Læsetid: 4 min.

Det pibende sus af et projektil

En af verdenslitteraturens vigtigste bøger om krig foreligger nu endelig på dansk
Klassiker. Ernst Jüngers frontberetning fra Første Verdenskrig, ’In Stahlgewittern’, blev første gang udsendt i 1920 og er siden blevet omskrevet og betydeligt udvidet i flere omgange. Nu er den udkommet på dansk.

Klassiker. Ernst Jüngers frontberetning fra Første Verdenskrig, ’In Stahlgewittern’, blev første gang udsendt i 1920 og er siden blevet omskrevet og betydeligt udvidet i flere omgange. Nu er den udkommet på dansk.

Ursula Litzmann

13. januar 2012

Man glæder sig af fuldt hjerte, hver gang en længe manglet og savnet udenlandsk klassiker omsider udkommer på dansk. Som i dag Ernst Jüngers frontberetning fra Første Verdenskrig, In Stahlgewittern, udsendt i 1920, siden i flere omgange omskrevet og betydeligt udvidet. Heri berettes med klar præcision og sjælden nøgternhed om krigens dagligdag og hårde højdepunkter i alle fire år, inklusive slaget ved Somme og den store forårsoffensiv i 1918.

Halvvejs gennem værket modtager forfatteren Jernkorset, og på dets sidste sider hædres han med højeste preussisk-tyske militære udmærkelse Pour le mérite. Det er også her, han tæller sine sår:

»Når man ser bort fra småting som rikochetskud og rifter, var jeg i det hele blevet ramt mindst fjorten gange, nemlig af fem geværprojektiler, to granatsplinter, en shrapnelkugle, fire splinter fra håndgranater og to fra geværprojektiler, hvilket med ind- og udgangshuller havde efterladt nøjagtig tyve ar.«

Ernst Jünger, der døde i 1998 i en alder af 103, taler i sin ellers så renfærdige bog nødig ud om de indre ar, men kortlægger dog halvvejs implicit sin personlige udvikling fra naiv national begejstring til en kølig professionalisme, fra overmodig individuel fascination ved faren til stormtropførerens beregning, på gruppens eller kompagniets vegne, af chancerne for succes, eller med andre ord fjendens død og egen overlevelse.

Et grufuldt tableau

Som læser bliver man efterhånden fortrolig med det pibende sus af et projektil og den hvislende syden fra en rådnende krop. Man farer sammen ved lugten af giftgas, mærker stanken fra de forfærdeligt tilredte lig. Man ser den sønderskudte jord med hullerne efter granater overalt. Man bliver ligesom soldaten, der taler, afstumpet af indtryk.

Som da de rykker ind i byen Combles, der af det tunge artilleri er forvandlet til et grufuldt tableau:

»Hele huse var stampet ned eller revet midt over, så værelserne og deres møblement svævede som teaterkulisser over kaosset. Der trængte liglugt ud fra nogle af ruinerne, for det første, pludselige bombardement havde også overrasket beboerne og begravet mange af dem under stendyngerne, før de kunne nå at komme ud af husene. Foran et dørtrin lå en lille pige i en rød pøl.«

Bogens ene oversætter, Adam Paulsen, sætter i en udmærket efterskrift værket i kontekst og noterer sig bl.a., at Jünger, inden han som 19-årig gik i tjeneste som frivillig, allerede havde forsøgt sig i Nordafrika som fremmedlegionær. Hvad der nemlig drev ham, var, som Paulsen noget svulstigt udtrykker det, en længsel »efter at undslippe det borgerlige samfunds spændetrøje og en næsten uhyggelig vilje til at sætte handling bag ordene og med livet som indsats gennembryde den rationelle verdens erfaringsrum i jagten på en erkendelse af dybereliggende sammenhænge hinsides kulturens og bevidsthedens grænser.« Han higede efter virkelighed og stræbte derfor ud over den givne virkelighed. Men målet for hans grænseoverskridelse viste sig at ligge, ikke i det »mørke« Afrika, men midt i hans egen kultur, i den moderne (som man troede) højoplyste europæiske civilisation.

Æstetisk fascination

I førsteudgaven af I stålstormen og klarere endnu i versionen fra 1924 indskriver Ernst Jünger sin stålsatte civilisationskritik i en anti-demokratisk og folkeligt-national forståelsesramme, som hurtigt skulle blive kun alt for typisk for tiden. Men i senere mere selvkritisk prægede gennemskrivninger nedtones det barske højreradikale budskab, samtidig med at forfatteren bevæger sig væk fra det dokumentariske udgangspunkt for til gengæld at øge den digteriske investering i de enkelte nøjagtigt aftegnede krigsscener. Trods den nøgne nøgternhed bibeholder han den æstetiske fascination af undergangen og katastrofen, fortættet f.eks. i denne med rette berømte eller berygtede synæstesi:

»Det natlige landskab var mudret og øde og genlød ofte af bragene fra tunge skudsalver. Med jævne mellemrum steg gule raketter til vejrs og eksploderede, og ned dalede en ildregn, hvis farve mindede mig om lyden af en bratsch.«

Karakteristisk er ligeledes en stilfærdig aftenvandring gennem kuperede nordfranske omgivelser:

»Om aftenen tog jeg spadserestokken, der stod i hjørnet, og vandrede ud ad de smalle markveje, der bugtede sig gennem det bakkede landskab. På de rådnede marker voksede der blomster med en varm og vild lugt. Langs vejen stod undertiden enkelte træer, som landmanden kunne have hvilet sig under i fredstid, med hvide, rosa eller mørkerøde blomster, et fortryllende syn i ensomheden. Krigen havde givet landskabet en heroisk og tungsindig kulør uden at ødelægge dets skønhed; den blomstrende overflod virkede mere bedøvende og strålende end ellers.«

Ariosto og Sterne

Det er som at se et maleri af Caspar David Friedrich skudt ind som filter imellem den på samme tid sansede og skrivende soldat og så krigen, han deltager i. For det er ikke kun et illusionsløst frontsvin, der bliver til i denne både rædselsvækkende og smukke beretning, det er også en følsom kunstner, der øver sig i at se og at skabe. På siden inden sin aftenvandring læser han Ludovico Ariostos renæssanceepos Den Rasende Roland, og da han til sidst i sin bog er kommet i sygeplejerskernes hænder på lazarettet, er det ham en fornøjelse at kunne fortsætte i Sternes Tristram Shandy netop på det sted, hvor han blev afbrudt den aften, da ordren kom til det sidste, på forhånd dybt umulige stormangreb.

Sammenligningsvis er vi lykkelige, vi, som kan læse Jüngers beretning på oversætternes fremragende dansk uden mindste frygt for i morgen at få skudt hovedet af.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu