark god fyldest, for han er en fin sanger om end måske en lidt stiv danser; men så skal han altså også gøre en Gene Kelly kunsten efter! Som hans ven og sidekick er Henrik Lund en upåklagelig Cosmo Brown, og hans solo »De skal le« er en ren tour de force. Kathy Selden i Kristine Yde Eriksens skikkelse har ikke helt samme pep som Debbie Reynolds (i filmen), men det skal man vist kun være glad for.

Og en Steen Springborg får det maksimale ud af sin figur, instruktøren Roscoe Dexter. Ja, alle biroller fungerer uden knas, der danses og synges, så man må sig forbarme, og som prikken over i’et giver et velspillende og -lydende orkester løjerne fylde og resonans.

Hvad angår morskabsteater fås det simpelthen ikke bedre!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu