Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Sidste omgang med Dave Robicheaux?

En velspunden intrige, der fænger helt frem til den obligatoriske voldsomme finale. Selv når James Lee Burke ikke er allerbedst, er han en af de bedste i krimigenren
Kultur
6. januar 2012

Da James Lee Burke i midten af 80’erne skabte Dave Robicheaux, gav han New Orleans-betjenten en del af sine egne karakteristika, deriblandt et problematisk forhold til alkohol og en datter ved navn Alafair.

Sidstnævnte dukker første gang op i bind to af serien, Delta blues (1988), hvori hun reddes af Robicheaux fra et synkende fly. Siden da er hun blevet både skygget, kidnappet og truet på livet, men hun har aldrig fået så meget plads som i 18. bind af serien, En regnbue af glas, der er månedens bog på forlaget Hovedland i januar. Slutningen på dette bind antyder, at det kan være sidste omgang med Robicheuax, og det er i så fald passende, at Alafair netop hér får lov at folde sig ud og spille en aktiv rolle i handlingen.

Lige siden teenageårene har hun nemlig ageret en art moralsk kompas for Robicheaux, der, fordi han elsker hende, er blevet tvunget til at forholde sig til hendes kritik af hans drukture, depressioner, moralprædikener og selvtægtsmissioner. Alafair kan han i modsætning til kærester, koner, venner og chefer ikke flygte fra.

Konflikten mellem far og adoptivdatter tilspidses i En regnbue af glas, hvori Robicheaux undervejs må spørge sig selv, om han har gjort, hvad han kunne for at være ikke blot en god far, men også et godt menneske.

Dramaet starter med en sag om syv dræbte prostituerede, og efterforskningen peger hurtigt på en alfons, som imidlertid findes dræbt kort efter. Robicheaux’ bedste ven, privatdetektiven Clete Purcel, mistænkes for forbrydelsen, hvorefter det bliver endnu vigtigere for makkerparret at finde den eller de skyldige.

Kritik af BP

Det kunne være den voldsdømte og nu løsladte psykopat Robert Weingarten eller for den sags skyld Weingartens hemmelige homoelsker, forfatteren Kermit Abelard, hvis familie i generationer har været blandt Louisianas mest indflydelsesrige.

Problemet er blot, at samme Kermit Abelard er kæreste med Alafair, der mener, at hendes far er paranoid, moraliserende og gammeldags. Det kan hun godt have ret i, men det betyder jo ikke, at Robicheaux har uret ...

Alting hænger selvfølgelig sammen, som det skal i en god kriminalroman af James Lee Burke, hvori den personlige historie afspejler nationens historie. Sådan har det været næsten lige siden debuten Neon regn (1986), hvori Robicheaux hvirvles ind i en sag om amerikansk våbensmugling fra Sydamerika til Mellemøsten, og i dette tilfælde er det svært ikke at læse En regnbue af glas som en skarp kommentar til oliegiganten BP’s hærgen i og omkring Louisiana i foråret 2010.

Godt nok udkom romanen i USA kort inden katastrofen, men den nærmest profetiske advarsel er ikke til at tage fejl af og opsummerer for så vidt forfatterskabets gennemgående kritik af den amerikanske kapitalismes tiltagende griskhed, korruption og mangel på moral.

Heldigvis skygger Lee Burkes indignation heller ikke denne gang for en velspunden intrige, der fænger helt frem til den obligatoriske voldsomme finale. Robicheaux er måske blevet lidt lang og melankolsk i spyttet, og persongalleriet af onde, groteske og kulørte personager minder også om flere af dem, Robicheaux er stødt på tidligere, men selv når han ikke er allerbedst, er James Lee Burke en af de allerbedste i krimigenren — det følsomme portræt af far og datter understreger sammen med de lyriske beskrivelser af det stemningsfylde Louisiana hvorfor, og gør så absolut En regnbue af glas værd at læse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her